Smartlog v3 » Kavalergangen
Opret egen blog | Næste blog »

Kavalergangen

om identitet, køn og seksualitet

Den her blog

15. Apr 2012 21:39, Eini

Denne blog er ikke længere aktiv, men jeg lader den stå som et dokument, der er blevet skrevet. Det er ikke alle holdninger, der udtrykkes på bloggen, som jeg stadig deler den dag i dag, da der naturligvis er sket meget i de efterhånden fem år, jeg har beskæftiget mig med seksualpolitik. Jeg er derfor stadig åben for at diskutere indholdet, men tag ikke alt så bogstaveligt, som det engang har været, og bliv ved med at være nysgerrig!

 

Og ja, følg med her: http://www.denfri.dk/author/eini/

 

PS. Her er en røv:

 


Flyttemeddelelse

3. Feb 2012 10:27, Eini

Jeg vil fremover primært være at finde her:

denfri.dk/author/eini

 

 

  

 

 

ses.

Pause

11. Oct 2011 09:13, Eini

Hvis du skulle være i tvivl, holder jeg pause. Jeg ved ikke, hvor længe, men det bliver nok ved lidt endnu. 

læs med her:

 http://prosexfeminisme.dk/

SlutWalk Copenhagen

1. Jun 2011 15:05, Eini

“women should avoid dressing like sluts in order not to be victimized”

Denne udtalelse af en politibetjent i Toronto har fået folk over hele verden til at klæde sig af og gå på gaden for at tilbageerobre ordet SLUT og fratage det dets magt. SlutWalks er på kort tid blevet en international bevægelse, og nu kommer den også til Danmark. Vi går med lørdag d. 4. juni kl. 14 fra Rådhuspadsen i København.

 

 

 

Hvis en kvinde udtrykker sin seksualitet på en måde, samfundet ikke billiger, bliver hun kaldt en 'slut', en 'tøjte' eller en 'billig luder'. Det er en måde, hvorpå kvindens råderum og ret til at udtrykke sin seksualitet begrænses og kontrolleres. I værste tilfælde bruges dette luderstempel til at retfærdiggøre voldtægt.


SlutWalk Copenhagen går på gaden for at gøre op med luderstemplet og følgerne af det!


Det er IKKE okay at udøve verbal eller fysisk vold mod kvinder, fordi de f.eks. går "utækkeligt" klædt eller har mange sexpartnere.


En voldtægt er ALDRIG offerets egen skyld. Et nej er et nej, og en kort kjole er ikke et ja. Der er ikke noget, der hedder ”hun lagde selv op til det”.


SlutWalk er et ønske om forandring! Vi vil ændre måden, vi bruger sproget på, måden vi ser kønnene på og måden vi behandler hinanden på.


Vi ønsker, at de yngre generationer af kvinder, mænd og transer skal vide, at de bestemmer over deres egne kroppe og at ingen har ret til at udsætte dem for verbal eller fysisk vold på baggrund af deres seksuelle valg.


Først og fremmest vil SlutWalk mobilisere og nå de mennesker, der ønsker denne forandring, så kampen for den kan fortsætte længere og større end bare d. 4. juni.


Vi er alle nogle billige ludere, vi er alle sammen SLUTS, og vi klæder os, som vi vil! Det kan være UDFORDRENDE, AFSLØRENDE, SKANDALØST, TARVELIGT, UPASSENDE, UTÆKKELIGT, SJOFELT og SMAGLØST, og det kan være noget helt andet. Hvem ved overhovedet, hvordan en SLUT ser ud?

Kvinder, mænd, transer, queers og queens går på gaden for at erobre skældsordene og fjerne deres magt! Gå med!


Vi starter på Rådhuspladsen, laver postyr i området omkring strøget og rykker derpå ned til Københavns Havn ved Langebro, hvor vi passende forventer at møde Copenhagen Distortion og give dem anledning til at tage del i oprøret.

 

Se mere på facebook: http://www.facebook.com/event.php?eid=211154132241000

 

Hvorfor jeg ikke går ind for et forbud mod dyresex

7. Apr 2011 18:25, Eini

Først og fremmest mener jeg helt grundlæggende ikke, man bør lovgive ud fra forargelse. Dyremishandling er, så vidt jeg ved, strafbart, så hvis der vurderes at dyret lider overlast, hører det under den eksisterende lovgivning.

Et forbud mod dyresex ville være en moralsk signallov, som falder i tråd med den generelle oprydningstendens, jeg observerer i tiden. Der er en iver efter at sortere skidt fra godt og udpege det rigtige og forkerte. I praksis er det en proces, hvor den store brede del af befolkningen står og peger udad mod ”de klamme afvigere”, som bliver stigmatiseret og marginaliseret. Og selv dette moralske fællesskab er en illusion, for jo flere af disse love, der opstår, jo færre af os går fri, hvis nogen overhovedet. Men hvis vi alle sammen går rundt og føler os forkerte, er der måske desto mere lyst til at blive en del af fællesskabet igen ved at finde nogle andre at pege på.

 


 

Desuden – selv hvis målet er at begrænse dyresex, tror jeg ikke på, det vil have en nævneværdig effekt. Det ville kræve omfattende politiressourcer at forhindre det, nogle ressourcer jeg personligt ville prioritere andetsteds, og samtidig tror jeg ikke på, at folk, der har sex med dyr, gør det fordi, det er okay. Tværtimod er det forbudte, skamfulde og tabubelagte en kraftfuld seksuel drivkraft.

 

ludere og forskere

28. Mar 2011 01:08, Eini

http://offentligfruentimmer.dk/

 

er en ny blog, hvor flere forskellige sexarbejdere fortæller om deres oplevelser med arbejdet. Det er dejligt, flere stemmer begynder at melde sig fra den front.

 

  

 

Og så lærte ejg noget nyt den anden dag... blandt forskere, der beskæftiger sig med sexarbejde, på internationalt plan bruger man eftersigende ikke længere ordene "prostitution" og "prostituerede", da det  er ord med en nedsættende ladethed. Nogle bruger "sexarbejde"/" sex work", men det mest almindelige er "transactional sex"/"transaktionel sex". Ikke så mundret, men det er det vel sjældent når målet er neutralitet.

 

I den forbindelse vil jeg anbefale at læse dette indlæg om menneskehandel og transaktionel sex af antropolog og kønsforsker Chrstian Groes-Green:

 http://videnskab.dk/blog/drommen-om-europa-menneskehandel-og-transaktionel-sex-i-et-globalt-perspektiv

Min tale 3. marts

7. Mar 2011 13:47, Eini


Mit navn er Eini Carina Grønvold, og jeg er talsperson for De røde paraplyer, som sammn med SIO har arrangeret denne demonstration.

 

 I dag er Sexarbejdernes Internationale Rettighedsdag.

 

Dagen opstod for præcis ti år siden, da 25000 indiske sexarbejdere samledes på gaderne i Kalkota for at kræve det samme, vi kræver her i dag:

 

RETTIGHEDER TIL SEXARBEJDERE!

 

  

 

For ikke kun i Danmark, men i hele verden, er sexarbejderne en gruppe mennesker, der forfølges og undertrykkes - ofte af de myndigheder, som påstår at ville hjælpe dem.

 

For selvom mange taler om sexarbejderne, er der alt for få, der lytter til dem.


Hvis man virkelig ønsker at hjælpe, må man lytte til dem, det handler om. Man må spørg sexarbejderne selv, hvordan de vil hjælpes.


 


 

 

I De Røde Paraplyer  er vi både socialister og liberalister og alt muligt andet, og jeg kan se, at der også er mødt flere politiske farver op i dag. Det glæder mig!

 

For først og fremmest er vi alle sammen mennesker, og mennesker bør bekymre sig for hinanden. Mennesker bør lytte til hinanden.

 

Kravet om ordentlige forhold for sexarbejderne er noget, der rækker ud over røde og blå kasketter. Det handler om, hvordan vi – menneske til menneske - behandler hinanden. Det handler om helt basale menneskerettigheder.

 

Det handler om, hvorvidt vi vil acceptere, at en i forvejen stigmatiseret gruppe mennesker skal udstødes yderligere fra samfundet

 

Eller om vi skal tage dem alvorligt – som mennesker – og hjælpe dem som de gerne selv vil hjælpes

 

  

Det handler om, hvorvidt sexarbejderen skal leve med beskyttelse fra myndighederne – eller i frygt for dem

 

Det handler om alle sexarbejdernes frihed og tryghed. Men det handler især om dem, der er mest udsatte. Dem, der falder mest uden for fællesskabet. Det er dem, der rammes hårdest af forbud og manglende rettigheder. Det er dem, der betaler prisen, når andre pudser glorien med moralske floskler. Det er dem, vi skal huske, hvis vi ønsker et rummeligt samfund.

 

  

Demokrati handler for mig ikke om, at flertallet bestemmer. Det handler om et  samfund, hvor der er plads til alle – også dem der ikke passer ind, hvor flertallet gør.

 Rummeligheden og omsorgen for dem, der falder udenfor,  er under pres for tiden. Det ser vi fra alle sider – og alle politiske farver.

 

  

 

Vi vil alle sammen gerne forsvare vores egen ret til vores egen virkelighed.

Og for mange mennesker er det helt og aldeles umuligt at forestille sig at have det godt med at sælge sex.

Hvis de samtidig har en forestilling om, at et fællesskab nødvendigvis skal være homogent, opstår der et ”os eller dem”-ultimatum: ”Enten er jeg forkert, eller også er de.”

De fleste ville nok vælge det sidste. Men det ultimatum er falsk. Det findes ikke. Vi kan sagtens eksistere alle sammen, med ret til hver vores virkelighed.

 

Fordi en sexarbejder har det godt med at sælge sex, betyder det ikke, at alle andre også skal have det. Eller omvendt.

 

  

 

Neil Stenbæk Bloem fra SF gav i søndags til sexarbejderfestivallen sin forklaring på, hvorfor han ikke mente, det var nødvendigt at lytte til sexarbejdernes krav om rettigheder.

Han sagde, at hvis man var i stand til at arrangere noget som det her, må man jo være citat ”toppen af poppen” og kan derfor ikke repræsentere sexarbejderne.

På den måde fik han givet sexarbejderne mundkurv på. For hvis de er stærke nok til at sige ham imod, tæller deres mening ikke.

 

 

 

Et forbud beskytter ikke nogen. Tværtimod er det de sexarbejdere, der har allermest brug for hjælp, som betaler den højeste pris.

 

I Sverige er det blevet sværere og hårdere at være sexarbejder efter forbuddet. Svenske sexarbejdere lever med stigmatisering, udstødelse og manglende beskyttelse. En svensk gadesexarbejder fortalte, at før forbuddet i 99 var hun aldrig blevet voldtaget på jobbet. Efter forbudet var hun blevet voldtaget flere gange end hun overhovedet kunne tælle.

 

 

 

S og SF siger samtidig, de vil indføre en masse sociale tiltag i forbindelse med et forbud. Men hvorfor så overhovedet et forbud?  Hvis de sociale tiltag er det, der skal hjælpe sexarbejderne, hvad skal forbuddet så til for? Hvem er forbuddet for?

 

Hvis S og SF virkelig ønskede at hjælpe sexarbejderne, ville de afsætte de ressourcer, der skal bruges på at løfte dyner og jage udsatte samfundsborgere på at gøre netop det: Hjælpe.

 

 

Det siges tit, at det her er en svær debat. Men jeg synes i hvert fald, der er en ting, der er simpel:

 

Forbyder man noget, mister man muligheden for at forbedre det. Afkriminaliserer og kontrollerer man det, har man en reel mulighed for at hjælpe.

 

I dag over hele verden kæmper sexarbejdere for det samme. De kæmper for rettigheder. De kæmper for at blive hørt. De kæmper for at blive respekteret. For at blive anerkendt. For at blive beskyttet. Det gør de under et simpelt budskab:

 

”ONLY RIGHTS CAN STOP THE WRONGS”

Ting du bør vide om sexarbejderdebatten

18. Feb 2011 00:21, Eini


Det siges tit, at det er en svær debat. Men jeg synes i hvert fald, der er en ting, der er simpel:

Forbyder man noget, mister man muligheden for at forbedre det. Legaliserer og kontrollerer man det, har man en reel mulighed for at hjælpe.

 

  

 

En anden ting, der er simpel: Respekt for andre mennesker. Det provokerer mig, at sexarbejderne skal kaldes de grimmeste ting i det øjeblik, de ikke spiller offer-rollen. Dette har vi netop set udstillet ved Anne-Grethe Bjarup Riis' optræden i Go'morgen Danmark. Men det mest triste af det hele er, at hun egentlig bare opfører sig som forbudstilhængere har opført sig i alle de år, jeg har været en del af debatten. Vi er vant til at blive råbt ind i hovedet. Forskellen er bare, at der nu - heldigvis - er kamera på. Det er nok ikke så mærkeligt, at der ikke er vildt mange sexarbejdere, der har lyst til at stå frem.

 

  

Her er noget vigtig information, hvis man skal forholde sig til debatten:

 

Reden i København er for nylig blevet afsløret i at lyve om deres faktuelle oplysninger: http://www.information.dk/226889

 

Reden er en kristen organisation med en klar politisk dagsorden om at få prostitution forbudt - koste hvad det vil. Jeg har mødt flere stofbrugende gadesexarbejdere, der er blevet smidt ud af Reden, fordi de ikke var "samarbejdsvillige", dvs. ikke havde et ønske om at forlade prostitution, men tillod sig at sige, at de foretrak deres job frem for alternativet. Det er på denne baggrund, Reden fører deres politik og høster millioner af penge i støtte.

 

På den anden side står SIO, som er sexarbejdernes forsøg på at organisere og forsvare sig mod de mange løgne, der spredes om dem og den lovmæssige diskrimination, de udsættes for.  SIO har ingen økonomiske midler eller statsstøtte og drives udelukkende af frivillige kræfter.

 

SIO kritiseres ofte for at være for få medlemmer til at kunne repræsentere sexarbejderne. SIO er lige nu 175 medlemmer og dermed den største organisering af sexarbejdere i Danmark nogensinde.

 

Anne-Grethe Bjarup Riis modtog i 2010 Dansk Kvindesamfunds Mathildepris "for sit store engagement i sexkøbsdebatten". Dansk Kvindesamfund har omkring 900 medlemmer, men ingen stiller spørgsmålstegn ved, at de udtaler sig på vegne af hele kvindekønnet.

 

 

Udover SIO i Danmark, er der sexarbejderorganisationer i hele verden, der siger det samme:

"ONLY RIGHTS CAN STOP THE WRONGS"

 

http://apnsw.org/apnsw.htm

Asiatisk organisation

 

http://www.davida.org.br/

Brasiliansk organisation

 

http://www.hydra-ev.org/

Tysk organisation

 

http://www.prostitutescollective.net/

Engelsk organisation

 

http://www.sexworkersalliance.ie/index.php?p=5

Irland

 

http://sexworkers.ning.com/

UK

 

http://www.sexworkeurope.org/

europæisk organisation

 

http://site.strass-syndicat.org/

Fransk

 

http://www.rosealliance.se/

Svensk organisation for sexarbejdere

 

http://www.pion-norge.no/index.php

Norsk

 

http://www.rodedraad.nl/

Hollandsk

 

http://www.scarletalliance.org.au/

Australsk

 

http://www.nzpc.org.nz/

New Zealand

 

http://coswas.org/

Taiwan

 

http://www.empowerfoundation.org/

Thailand

 

http://www.redtrasex.org.ar/

Argentina

 

http://www.nswp.org/

Global sammenslutning

 

 3rdmarch

 

Kom til demonstration for sexarbejderrettigheder på Sexarbejdernes Internationale Kampdag d. 3. marts. Vi mødes på Rådhuspladsen kl. 17. Alle er velkomne!

 

Se mere og tilmeld dig på facebook her:

http://www.facebook.com/event.php?eid=135332616532751

Hele svaret til Lars Aslan

15. Feb 2011 13:09, Eini

Ekstrabladet.dk skrev om sexarbejderfestivallen , og Lars Aslan Rasmussen (S) udtalte i den forbindelse følgende:

 

Socialpolitisk ordfører for Socialdemokraterne i København og medlem af Borgerrepræsentationen , Lars Aslan Rasmussen, mener, at festivalen glorificerer prostitution:

- Denne festival og initiativet med hjemmesiden, der fortæller om jobbet som sexarbejder, glemmer de negative sider af prostitution. I værste fald lader nogle piger sig lokke til at sælge sex på grund af de initiativer.

- Arrangørerne holder en lukket fest, for det er kun folk, der er for prostitution, som holder oplæg. Jeg kommer til gengæld meget gerne og fortæller om de mange negative konsekvenser ved prostitution, siger Lars Aslev Rasmussen, der regner med, at en eventuel nye regering med Helle Thorning i spidsen vil forbyde køb af sex.

- Hvis bare to piger reddes fra prostitution ved at indføre et forbud, er det det værd! siger socialdemokraten.

Aslan Rasmussen stiller sig også tvivlende overfor Sexarbejdernes Interesseorganisation - SIO:

- Man regner med, at der er op mod 6000 prostituerede i Danmark, og der er ikke mere en max. 200 medlemmer i SIO. Det er mildest talt en stramning at hævde, at man repræsenterer sexarbejderne på så lille et medlemsgrundlag.

 

  

 

 Der blev så bragt følgende svar af mig dagen efter: http://ekstrabladet.dk/nationen/article1501645.ece

 

 Men det var i virkeligheden kun en brøkdel af det svar, jeg havde formuleret, som blev bragt.

Her er det hele:

 

 Lars Aslan Rasmussen ved ikke, hvad han snakker om

Det er ren magtarrogance, når Lars Aslan Rasmussen (S) ikke ønsker at lytte til sexarbejderne selv.

Jeg synes, Lars Aslan Rasmussen burde tage sin magtposition alvorligt, lytte til dem, han vil lovgive om, og forsøge at indsamle reel viden i stedet for at stole blindt på sine egne fordomme.
Hvis han møder op d. 27. februar, kan han bl.a. få lov til at høre nogle svenske sexarbejdere fortælle, hvad sexkøbsforbuddet har betydet for dem og deres liv i Sverige.

Vi glorificerer ikke noget. Tværtimod vil vi gerne sætte fokus på de mange problemer, der er i forholdene for sexarbejdere. Den nuværende lovgivning er ikke god nok, sexarbejderne får ikke den støtte og de rettigheder, de har brug for.

Lars Aslan Rasmussen har enormt travlt med at nedgøre SIOs medlemstal. Men hvor er alle de sexarbejdere, der siger, de vil have deres arbejde forbudt? *

Det er som om, det slet ikke går op for politikere som Lars Aslan Rasmussen, at det er rigtige mennesker, det her handler om. De vil bare indføre en moralsk lov, koste hvad det vil. I realiteten betyder det, at staten tvinger nogle mennesker til at gå under jorden og udstøder dem af samfundet pga. nogle valg, de tager.

Det skal understreges, at der ingen beviser er for, at sexarbejde i sig selv er skadeligt, eller at tvang er et udbredt problem i branchen. Det betyder ikke, at der ikke er problemer, men de problemer løser man ikke ved et forbud. Tværtimod tyder alt på, at man gør det hele meget værre.

Måske kunne Lars Aslan sætte sine ambitioner lidt højere og stile efter at hjælpe alle -  ifølge ham 6000 - sexarbejdere, i stedet for de 2, han åbenbart håber at redde med et forbud.

 

* som en lille bonusinfo kan det oplyses, at Dansk Kvindesamfund til sammenligning har omkring 900 medlemmer.

Sexarbejderfestival!

15. Feb 2011 12:57, Eini

De Røde Paraplyer" og SIO inviterer til Danmarks første Sexarbejderfestival  

www.sexarbejderfestival.dk

27 feb. 13:00 - 18:00

Festivalen starter med foredrag af Laura Augustin, Pye Jakobsson, Nina Søndergaard og Susanne Møller. Efterfølgende debat
se program her

1. marts kl 17:00 - 19:00
Filmaften i Virus Bio på Valhalsgade 4, 2200
Der vil blive vist film om sexarbejde, valgt af sexarbejdere.
Efterfølgende debat. Entré 20 kr.

3. marts kl 17:00 - 19:00
Festivalen slutter d. 3 marts hvor vi vil markere Sexarbejdernes Internationale Rettighedsdag med en demonstration FOR sexarbejderrettigheder og IMOD sexkøbsforbud fra Rådhuspladsen til Halmtorvet.

Alle er velkomne!

 

  

Spørgsmål om sexarbejde

6. Feb 2011 13:12, Eini

Jeg blev stillet en række spørgsmål af nogle folkeskoleelever, der laver projekt om prostitution. Dels er det sjovt for mig at se, hvilke spørgsmål, de vælger at stille og hvordan, og dels opsummerer de egentlig meget godt mange af mine tanker om emnet, så jeg vælger at bringe dem her. Måske kan andre få noget ud af dem, måske er der ligefrem grobund for lidt diskussion. Og så havde jeg en lejlighed til at dele disse vidunderlige tegninger, jeg fandt, med jer!

 

  

 

1.       Tror du det er muligt at komme ud af prostitution igen?

Ja. Mit indtryk er, at mange holder op med at sexarbejde, både efter kortere og længere tid.

 

2.       Hvad tror du der får pigerne til at vælge at blive prostituerede?

Først og fremmest handler det jo om penge, som med alle andre jobs. Man arbejder for at tjene penge. Derudover kan der være mange forskellige årsager, men den årsag, jeg er stødt på hos flest sexarbejdere er, at man har mulighed for at arbejde mere fleksibelt og selvstændigt, hvis man ikke passer så godt ind på det "almindelige" arbejdsmarked. Mange af de sexarbejdere, jeg har mødt, er meget temperamentsfulde madammer, som gerne vil gøre tingene på deres egne præmisser.

 

3.      Mener du man skal stoppe dem?

Nej, jeg mener ikke, man skal eller kan forhindre folk i at træffe de valg, de ønsker, når de ikke skader nogen. Der er ingen indikationer på eller beviser for, at sexarbejde pr. definition er skadeligt, selvom mange tror det. Hvis en sexarbejder selv ønsker at forlade branchen, skal der til gengæld være hjælp dertil, men det skal være på sexarbejdernes egne præmisser. Jeg har oplevet, at sexarbejdere bliver meget fornærmede, hvis man antager, de gerne vil forlade deres job. De vil gerne respekteres for deres valg, ligesom alle andre.
Hvis man forbyder det, vil man gøre de problemer, der er i branchen meget større. Det ville være en katastrofe for de kvinder, der arbejder der, især de mindst ressourcestærke.

 

4.       Hvem tror du hjælper de prostituerede under 18?

Mit indtryk er, at der er meget få prostituerede under 18 år. Det er ulovligt at købe sex af en person under 18 år, og ulovligt at reklamere for seksuelle ydelser, hvis man er under 21. Min oplevelse er, at de prostituerede, der måtte være under 18 år, aldrig arbejder fra bordeller, men måske snarere fra internettet, typisk via datingsider og den slags.

 

 

5.        Hvilken måde er bedst at hjælpe dem på? Mener du.

Altid på deres egne præmisser, uden fordomme. Hvis man antager, de er stakler, og de ikke selv oplever sig sådan, har de ikke lyst til at henvende sig. Rådgivning er vejen frem! Rådgivning i, hvordan man bedst gør tingene og hvad man bør undgå. Ligesom med seksualoplysning i det hele taget.

 

 

6.        Hvad tror du konsekvenser er ved at prostituere sig?

 Det er forskelligt fra person til person, som med alt andet. Nogle har det negative konsekvenser for (f.eks. følelse af udstødthed og beskidthed, skam og stigma, følelse af grænseoverskridelse), nogle har det positive konsekvenser for (selvtillid, selvstændighed, bedre forhold til andre mennesker, større selvindsigt) og andre igen tager det måske som et studiejob i et par år og skrider igen uden at de lader sig mærke med det på den ene eller anden måde.

 

 

7.        Tror du på begrebet ”den lykkelige luder”?

 Nej. Men jeg tror heller ikke på begreber som "den lykkelige rengøringsdame" eller "den lykkelige læge". Virkeligheden er ikke så simpel. Ludere er mennesker ligesom alle andre, og mennesker kan være lykkelige og ulykkelige, og det kan de være af mange forskellige årsager. Men hvis spørgsmålet i virkeligheden handler om, hvorvidt jeg tror, man kan trives i jobbet som luder, så er svaret klart ja. Jeg tror ikke, alle gør det, men jeg ved, at mange gør.

 

8.         Er der nogen fordele ved prostitution ifølge dig?

Der er ligesom to måder at besvare det spørgsmål på: I et samfundsperspektiv og hvordan det er for den enkelte. I et samfundsperspektiv synes jeg, sexarbejde er symbol på kvindens ret til at bestemme over sin egen krop og på, at kvinder ikke skal ligge under for den gamle idé om, at de skal være uskyldige jomfruer for at blive respekteret. Og derudover tror jeg, sexarbejderne gør et vigtigt stykke arbejde, ligesom f.eks. læger, psykologer og fysioterapeuter gør det. Mange ville mangle dem, hvis de ikke var der.

De personlige fordele er individuelle, men det gennemgående er selvstændigheden, den spændende kontakt med andre mennesker og de gode penge.

SIO har netop lanceret denne side: http://www.sexarbejderkarriere.dk/ for at sætte fokus på de positive sider ved sexarbejde - som modvægt til alt det negative, der som regel fokuseres på.

 

9.         Hvad er ulemperne?

I samfundsmæssig forstand synes jeg ikke, der er nogen ulemper. Udover at der er ulemper ved, hvordan sexarbejde behandles af samfundet på nuværende tidspunkt. Sexarbejderne har ikke rettigheder, de chikaneres af myndighederne og smides ud af lejemål, uden mulighed for beskyttelse. Derudover betyder den lovmæssige gråzone, sexarbejde befinder sig i, hvor det er ulovligt at "tjene på andres prostitution" ved f.eks. at udleje lokaler til sexarbejde, at sexarbejdere pr. definition må samarbejde med kriminelle for at kunne drive deres erhverv. Loven skal laves om.
På personligt plan kan der være ulemper, hvis man ikke passer til jobbet. Ligesom jeg har hørt om sygeplejersker på psykiatriske afdelinger, der fik det svært pga. deres job, har sexarbejde også nogle aspekter, der gør, at ikke alle vil trives der. F.eks. skal du nok have et afklaret forhold til din seksualitet (hvilket alt for få i det hele taget har, efter min mening), og du skal kunne håndtere den stærke stigmatisering, der følger med at være 'luder'. Men ligesom med sygeplejersker, kan de ting, der er skidt for nogle, være de samme ting, der passer godt for andre.


  

Sexarbejderkarriere

1. Feb 2011 15:18, Eini


 Sexarbejdernes InteresseOrganisation (SIO) lancerer karriere-site for sexarbejdere på http://www.sexarbejderkarriere.dk/
 
”Jobbet som sexarbejder åbner en verden af muligheder – og døren til masser af varme møder og sjove lege.”

Sådan hedder det på en ny karriereside for sexarbejdere, som SIO åbner i dag, i forbindelse med en festival for sexarbejdere. Den nye hjemmeside fortæller om alle de fordele, der er ved vores erhverv, og om den positive funktion, vi har i samfundet.

  

 

Med kampagnen og den nye hjemmeside vil vi protestere mod myndighedernes ensidige nedgørelse af vores erhverv ved at vise, at det med samme ret som alle andre erhverv kan beskrives udelukkende ud fra de gode sider.

Samtidig vil vi markere, at vi som sexarbejdere har ret og grund til at være stolte af vores erhverv.

Hjemmesiden lægger sig tæt op ad Undervisningsministeriets www.hvidzone.dk , som skal få unge til at uddanne sig til bl.a. sygeplejersker.

Grænser For Rummelighed

14. Jan 2011 16:44, Eini

Nina Søndergaard, som jeg bl.a. i sin tid stiftede bloggen prosexfeminisme med (hvilken i dag primært køres af hendes pen), har givet et meget modigt interview i dagens Information , hvor hun springer ud som polyamorøs.

 

Artiklen har heldigvis vakt en del røre, og en del af reaktionerne har været præget af et forsvar for den monogame livsstil.

 Dels pga. min egen kærlighed til mennesket Nina og dels pga. mit personlige engagement i emnet, ønsker jeg mig, at folk var lidt bedre til at forstå budskabet i artiklen. Det er trist, hvis energien bruges på et forsvar for eget livsvalg i stedet for et ønske om at forstå, hvad der bliver sagt. Man kan godt sætte sig ind i, hvordan man også kan leve, uden at leve sådan selv.

 

 

 

Det er delvist Informations skyld. Ved at vælge den catchy overskift ”Monogami er nærig kærlighed” og på deres facebookside skrive ”Monogami er yt!” insinuerer de stærkt, at det er en konflikthistorie.

 

Men når man læser artiklen, er det i mine øjne tydeligt, at det ikke er en kritik af andre mennesker, men et poetisk ærligt portræt af et menneske, der udtrykker nogle følelser og livsvalg, som er meget tabubelagte, og som i at blive sagt højt kan nå andre, der har det på samme måde. Det er altså ikke et angreb eller et forsøg på at omvende folk, der ikke har det som Nina, til at leve anderledes, og at opfatte det sådan er nok udtryk for en usikkerhed, som er i os alle, men som også kan være roden til intolerance og derfor bør håndteres med en vis selvbevidsthed.

I sidste ende er det Nina Søndergaard, der er nøgen. Det er os, der står påklædte omkring hende, uanset at hun kan gøre os bange for at tabe tøjet selv.

 

  

Der er en god grund til, at hun beskriver det som ”at springe ud”. At afvige seksuelt fra normen og indrømme det er at stille sig uden for fællesskabet på det mest følsomme område, uanset hvilken form det har. Det at springe ud som ikke-jaloux berører en velkendt følsomhed og angst i mange mennesker, og derfor føler de fleste måske, at det handler mere om dem, end det ville gøre, hvis Nina var sprunget ud som lesbisk.

 


 

Jeg har selv oplevet, at folk har udtrykt sympati for mine tanker om seksualitet, men har tilføjet disclaimeren ”men du behøver jo ikke være så in your face-agtig med din frigjorthed”. De føler altså på en eller anden måde, at jeg invaderer deres private rum, når jeg forsøger at indtage mit eget. Det minder mig om, når folk udtrykker sympati for homoseksuelle ”så længe de ikke er sådan nogle flamboyant fimsede nogle”. Men hvad, hvis det er dét, de er? Er det fair at stille begrænsninger for rummelighed?

 

Læs også Ninas egne ord om artiklen her

 

Billederne er herfra

 

i virkeligheden

5. Jan 2011 12:19, Eini

Jeg har været lidt på afstand af debatten i noget tid og fokuseret på de mere handlingsorienterede aspekter af den politiske bevægelse, men bundet til sengen af influenza har jeg i dag siddet og læst nogle sexkøbsdebatter for første gang i lang tid. Især en ting falder mig i øjnene: Når politik debatteres på et principielt plan, glemmer man meget hurtigt det enkelte menneske i sammenhængen. Man glemmer det, det hele i sidste ende kommer ned til: hvad er konsekvensen for den borger, som loven laves for.

For en sexarbejder vil det betyde, at hun kommer til at leve i et samfund, der ikke anerkender hendes vilje, men tværtimod underkender og undertrykker den.

For en sexkunde vil det betyde, at han sættes i fængsel for en forbrydelse, han ikke selv har oplevet at have begået.

Forestil dig det lige et øjeblik: Hvordan føles det egentlig, når folk benægter, at man har det på en måde, man selv oplever, at man har?

Jeg snakkede engang med en psykolog, der var specialiseret i folk med krigstraumer. Han fortalte mig om en meget simpel og effektiv torturmetode, en af hans patienter havde været udsat for:

 

Patienten, A, blev hevet ind i et rum, hvor soldaterne tegnede en cykel i kridt på væggen. Derpå bad soldaterne A om at cykle sig en tur. A protesterede og sagde, det jo ikke kunne lade sig gøre. Soldaterne sagde, at selvfølgelig kunne det det. Når det ikke lykkedes A at cykle, piskede de ham som straf for hans ulydighed.

 

Dette er naturligvis den ekstreme version, men jeg synes, det illustrerer, hvor vigtig vores virkelighedsopfattelse er for os som mennesker. Hvis man fratager det enkelte menneske retten til sin egen virkelighed, begår man i mine øjne en meget alvorlig forbrydelse. Det er blevet gjort mange gange i historien, bl.a. ved undertrykkelsen af homoseksuelle, som på mange måder er en vigtig parallel til sexkøbsdebatten i dag.

 

  

 

Men det interessante er, at det nok er det samme, der gør sig gældende den anden vej. For hvorfor er det egentlig, at de mennesker, der stædigt vedbliver at påstå, at sexarbejderen lyver, når hun siger, hun ønsker sit arbejde, handler som de gør?

 

Vi så for nylig Britta Thomsen holde krampagtigt fast i en påstand, som var blevet så grundigt modsagt, som muligt er: http://www.information.dk/255344

 

Vi vil alle sammen gerne forsvare vores egen ret til vores egen virkelighed. Og for nogle mennesker er det nok helt og aldeles umuligt at forestille sig at have det godt med at sælge sex. Hvis de samtidig har en forestilling om, at et fællesskab nødvendigvis skal være homogent, opstår der et ”os eller dem”-ultimatum hos dem: ”Enten er jeg forkert, eller også er de.”

De fleste ville nok vælge det sidste. Men det ultimatum er falsk. Det findes ikke. Vi kan sagtens eksistere alle sammen, med ret til hver vores virkelighed. Fordi homoseksuelle får ret til at udleve deres seksualitet, som de ønsker det, forhindrer det ikke heteroseksuelle i at gøre det samme.

Fordi en sexarbejder har det godt med at sælge sex, betyder det ikke, at Britta Thomsen også skal have det.

 

  

 

Afarten af dette er kampen om majoriteten: Jamen der er nogle enkelte sexarbejdere, der har det godt, men de fleste har det ad helvede til. Eller omvendt. Hvis majoriteten er med mig, har jeg ret. Men hvorfor egentlig? Hvorfor har flertallet ret til at tromle minoriteten? Hvis man siger, at ”alle sexarbejdere har det på den måde”, er det lige usandt, om der er en eller tusind, der ikke har.  For det ene menneske, betyder det jo ikke mindre af, at andre ikke har det sådan. På den måde er anerkendelsen af den personlige virkelighed også en anerkendelse af individets ret. Mennesket kan og bør ikke bare generaliseres.

 

 

 

Forbud mod animeret børneporno i Danmark

4. Aug 2010 15:16, Eini

 Som det ser ud lige nu, er der overvejende sandsynlighed for, at vi får et forbud imod animeret børneporno i Danmark.

S stillede forslaget og har med folkepartierne (DF og SF) flertal til at indføre det.
Her er forslaget:

http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?%2Fsamling%2F20091%2Fbeslutningsforslag%2FB133%2Fsom_fremsat.htm


I praksis betyder det, at meget hentai og manga bliver strafbart at besidde og dele.

For nylig blev en svensk mangaoversætter dømt for besiddelse af børneporno, da han havde tegninger af nøgne børn fra en mangategneserie, han var ved at oversætte, liggende på sin computer.
http://www.dr.dk/P3/P3Nyheder/2010/07/29/135157.htm

 

 

Jeg synes ikke engang, det er et spørgsmål om "hvad det næste bliver". Jeg synes, det er slemt nok i sig selv. Jeg har mange ting liggende på computeren og i min tegneseriereol, der kunne føre til dom. Hvor er vi, når politikere ønsker at straffe befolkningen for, hvad de tænker og føler?

Det er (endnu) et forbud, som forsøges vedtaget på baggrund af intet andet en en magtelite, der ikke bryder sig om en bestemt ting. Der bruges ingen undersøgelser som grundlag for beslutningen, og alle argumenterne, der fremføres, kan bruges som argument for at forbyde praktisk talt alting. Ikke at det betyder, de vil forbyde alt, men måske burde man overveje, hvad man anser for et grundlag for lovgivning og hvad man ikke gør.


Jeg har haft en pause fra politik, men jeg kan ikke lade være med at blive dybt oprevet af denne sag. Det skræmmer mig, når så voldsomme indgreb i den enkelte borgers liv forsøges vedtaget uden forudgående debat eller dybdegående undersøgelser.

 

Art and Music for Sex Workers Rights!

8. Apr 2010 11:18, Eini




Support Event for SIO organized by the Red Umbrella Syndicate
24th of April 2010 20-05 (note no admittance after 03)

Entrance Dkr 40 ,-

ARTWORK & DECO
by Feminist Fatales(DK/S)

PROGRAM
Door opens 20 - Full evening program – come early !
20.00 Welcoming by Spokesperson from SIO.
20.00 – 20.30 Titta Soini (F) “Girls, You´ll Hear Better in Here!” - PERFORMANCE
21.00- 21.20 Miss Fish (DK) “Down to Business” - PERFORMANCE
21.30 – 22.00 Indra Linderoth (S) “EitherOr” – PERFORMANCE
22.15 – 23.00 Morgan Free Jazz (DK) -LIVE MUSIC
23.10 – 23.30 La Bestia (DK) “NON-PERFORMANCE”
23.30 – 01:00 DJ Djuna Barnes (DK) dj SET
01.00 – 01.30 COCK Madame feat. Ramona Macho - LIVE MUSIC
01.30 – 05.00 DJ Selectha Sakena (DK) + more DJ SET


MORE INFO:
http://warehouse9.dk/blog/?p=1780

FACEBOOK:
http://www.facebook.com/event.php?eid=111163108912222&ref=ts

Lystarkivet

11. Mar 2010 17:58, Eini

Vi er en gruppe kvinder fra prosexfeminisme.dk, der har manglet et sted at gå hen på nettet, når vi ledte efter god porno. Vi har manglet et sted, hvor udvalget afspejlede personlig smag og selektion, et alternativ til at rode tilfældigt rundt i søgemaskiner i seksuel frustration. Derfor besluttede vi selv at få fingeren ud og introducerer hermed: “Lystarkivet”

Her vil vi uploade klip, billeder, tekster, film og links, der giver os lyst. Du er også velkommen til at dele din yndlingsporno med os. Du kan smide en kommentar eller skrive til os på lystarkivet@gmail.com med et par linjer om dit bidrag.

 

  

Kvindernes kampdag - nu også for sexarbejdere!

8. Mar 2010 01:16, Eini


Sexarbejdernes Internationale Kampdag

3. Mar 2010 17:30, Eini


I dag, d. 3. marts, er International Dag for Sexarbejderes Rettigheder. Beslutningen om denne sexarbejder-rettighedsdag opstod i 2001, til en
festival i Indien, hvor 25.000 sexarbejdere af alle køn deltog. Efterfølgende
kom opfordringen til andre sexarbejderaktivister om at bakke op om denne
idé, og siden er dagen blevet fejret på forskellige måder af sexarbejdergrupperinger over hele verden.

 

I anledning af dagen har et par sexarbejdere (Courtney Trouble og Scarlot Harlot) skruet denne skønne video sammen, som jeg synes alle bør se*:

 


 

 Og bloggeren vhs har skrevet et glimrende indlæg om, hvorfor sexarbejderrettigheder er noget, der vedkommer os alle:

 

http://vhs1.blogspot.com/2010/03/sexarbejderes-og-alle-andres.html

 

 

* hvis nogen ved, hvordan man poster en video i sit blogindlæg, vil jeg gerne bede om assistance :)

Et brev til Neil

13. Jan 2010 17:19, Eini

I går holdt Susanne Møller fra SIO og Sexarbejderen Feministen oplæg om sexarbejde i folkets hus under parolen "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" og med ønsket om at besvare spørgsmål som:

"Hvorfor er kampen for sexarbejderes rettigheder en antiracistisk, feministisk og faglig kamp?

Hvad er forbindelsen mellem trafficking og migrationslove? Ligestilling og sexarbejde? Faglig kamp, rettigheder, udnyttelse, køn, kapital, sex og solidaritet?"

 

  

Arrangementet var usædvanligt velbesøgt. Jeg talte omkring 90 mennesker stuvet sammen i lokalet. Deriblandt var BR- medlem for SF Neil Stenbæk Bloem.

 Det imponerede mig, at en SF'er mødte op til et debatarrangement af den type, og eftersom mange af de tilstedeværende ved arrangementet tilkendegav, at de havde fået ny viden og forståelse vedrørende SIO's arbejde, var jeg spændt på, om dette også gjaldt politikeren, der har kørt valgkamp på et sexkøbsforbud.  Så jeg skrev et brev til ham. Jeg synes dog, brevet er relevant at læse for alle, så jeg bringer det også her.

 

 

 

Kære Neil

Jeg vil rose dig for, at du mødte op til debatarrangementet "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" i Folkets Hus i går. Det var virkelig forfriskende at se, der også er SF'ere, der er villige til at lytte og indgå i dialog med dem, de er uenige med.

Jeg er naturligvis nysgerrig på, om du så i virkeligheden også lyttede til de ting, der blev sagt, og hvad du tænker om det nu. Du har tidligere påstået, at SIO kun er en organisation for ressourcestærke sexarbejdere, der fører politik på bekostning af de svage sexarbejdere. Mener du stadig det?

Jeg bebrejder ikke, hvad jeg vil tillade mig at kalde din tidligere uvidenhed om SIO og sexarbejderorganisationer i det hele taget, for der florerer mange ondsindede rygter, især skabt af dine kolleger, og viden på området ER meget begrænset – især for offentligheden, der er afhængig af en sensationalistisk presse.

 

 

Men i går blev det i hvert fald fastlagt, hvad SIO i virkeligheden ønsker:

  1. De ønsker faglige rettigheder.

    De ønsker IKKE at blive kriminaliserede. Kriminalisering forværrer sexarbejdernes situation, især de udsatte på gaden. Kundekriminalisering er i praksis en kriminalisering af sexarbejderen, som det erfares af kolleger i Norge og Sverige.

    De ønsker bedre sociale tilbud til de udsatte sexarbejdere. Eksempelvis væresteder for gadesexarbejdere, som ikke har en moralsk dagsorden om, at sexarbejde er forkert.

    De påstår ikke, at sexarbejdere er en homogen gruppe, men ønsker, at man lytter til den enkelte sexarbejders behov, når man ønsker at hjælpe. De ønsker flere saglige undersøgelser.

 

  

SIOs medlemstal er et udtryk for mange ting. Det er svært at mobilisere folk i det hele taget, men ekstra svært at mobilisere en gruppe, der ønsker total anonymitet, dels pga. privatliv og dels pga. den måske forestående kriminalisering. Selvom SIO tilbyder anonymitet, er der stadig følelsen af at blive registreret et sted, og det har man absolut ikke lyst til med en måske forestående kriminalisering. Det er i hvert fald den forklaring, jeg har hørt fra mange af de sexarbejdere, jeg har snakket med, som ikke er medlem af SIO.

Desuden er SIO jo ikke alene om at sige de ting, de siger. Der er millioner af sexarbejdere verden over, der siger det samme: ”sex worker rights now!”

Du kan se den illustrerede version her: http://sexarbejde.ning.com/photo/photo/list (jeg håber, linket virker)

 

 

Jeg observerer i hovedparten to slags kriminaliseringsfortalere:

  1. Dem, der er oprigtigt bekymrede for sexarbejderne og tror, kriminalisering er en løsning, men enten ikke  har adgang til viden på området eller er blevet misinformeret

  2. De følelsesladede aktører. Dem, der FØLER at prostitution er forkert, og ikke er modtagelige for debat. De HAR draget den moralske konklusion, og den er fuldstændig urokkelig, så al information sorteres og tilpasses konklusionen. Når jeg har diskuteret med denne gruppe, er det altid endt med, at de har forladt diskussionen med et ”sådan føler jeg altså” eller ”sådan er det bare” og aldrig talt til mig igen.

 Jeg tror og håber, du er en fornuftig mand, og du virkelig mener det, når du siger, du ønsker at hjælpe sexarbejdere. Det kræver, at man lytter. Det så ud som om, du lyttede i går.

 

Den forargede kendis

11. Jan 2010 13:43, Eini

Anne-Grethe Bjarup Riis har skrevet en klumme i ekstrabladet . Jeg læste den og trak lidt på smilebåndet over indholdets genkendelighed. Der er heldigvis taget meterskridt i kriminaliseringsdebatten i Danmark, siden den for alvor blæste op for cirka tre år siden, men al den nye offentlige information er tilsyneladende gået hen over hovedet på Riis.


På den ene side kan man blive træt af, at det er nødvendigt at gentage sig selv igen og igen. På den anden side kan man værdsætte det praktiske aspekt af denne monotone fremfærd.

Man kan nemlig udforme 1-3 standard-modeller over kriminaliseringsklummerne.

Dette er type 1 - Den forargede kendis:

- Man digter en masse historier om, hvad de stakkels gadeludere oplever. Historierne er saftige og detaljerige, men bygger ikke på andet end ens egen forargede (seksuelle?) fantasi.

- Man opremser "modargumenterne" og inkluderer kun dem, der er nemme at skyde ned. Selvom der meget sjældent (for ikke at sige aldrig) fremføres argumenter som "verdens ældste erhverv" og "flere voldtægter" imod et sexkøbsforbud fra modfløjen, er det sikker inventar i en kriminaliseringsklumme af type 1. Man undgår at kaste sig ud i at argumentere imod, at sexkøbsforbud forværrer forholdene for sexarbejdere, eller at rettigheder frem for fratagelse af rettigheder plejer at være en god strategi, hvis man vil hjælpe folk.

- Man husker at plante stikpiller rundt omkring i klummen om, hvor ulækre mænd, der køber sex er, og hvordan de burde styre pikken og bare onanere i stedet for.

* Riis udvider denne foragt for afviger-mennesker til at omfatte folk med handicap ved den catchy konstatering: ”ingen arme, ingen kage”.

- Man skriver hvilket årstal, vi er i, og undrer sig med følelse over, at verden i netop lige dette årstal ikke er fuldstændig sådan, som man selv mener, den skal være.

Bare bryster og erkendelse af frisind

28. Nov 2009 00:32, Eini

Med en del forsinkelse vil jeg poste et debatindlæg, jeg og Camilla Paaske Hjort fik bragt i Politiken tilbage i juli måned. Dette er originalversionen fra før avisen rettede til. Derfor kan der forekomme forskelligheder i teksten.

 

Bare bryster og erkendelse af frisind

Der er kommet færre bryster på strandene. Rygtet har gået længe, og 8/7 sendte Politiken en journalist ud, der kunne konstatere det ved selvsyn.

Tidligere på sommeren var der en trendforsker, der i Ekstra Bladet havde følgende kommentar til fænomenet: ”Det at smide toppen på stranden er ikke længere et udtryk for frigørelse. Tværtimod. Det er en overeksponering og et billigt trick.”

Ingen protesterede. I Danmark i år 2009 kalder man det altså for ”et billigt trick”, når en kvinde, på lige fod med de fleste mænd på stranden, ønsker at bade hele sin overkrop i solens stråler. Dækkende klæder må der til, fortæller artiklen i Ekstra Bladet os – hvis man er kvinde, i hvert fald. Men selv hvis det var et billigt trick – hvorfor er det så et problem? Hvorfor stejler man over udtryk, der er eller kan opfattes som seksuelle?

 

  

Denne tendens er et udtryk ud af mange for, at hvordan vi definerer og diskuterer frisind i Danmark er under omvæltning i disse dage. Forfatteren Jette Hansen blev for nogle uger siden tildelt imponerende mængder af spalteplads i både Ekstra Bladet, Weekendavisen og nærværende avis til at udbrede sig om, at ”grænseløs sex er blevet normalt.” Hun talte om, at ”frisindsideologien” er gået amok, så det perverterede og ekstreme har overtaget og gjort de seksuelle udskejelser grænseløse. Som eksempler på dette nævnte hun udbredelsen af sadomasochistisk sex og swinger-klubber.

Men hvad er grænseløs sex? Hvilke grænser er det, der ikke er til stede? Jette Hansens grænser overskrides aabenbart ved tanken om det, der foregaar i SM-miljoeet og i swingerklubber, og hun definerer derfor disse udskejelser som ”grænseløse”.

Det er noget af en misforståelse. Fordi man er til pisk, er man ikke nødvendigvis til gruppesex – eller omvendt. Fordi grænserne sættes et andet sted, end hvor man selv sætter sine, betyder det ikke, at de ikke er der. ”Grænseløs” tjener i denne sammenhæng ikke som andet end en stigmatisering af al seksualitet, der ligger uden for ens egen personlige vurdering af, hvad der er normalt og anstændigt.

 

  

 

Netop den stigmatiserende opdeling i, hvad der er ”rigtig” og ”forkert” seksualitet er problematisk. Der er nemlig en opdragende funktion forbundet med at kalde seksualitet for ”billig” og ”grænseløs”. Man sender et signal til de unge om, at de ikke skal skeje for meget ud, for seksualitet er farligt, skadeligt og vanærer dit rygte.

Men kunne det være, at så snart man begynder at fremhæve det som et ideal at vise seksuel afholdenhed, eller fremhæver det som vigtigt at være tilbageholdende med at sende signaler, der kan opfattes om seksuelle, så er der noget andet, man forsømmer at fortælle? Nemlig at sex, selvom det ikke altid er det, for det meste er godt, dejligt, positivt og uskadeligt, og formentlig for de fleste mennesker et helt nødvendigt element i deres tilværelse?

Og kunne det være, at når en trendforsker i en populær formiddagsavis her i det ellers så selverklæret frisindede Danmark i år 2009 kan omtale bare bryster på stranden som ”en overeksponering og et billigt trick”, så er det et tegn på, at vi er på vej væk fra den sunde, nøgterne, frisindede holdning til sex, som ellers har kendetegnet dette land i mange årtier, og som er garant for, at vi alle har mulighed for at nyde vores seksualitet på en sikker måde, og uden de skamfølelser og den fordømmelse, som kan forkrampe et menneskesind? Hvem er frisindet skadeligt for?

 

 

 

En stor del af det her handler om erkendelse. Om at vi bruger samme sprog. De fleste mennesker i Danmark opfatter sig selv som frisindede, og omvendt er det meget få, der opfatter sig selv som puritanere eller nypuritanere. Ord bliver tømt for mening og ender som bevidstløse skældsord, som gør debatten vanskelig.

Se igen på, hvad det var trendforskeren sagde i Ekstra Bladet – det, der er citeret i de første linjer af denne artikel. Hun bruger ordet ”tværtimod”. Hun skelner ikke imellem at være frigjort og at være trendy, og hun mener, det er utrendy at være topløs. Ergo er man ikke frigjort, hvis man er topløs. Sådan går det til, at hun rynker på næsen af de ”billige” kvinder, der går med bare bryster på stranden.

Trendforskeren har måske ikke tænkt så dybt over, hvad hun præcis sagde, da journalisten ringede. Men det, hun nu engang sagde, illustrerer behovet for at finde tilbage til, hvad det egentlig er, ordene betyder – og dermed hvor vi hver især idémæssigt hører hjemme, og hvad det i det hele taget er, vi diskuterer.

Det er vigtigt at understrege, at frisind ikke er forbundet med nogen bestemt seksualitet. Det er ikke mindre ”godt” eller ”frit” at leve i et monogamt forhold baseret på troskab end at have skiftende partnere og eksperimentere seksuelt. Frisind handler ikke om at hive Jette Hansen ud af dobbeltsengen og ned i swingerklubben på hjørnet. Det handler om retten til at komme i selvsamme swingerklub uden hendes moraliserende fordømmelse. Det handler om at kunne smide toppen på stranden uden offentlig misbilligelse. Frisindet ligger ikke i, hvad man selv gør eller ikke gør, men i, at man accepterer, hvad andre mennesker gør eller ikke gør.

Et forbud gavner

28. Aug 2009 16:23, Eini

Et forbud mod prostitution vil være til gavn for flere ting.

Først og fremmest vil det gavne det kriminelle miljø, der profiterer på, at de prostituerede som konsekvens af en kriminalisering ikke har mulighed for at arbejde, leje lokaler og hyre hjælp inden for lovens rammer.

 Det vil gavne politikerne, der kan score billige værdipolitiske point ved at profilere sig i en moralsk sag på bekostning af en marginaliseret gruppe med ringe mulighed for at protestere.

Det vil gavne den kultur-moralske elite, der ikke følelsesmæssigt kan bære, at der findes mennesker, der lever på andre måder end hvordan de dikterer 'det gode liv'.

Det vil gavne de mange forfattere og filmskabere, der fortsat kan tjene kassen i penge og moralsk valuta ved at masseproducere historien om det ultimative kvindelige offer – den ufrivillige luder – baseret på intet andet end andre forfatteres og filmskaberes skildring af samme.

Det er muligvis også til gavn for befolkningens demokratiske dovenskab, når man ikke behøver bruge energi på at sætte sig ind i forskning og politiske dilemmaer, men kan nøjes med at tage stilling ud fra fordomme.

 

  

Men det vil ikke gavne de prostituerede. Det er der intet – hverken undersøgelser eller saglige vurderinger – der tyder på. Tværtimod er det netop de prostituerede, der betaler prisen for de ovenståendes økonomiske, politiske eller moralske profit ved et forbud.

Det er på tide, vi holder op med at dømme ud fra vores egen egoistiske vinding.

Det er på tide, vi lytter til de prostituerede og respekterer dem på deres præmisser frem for at tage den bekvemme vej og presse vores værdier ned over hovedet på dem.

At ville hjælpe andre mennesker på betingelse af, at de kun træffer de valg, man selv ønsker, de skal træffe, er ikke at hjælpe. Det er i bedste fald en måde at støde en befolkningsgruppe fra sig på og i værste fald social blackmailing.

Gør sexarbejde til et fuldt legalt erhverv, giv rettigheder til sexarbejderne, stop den politiske hetz og hjælp dem, som beder om hjælp på den måde, de ønsker at blive hjulpet.

Hvis I altså virkelig er interesserede i at hjælpe?

 

  

Et svar til Sven-Åge

9. Aug 2009 12:20, Eini

For et par uger siden indsendte jeg følgende læserbrev til Politiken. Det blev dog ikke bragt, så jeg vil bringe det her i stedet:

I en kronik i Politiken d. 27.8.09 stiller Sven-Åge Westphalen sig uforstående over for argumentet om, at et forbud mod prostitution ikke ville have nogen virkning. Han påpeger, at det heller ikke er lykkedes at udrydde tyveri/mord pga. forbud.

Men der er en væsensforskel på  at forbyde prostitution og forbyde tyveri/mord. Sidstnævnte er ikke forbudt for at beskytte tyven/morderen, men for bl.a. at beskytte den forurettede.

I prostitution er der ikke en forurettet, udover moralen. Der bliver ikke taget noget fra nogen, men der indgås en handel.

Eftersom de færreste, der taler for et forbud, vil stå ved, at det udelukkende er moral- og signallovgivning, der ønskes, og derfor begrunder forbudstrangen med at ville beskytte de prostituerede, er det netop relevant, at et forbud ikke virker. Simpelthen fordi, alt tyder på, at det i stedet forringer forholdene for dem, man siger, man ønsker at hjælpe.

Moral bliver aldrig en endegyldig sandhed. Derfor kan moral i sig selv ikke bruges som et indiskutabelt argument. Jeg opfordrer derfor til, at debatten fortsætter, men med mere åbenhed og lydhørhed over for mennesker, der vælger at leve anderledes end flertallet. Målet må være at indrette et samfund med bedst mulige forhold for flest mennesker, og det opnår man kun, hvis man lægger de moralske skyklapper og lytter til de mennesker, det handler om.

 

 

  

 

Billedet er fra http://postsecret.blogspot.com/

Hvad er det, de vil?

29. Jun 2009 14:18, Eini

Debatten om kriminaliseringen af købesex har kørt intenst i nogle år efterhånden. Stærke kræfter på dele af venstrefløjen arbejder med en indædt dedikation efter at få gennemført et svensk forbud i Danmark.

Senest har Mette Frederiksen fra S og Marianne Jelved fra R meldt ud, at de ønsker at gennemføre et forbud , hvis der kommer et regeringsskifte. Det på trods af, at der ikke er så stor enighed om dette i deres bagland, som de ønsker at signalere. Læs mere her og her.

Hvad der slår mig, er, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvorfor de ønsker dette forbud. Der er ingen undersøgelser, der viser, at et forbud gavner hverken de prostituerede eller modvirker de urimelige vilkår for kvinder i trafficking. De alt for få saglige vurderinger og undersøgelser, der er foretaget om emnet, viser faktisk det modsatte. Politiet i Sverige har bl.a. udtalt, at prostitutionen er gået mere under jorden, hvilket har besværliggjort deres arbejde, efter lovens indførelse i Sverige.

De prostituerede selv udtrykker heller ikke noget ønske om at få forbudt deres erhverv. Tværtimod gør Sexarbejdernes Interesseorganisation det gang på gang meget klart, at der skal rettigheder og legalisering til, hvis man ønsker at hjælpe dem.

Der er ikke engang et ønske om forbud hos befolkningen. Meningsmåling på meningsmåling viser varierende grader af et flertal imod sexkøbsforbud.


Så hvad er det, de vil?

 

  

Pro-sex feminisme i Danmark

11. Jun 2009 09:27, Eini

Danmark har fået sin første pro-sex feministiske blog:

www.prosexfeminisme.wordpress.com/

Læs artikler om porno, prostitution, kønsidentitet og meget andet fra en ny og tiltrængt feministisk vinkel.

 

 

D. 8. marts 2009

11. Mar 2009 16:51, Eini

D. 8. marts i år skete der mindst to gode ting.

 

En ny feministisk platform blev lanceret med bloggen feministsinspace.wordpress.com/ . Bloggen styres af fire faste kvindelige bloggere og en masse gæsteskribenter, og målet er at skabe mere rum i feminismen. Det er der brug for.

 

  

 

Men vigtigst af alt  gik sexarbejdere og feminister for første gang i Danmarkshistorien på gaden for at demonstrere for sexarbejderes rettigheder.

 

Til den lejlighed holdt jeg en tale. Talen kan læses her:

 

Til at starte med vil jeg spare jer et kort øjeblik for politisk brandtale og ganske enkelt takke hver og en af jer, der er mødt op i dag, for overhovedet at være her.

Tak for det!

Vi er ikke mange, og det kunne man ikke forvente, vi ville være. For det kræver MOD at være her i dag. Det kræver MOD at gøre op med flere tusinde års historier. Historier om kvinden som svag og sårbar. Historier om skamfuld seksualitet og syndefald. Historier om madonnaen og luderen. Historier om horen, skøgen, tøjten som den faldne kvinde, der skal reddes ind på dydens – moralens – smalle sti. Historier om sagesløse kvinder, der bliver begæret og nedlagt og ALDRIG ALDRIG ALDRIG begærer og nedlægger.

En løgn, der siges ofte nok og som ikke afvises og modsvares, kan desværre opnå karakter af en sandhed. En moral, der ophøjes længe nok kan forveksles med et indlysende faktum.

 

Så hvordan får vi stoppet disse løgne? Hvordan får vi fortalt nye historier, der kan erstatte de gamle? Det gør vi, først og fremmest, ved at stå her i dag.

 

Få hundrede meter fra hvor vi står nu er en masse mennesker samlet i 8. marts-initiativets demonstration for at forbyde prostitution. Få hundrede meter herfra genfortælles de gamle historier om kvinders sårbarhed endnu en gang.

I mine øjne viser det, at en stor del af kvindebevægelsen er i en sørgelig forfatning. Feminismens navn er blevet taget til gidsel i en sag, der handler om alt andet end det, feminisme BØR handle om.

Det burde være åbenlyst, at der er noget galt, når en feministisk demonstrations hovedtaler er en af tidens mest populære mandlige politikere og demonstrationens formål er at bekæmpe andre kvinders rettigheder.

 

”Forbyd sexkøb”, siger de. Det skal være den mandlige sexkunde og ikke den kvindelige sexarbejder, der skal stilles til regnskab for usædeligheden.

 

Men at ulovliggøre sexkøberen ER ultimativt at ulovliggøre sexarbejderen. Den eneste forskel er, at man ikke engang tilkender sexarbejderen ansvarlighed og selvbestemmelse nok til at stille hende til regnskab for sine egne valg. Og dét fordi hun er KVINDE – der er sjovt nok ingen, der hidser sig op over, at mænd sælger sex.

 

Udover drastisk at forværre sexarbejdernes generelle vilkår, ville netop dén lovgivning også være med til at reproducere en forestilling om, at manden skal beskytte og tage ansvar for kvinden, for kvinden er sårbar og ude af stand til at handle selv.

 

Det er lige præcis de forestillinger, som det burde være feminismens opgave at slå i tusind stykker.

 

For kvinder er ikke svage! Vi er stærke, handlende individer, der har ret til bestemme over vores egne kroppe! Der har ret til, som samtykkende voksne, at dyrke sex med hvem vi vil og hvordan vi vil, uanset om der er penge involveret eller ej!

 

Så hvor er feminismen henne?

 

Er det fordi, vi kvinder er løbet tør for ting at kæmpe for, at landets største feministiske forsamling kæmper under samme antifeministiske parole for andet år i træk? Det ville visse feminisme-kritikere sikkert sige...

 

NEJ!

 

Der ER STADIG en kvindekamp at kæmpe! Hvad vi kæmper for – her –  i dag er kvindens frigørelse fra patriarkatets jomfru-ideal!

Vi ønsker at gøre op med forestillingerne om en romantisk, monogam seksualitet som den eneste mulighed for kvinder. Vi vil kæmpe for en kultur, hvor kvinder anerkendes som handlende subjekter med ret til egne tolkninger af det værktøj, der er seksualiteten, og det UDEN for moralske forestillinger om, hvad der er en RIGTIG seksualitet, og hvad der ikke er.

 

Kampen for sexarbejderes rettigheder er en social kamp, hvor målet er anstændige arbejdsforhold for sexarbejdere, men den kamp er også et symbol for frisættelsen af kvindens seksualitet, og det er derfor, vi står her i feminismens navn i dag!

 

8. Marts Intervention - Feminister mod sexkøbsforbudet!

27. Feb 2009 14:29, Eini

FOR SEXARBEJDERES RETTIGHEDER!

Som feminister og/eller sexarbejdere vil vi på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts indtage gaderne på Vesterbro for at bekæmpe diskrimination og undertrykkelse af alle kvinder.

Kampen for sexarbejderes rettigheder er en feministisk kamp!

 

  

 

Vi har følgende krav:

STOP KRIMINALISERING AF SEXARBEJDE! STOP SEXKØBSFORBUDET!
At ulovliggøre sexkøb er ultimativt at ulovliggøre sexarbejderen. Den eneste forskel er, at man ikke engang tilkender den kvindelige sexarbejder ansvarlighed nok til at kunne stille hende til regnskab for sine egne valg. Vi kræver en ende på dette forkvaklede kvindesyn!

SEXARBEJDE SKAL ANERKENDES SOM ARBEJDE! VI KRÆVER RETTIGHEDER TIL SEXARBEJDERE!

Manglende arbejdsrettigheder gør sexarbejdere sårbare overfor overgreb og medfører dårlige arbejdsvilkår. Sexarbejde er sex under samtykke. Sex uden samtykke er ikke sexarbejde men vold eller slaveri.
Vi kræver mulighed for at organisere og sikre sexarbejdere som alle andre arbejdere, det være sig med pension, a-kasse, forsikring etc.

STOP STIGMATISERINGEN AF SEXARBEJDERE!

Vi kræver retten til at bestemme over vores egne kroppe uden omgivelsernes fordømmelse! Retten til seksuelt samvær med folk af alle køn og alle etniciteter, uanset om penge er involveret eller ej.

RETTEN TIL AT BLIVE HØRT! SEXARBEJDERE SKAL HØRES, NÅR SEXARBEJDE DEBATTERES!
Sexarbejderes behov for anonymitet kan og må ikke bruges som undskyldning til at ekskludere dem, det hele handler om.

STOP DEPORTATIONEN AF MIGRANTE SEXARBEJDERE!
Når migrante sexarbejdere arresteres og udvises, siger man, det gøres for at bekæmpe kvindehandel, men det, der i virkeligheden oftest sker, er, at de papirløse migrante sexarbejdere opspores og deporteres tilbage til deres hjemland, hvorefter de sidder tilbage i en langt værre situation og med den gæld de satte sig i, før de første gang kom hertil for at sexarbejde. Restriktive immigrationslove og antiprostitutions-politik forstærker diskriminationen, volden og udnyttelsen begået mod migrante sexarbejdere. Rettigheder til sexarbejdere er for alle sexarbejdere.

Sexarbejderes rettigheder er noget, der vedrører alle køn, men d. 8. marts er det kvinderne, der kæmper, og derfor holder vi manifestationen SEPARATISTISK. Det vil sige, at manifestationen er forbeholdt bi-, trans-, lesbiske og heteroseksuelle kvinder. MÆND INGEN ADGANG! Der henvises til støttegruppen, hvor alle er velkomne.

OBS: Vi mødes klokken 14.45 på hjørnet af Reventlowsgade og Istedgade. Kig efter banneret og de røde paraplyer! Vi går kl. 15.10 og ender på Enghave Plads omkring kl. 16.30 med taler og stop undervejs.


MØD OP!

Lidt om mode

11. Feb 2009 15:39, Eini

Jeg kan godt lide at shoppe. Jeg har et passioneret forhold til tøj og æstetiske udtryk. Jeg elsker at gå ind i en butik og nyde synet af de mange muligheder for æstetisk selviscenesættelse, der findes der. Jeg kan også godt lide de dyrere butikker, der giver mit visuelle udtryk mulighed for at indtage en smags- og klassemæssig position.

Der er kun et problem:  Tøjekspedienter. 

 

 

 

De mennesker, der arbejder med at sælge tøj for de dyre mærkevarer, er af en ganske særlig race. I virkeligheden har de et ikke særlig udfordrende og ikke særlig velbetalt job, men alligevel er de som en slags super-mennesker, der på et øjeblik kan vurdere, om du er en kunde, det er værd for dem at bruge deres dyrebare tid og opmærksomhed på. For en ung pige med hørebøffer og viltert hår som jeg selv, bliver det højst til et lidet bifaldende blik, hvis jeg vover mig ind hos Burberry eller Birger Christensen. Hvis jeg tillader mig at stille et spørgsmål, afleveres svaret  med irritation og sjældent fyldestgørende information, og jeg ender som regel med at forlade forretningen med lidt mindre selvagtelse end før, jeg begav mig derind.

Men til jul fik jeg en gave, der ændrede mit liv. En skuldertaske fra Mulberry.  Denne konstruktion af knapper og læder har gjort mig til et nyt menneske. Et menneske, som er en tøjekspedient værdig. Irritation og misbilligelse er blevet afløst af førsteklasses spytslikkeri. Det er vidunderligt, hvad en accessorie kan gøre for det outfit, der er dig.

 

 

 

Men jeg har måtte erfare, at der trods alt er en begrænsning på tøjekspedienternes magt. Mulberry-tasker og andre luksusvarer er slet ikke nok til at placere mig blandt samfundets elite længere. Efter lang tids overflodssamfund kræver det nemlig accessories, der symboliserer andet og mere end købekraft. Det nye topmoderne tilbehør, der kan sætte prikken over i’et i dit image er derfor:

Etik.

Etik forstået som, at du tager stilling til verden omkring dig og demonstrerer din stillingtagen. Ligesom med mærkevare-tasker behøver du ikke forholde dig til, hvor og hvordan og hvorfor, du ønsker at eje dem; det at du bærer symbolet er rigeligt. Det er nemt. Det er sjovt.

Som den festglade og generøse læge Erik Hohwü udtrykker det  på sin hjemmeside http://www.erikhohwu.dk/ :

”Det behøver hverken være kedeligt eller helligt at være go'. Faktisk, så vil vi bare have det sjovt.”

 

 

 

Det behøver ikke være kedeligt at være go’, siger han. Det lyder jo rigtig godt, men der et ét problem: Han tager fejl.

Det er temmelig kedeligt at gøre noget godt. Det er faktisk surt arbejde. Det kræver nemlig, at man bruger en masse tid på at sætte sig ind i, hvad det, man ønsker at gøre, drejer sig om. Det kræver, at man  prøver at forstå, hvordan man bedst hjælper dem, man ønsker at hjælpe, og det med andet end sin egen umiddelbare forargelse. Det kræver, at man indser en masse kedelige ting og bruger en masse kedelig tid.

 


 

 

Men det er der ikke ret mange, der tænker over. Der er nemlig ikke ret mange, der bekymrer sig om, hvordan det rent faktisk går med de stakkels piger på Vesterbro, som Erik Hohwü beretter så indlevende om. Man har nemlig aldrig spurgt dem.  Til gengæld får Hohwü selv masser af tid til at berette om sit projekt i landsdækkende medier. Og alle klapper i hænderne. Det ville være upassende at stille spørgsmålstegn ved, om Reden nu er stedet at give de penge til. Spørgsmålet er ellers temmelig relevant, eftersom Reden offentligt har udtrykt, at de kun ønsker at hjælpe en begrænset gruppe af de prostituerede 1), eftersom de lyver om deres tal 2) og frihedsberøver udenlandske kvinder mod deres vilje 3).

 

 

 

Men vi overvejer det ikke engang. For han vil jo bare hjælpe de stakkels kvinder, (indsæt følelsesladet beskrivelse af deres sølle vilkår her), så hvordan kan nogen være så kynisk at stille kedelige spørgsmål, som forsinker denne proces? Han vil det jo godt, og det er det, der betyder noget.

Det er nemlig uetisk, og dermed umoderne, at stoppe op og reflektere. Vil man gøre en god gerning, er det intentionen mere end resultatet af handlingen, der har betydning.

For det er slet ikke pigerne på Vesterbro, det handler om. Det er Erik og alle hans festende venner selv. Derfor er det deres intentioner, der betyder noget og ikke de andres virkelighed. Det handler om de mennesker, der gør de gode gerninger og ikke om dem, de påstår at ville hjælpe.

 

  

 

Den priviligerede samfundsgruppe ønsker at redefinere sig selv. De ønsker sig et nyt outfit. Og Erik har designet det:

 ”Vi gider ikke være den ligeglade, den overfladiske, den selvoptagne Generation X og Y længere. Vi vil ikke kaldes ”græshoppe”-generationen, ”nå?”-generationen eller ”mig”-generationen, når historien skal skrives.

 Vi vil være Generation G.

 G for Generøsitet. G for Godt Selskab. G for Godt Grin. G for Generation Gi’.”

 og som han siger til dr.dk:

 ” Jeg er træt af at høre om Generation X og Y, Generation Nå og alle de andre kedelige betegnelser. Vi skal hellere være Generation Gi', hvor vi ikke spiller hellige, men hvor vi har det sjovt med at hjælpe andre” 4)

 

Bemærk, hvordan Hohwü gentagne gange understreger, at det ikke må være ’helligt’. Det er der en meget klar årsag til. ’Helligt’ er jo slet ikke blevet moderne endnu.

 

 

 

Kilder:

1)      Læs Dorit Otzens egne ord:

”-Hvad nu, hvis de giver udtryk for, at det er det, de vil?(fortsætte i prostitution)

"Så må de gå andre steder hen. Så må du tale med en revisor eller en advokat, der kan hjælpe dig i den retning. Jeg arbejder i en organisation, der ser kriminalisering som en mulighed for at begrænse prostitution, så sådan er det.”
http://www.information.dk/172816

2)      http://thehumanstain.smartlog.dk/redens-falske-tal-post158780

3)      http://www.information.dk/172816

4)      http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/02/05/Fra+triste+ludere+til+sjov+st%C3%B8ttefest.htm

 

 

Stille

10. Dec 2008 16:07, Eini

Der kommer til at være stille på min blog det næste stykke tid. Grundet diverse omstændigheder vil jeg ikke have mulighed for at bringe nye indlæg, selvom der, guderne skal vide, er masser at skrive om.

 

Som erstatning bringer jeg her et billede af den skønne Rachel Aldana. Hun er født med en JJ-skål, hvilket hun i mange år havde det svært med. Hun mødte meget fordømmelse fra sine omgivelser (observer blot interviewerens nedladende facon i dette tv-program: http://www.youtube.com/watch?v=3Vj-VR6zZsc&NR=1 ) , men hun valgte på et tidspunkt at blive nøgenmodel, hvormed hun kunne vende sit "handicap" til sin fordel. Det har hun med garanti også mødt masser af fordømmelse på. Men jeg håber, hendes mange beundrere opvejer det.

 


 

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en svaghed (kald det fetish) for damer med abnormt store bryster. Også selvom det, i sagens natur, giver mig mindreværdskomplekser. Men suk... hvilket naturens mirakel er denne kvinde dog ikke?

Tre sexslaver og fire feminister

17. Nov 2008 13:15, Eini

Følgende blev bragt i Politiken (med små justeringer) d. 16. november 2008. 

Faktisk er det overflødigt, at jeg kommenterer artiklen "Politiet har kun fundet tre sexslaver" af Ritt Bjerregaard, Mette Frederiksen, Hanne Vibeke Holst og Sara Blædel (Pol., 5. november). Læsere, der nærstuderede Anne-Marie Steen Petersens spidse illustration, har allerede fået mit budskab.

På tegningen ser man tre sexarbejdere. De ser hverken lykkelige eller ulykkelige ud. De er bare ranke, sexede og optaget af deres forretning. En af dem taler i mobiltelefon. Men i forgrunden, helt ud mod læseren, står der en fjerde kvinde. Hun er elegant klædt. Hun udstråler en autoritet, som vi ikke tillægger pigerne i baggrunden. Hun er en kvinde af det gode borgerskab, og hendes sjæl er tydeligvis forpint af uvilje mod netop de tre sexarbejdere og alt, hvad de, for hende, repræsenterer.

Anne-Marie Petersen fanger i en simpel tegning alt det forkvaklede ved den modstand mod prostitution, som de to forfattere og de to politikere gør sig til talsmænd for. De fire er privilegerede og feterede. Det ligger i deres kapacitet at blive offentlige personer med stor indflydelse på samfundet, og den mulighed har de hver især valgt at udnytte. De kunne også have valgt så meget andet – endda at blive sexarbejdere, hvis det var det, de ville. De fleste mennesker i verden må misunde dem deres mange muligheder.

Men på en eller anden mystisk måde har de fået ind i hovedet, at tilstedeværelsen af sexarbejde ødelægger noget vigtigt i deres liv. Så de bekæmper det. Og for at bekæmpe det, sidestiller de sexarbejde med kvindehandel. De nævner konsekvent de to ting som uundgåelige konsekvenser af hinanden. Det er samme retorik, der bruges, som når sexafholdenhedsforkæmperne i USA sidestiller sex uden for ægteskabet med kønssygdomme og graviditet.

For de fires påståede bekymring for sexslaverne er tydeligvis uden forbindelse til virkeligheden. De beklager sig over, at politiet på et år kun har fundet tre handlede kvinder trods en stor politi-indsats, og de kræver mere præcise tal for antallet af ofre for menneskehandel. Men hvem siger, at der er så mange flere?

Forskningen viser et ganske andet billede af menneskehandel i forbindelse med sexarbejde end den skingre og virkelighedsfjerne stereotyp med tvungne kvinder, der må betjene 25 kunder om dagen. Vi taler om kvinder, der har et projekt, en vilje. Sine Plambech og Anders Lisberg skrev om det i en meget interessant kronik her i Politiken den 29. september. En gruppe nordiske forskere har også netop præsenteret en rapport om det på en konference i Stockholm. Men i de fire feministers fremlægning har de prostituerede, migranter eller ej, ikke anden vilje end den de fire, som selvudnævnte repræsentanter for kvindekønnet, tillægger dem.

At kvinderne selv har valgt sexarbejde står ikke i modsætning til, at de er eksponerede for udnyttelse. Og denne udnyttelse skal vi bekæmpe. Men det bliver bestemt ikke bedre af, at det officielle Danmark ikke vil acceptere den virkelighed, de udenlandske sexarbejdere lever i. Eller de valg, de træffer. Man trækker en seksualmoral ned over hovedet på dem. Man nægter dem rettigheder, man stigmatiserer dem, man lader politiet gennemføre razziaer mod dem, tilsyneladende uden andet formål end chikane. Og så undrer man sig over, at der er nogle, der prøver at udnytte deres behov for beskyttelse.

Det er blandt andet Ritt Bjerregaard og Mette Frederiksen, der som politikere har ansvaret for denne virkelighed. Så man kan ikke læse det som andet end hykleri, når de bagefter gør sig til af en omsorg over for de udenlandske sexarbejdere. Ligesom kvinden på tegningen, kigger de fire feminister forargede væk, i stedet for at kigge på de kvinder, det handler om.

Og hykleriet bliver suppleret med mytedannelse. De fire kalder det for eksempel et faktum, at de sociale organisationer har mødt 250 kvinder, der potentielt er ofre for menneskehandel. Men det er et falsum. Faktum er, at de sociale organisationer har haft kontakt til i alt 250 udenlandske kvinder. Mange af dem, ved de med sikkerhed, ikke er ofre for menneskehandel. Mange andre har de blot talt i telefon med, eller de har mødt dem flygtigt på gaden og udvekslet nogle få ord, men uden at ane, om de er ofre for noget som helst andet end en vulgær udlægning feminisme.

For det er netop ligestillingskortet, de fire trækker som deres sidste trumf. Men deres budskab har intet med ligestilling eller virkelig feminisme at gøre. At kvinder med mange muligheder bekæmper kvinder med få muligheder er blot et eksempel på, at kvindesagen er blevet kidnappet af selvudnævnte profeter, der kun arbejder for deres egne egoistiske interesser.

En ægte feminisme giver hver enkelt kvinde muligheder – på hendes egne præmisser og efter hendes egne ønsker. Også hvis hendes præmis er, at hun mangler penge, og hendes ønske er at bruge sin seksualitet til at tjene dem. På den måde er det sexarbejderne, der er forrest i kampen for andre kvinders rettigheder. Deres valg er ekstremt, men det er accepten af de ekstreme valg, der giver plads til alle andre valg.

De fremmede

10. Oct 2008 00:13, Eini

Jeg troede engang, at blogs var teenagepigers dagbøger "made public", men den forestilling har jeg måtte lægge grundigt på hylden. Bloggen er blevet medie for den nytænkende og anti-autoritære journalistik, som de officielle dagblade ellers har givet øget afkald på.

Blognetværket har givet stemme til en masse mennesker, som ønsker at udtrykke deres syn på verden, uden at skulle svare til en redaktør. Den har på en gang udvidet og udfordret demokratiet. Stemmerne udgøres af mange forskellige mennesker med mange forskellige sager. En gang imellem overlapper disse sager hinanden, og man får perspektiver, man ellers ikke umiddelbart havde tænkt over.

 

 

 

Det er for mit vedkommende tilfældet med følgende blog, som engagerer sig i flygtninge- og migrationspolitik. Det er i sig selv et spændende og værdigt emne at engagere sig i, men når forfatteren så oven i købet skriver et glimrende indlæg om sammenhængen mellem anti-prostitutionsdebattens trafficking-retorik og den migrationspolitik, som påvirker tusinder af mennesker hver eneste dag, fortjener den en lille reklame her på bloggen.

Læs selv her.

 

 Billedet er fra http://postsecret.blogspot.com/

 

 

Bedrag

29. Sep 2008 19:46, Eini

"Det er et stort selvbedrag. Man kan ikke lade mennesker indvardere sin krop uden, at det går ud over ens sjæl. De kvinder jeg har talt med fortæller, at de bagefter kæmper i flere år med oplevelserne, og oplever falsh back. Ja de kan lugte sæd i flere år efter. Det er altså ikke sundt hverken for krop eller sjæl"

 

Da jeg læste denne udtalelse af sexolog Christina Tatarczuk i Nyhedsavisen, blev jeg meget arrig. Jeg blev faktisk så arrig, at jeg valgte at skrive et brev til hende.

Først skrev jeg en længere smøre om, hvordan hun skulle kende sig sit ansvar bevidst og forstå, at udtalelser som denne er med til at fastholde kvinder i et skamfuldt selvbillede, hvor de ikke har ret til at bestemme over egen krop. Hvordan hun bakker op om den eksisterende forestilling om, at kvinden skal opføre sig tækkeligt, da det ellers vil have livsvarige konsekvenser for hende. Hvordan hun er med til at fastholde et billede af kvinden som offer for mandens seksualitet uden nogen selvstændig seksuel vilje. Jeg ville stille hende spørgsmålet om, hvordan hun som sexolog kunne tillade sig at bidrage til at fucke kvinder i dette land op på den måde?

Det brev valgte jeg imidlertid at skrotte. Jeg var ganske enkelt FOR arrig til at være ærlig. Det ville være for nemt at spille med rene kort. Det gør hun jo ikke, så hvorfor skal jeg?

Jeg sender hende derfor dette brev i stedet:

 

Kære Christina,

Jeg læste dine udtalelser i Nyhedsavisen (http://avisen.dk/lykkelig-prostitueret-er-selvbedrag_98410.aspx), og de fik mig virkelig til at tænke over mit liv... Jeg har overvejet, om jeg skulle gå til psykolog, og da jeg læste, hvad du fortæller om, hvordan det kan være skadeligt at have sex med mange mænd, tænkte jeg, at det måske var en sexolog, der kunne hjælpe mig med mine problemer.
Jeg har været sammen med rigtig mange mænd. Da jeg var ung teenager, advarede min mor mig om, at jeg skulle passe på mig selv og ikke lade enhver mand få mig, fordi det at have sex med en mand er at give et stykke af sin sjæl til ham...
Det råd var jeg dum nok til at blæse på. Nu har jeg haft sex med omkring X mænd (og X piger, men de tæller vel ikke?), og jeg føler mig rigtig ked af det. Jeg har aldrig overvejet, om det kunne være derfor, jeg har det så svært, jeg har altid fundet det rart at have sex, men efter jeg læste din udtalelse, gik det op for mig, at jeg nok ikke har været klar over, hvad jeg gjorde ved mig selv...
Problemet er, at jeg stadig har lyst til at have sex med alle de her mænd, selvom jeg godt ved, det er skadeligt for mig. Jeg synes bare, det er så dejligt. Hvad skal jeg gøre??
Jeg tænkte, at det var noget, du vidste noget om. Jeg ved ikke, hvem jeg ellers skal spørge.

På forhånd tak!

 

Det er et brev som en følsom ung pige modtagelig for omverdens normer og fordømmelse ville skrive. Det kunne have været mig for 4 år siden. I dag forekommer det mig åbenlyst, at en kvinde ikke lader sig ”invadere”, når hun har sex, at frivillig sex umuligt kan gøre skade på ens sjæl(hvad det så end er) og at sæd altså ikke er en skamfuld uhåndterbar størrelse beregnet til begrænset indtag, som hjemsøger en i årevis, skulle man få for meget af det.

Men det ved alle unge piger ikke. Faktisk vil jeg vove den påstand, at de færreste ved det. For medierne er stadig plaget af folk som Christina, der er med til at fortælle unge piger, at de skal passe på deres krop og ikke give den væk til for mange.

 

Derfor sender jeg mit brev. På vegne af dem, så at sige. Jeg sender det, fordi jeg forventer, hun giver mig ret i, at det er skadeligt for mig at have mange partnere. For at få hende til at indrømme, hvad det i virkeligheden er, hun mener. For at udstille, at hun bruger prostitutionsdebatten til at formidle sit eget forkvaklede moralistiske seksualsyn. Jeg vælger at optræde med rigtigt navn, og derfor regner jeg faktisk ikke med et svar, da en kvik googling ville føre hende hertil. Overraskende nok lykkes mit projekt.

 

Hun svarer. Hun svarer sågar det, jeg forventer. Hun giver mig ret i, at jeg skal finde en vej ud af mit promiskuøse seksualliv.

Jeg kan altså hermed bekræfte min teori og udstille hendes seksual- og kvindesyn og på den måde underkende værdien af hendes udtalelser.

Men så sætter samvittigheden ind. Hun svarer for at hjælpe mig. Ganske vist er gode intentioner ingen undskyldning for dårlige handlinger, men hun rækker trods alt hånden ud til mig i bedste tro.

 

Og så er det, jeg forestiller mig, at jeg rent faktisk kom til hende for at få hjælp. At jeg sad i en stol overfor hende og åbnede mit hjerte for hende, for at hun skulle hjælpe mig. Måske havde jeg en hård fortid, måske havde den hårde fortid ført til, at jeg havde taget nogle socialt uaccepterede valg, for eksempel at arbejde som prostitueret.

Hvis man ikke i en situation, hvor et menneske blotter sin følsomhed over for en, er i stand til at tilsidesætte sin egen moralske dagsorden og rent faktisk kigge dette menneske i øjnene og respektere det, hvor er man så?

Ikke et sted, hvor jeg har lyst til at være. Og derfor lader jeg Christina være i fred nu. Jeg håber dog, hun læser med og forstår, hvor smertefuldt det er at blive misbrugt af folk, der ønsker at promovere deres egen moralske overlegenhed og politiske dagsorden.

 

Mit liv som ryger

28. Aug 2008 16:58, Eini

Jeg begyndte at ryge i foråret 2005. Modsat de fleste andre, kan jeg sætte en dato på.

Før da havde jeg ikke været festryger og dengang som 15-årig, hvor min veninde forsøgte at stikke mig en cigaret i skumringen ved en lille fårestald i Frankrigs bjerge, tog jeg et enkelt hvæs og blev så febrilsk, at jeg gravede et hul og begravede cigaretten i jorden.

 

Jeg kommer fra et rygerhjem, hvor min lillesøster og jeg ofte lavede scener, når mor røg, fordi vi havde hørt, det kunne slå hende ihjel, og at hun var en junkie, fordi hun røg. Vores mor var jo ikke en junkie!

Det lå os meget på sinde, kan jeg huske. Nogle gange græd vi sågar.

Mor smilede for det meste bare til os, når vi bad hende om at holde op. En enkelt gang stoppede hun. Min stedfar var mere inkarneret ryger. Underklassebaggrund og selvstændig med en meget stresset hverdag. Han blev virkelig vred, rødmosset og arrig, når vi krævede, han skulle holde op. Og dengang føltes det som verdens største uretfærdighed, at han prioriterede sine smøger over vores ønske.

 


 

 

Men i foråret 2005 sidder jeg i min psykologs sofa. Hun har været min psykolog, siden jeg var 12 år og kender mig derfor bedre end de fleste, men har også efterhånden fået sagt, hvad hun kunne sige til mig. Grunden til, jeg sidder der og har siddet i en del sofaer før hendes, er, at jeg siden, jeg var et lille barn, har kæmpet med store psykiske problemer, deriblandt hyppige angst- og hysterianfald. Disse ”anfald” skiftede karakter, efterhånden som jeg blev ældre, og de var blevet meget hæmmende for mit virke i dette samfund. Det skete hyppigere og hyppigere, at jeg i offentlige sammenhænge fik sammenbrud ved de mindste ting og for det meste uden tydelig årsag. Hvis jeg gik på en befærdet gade, ville jeg lige pludselig blive hysterisk angst for alle andre mennesker og græde og råbe og skrige. Med garanti til stor gene for dem, der befandt sig omkring mig, hvilket jeg dog ikke var i stand til at ænse.

Min psykolog har tidligere foreslået mig forskellige værktøjer til at håndtere disse situationer. Men kognitive metoder kan være vanskellige at gennemføre uden fysiske hjælpemidler, og derfor foreslår hun mig at begynde at ryge. Hun er ikke selv ryger, men en rar og vis gammel dame, og derfor overrasker forslaget mig en hel del.

 

  

I starten var cigaretten mest af alt en akavet rekvisit. De garvede rygere omkring mig grinte tit af min barnagtige måde at tænde og holde smøgen på, og der gik noget tid, før jeg vendede mig til situationen.

Men efter noget tid blev jeg altså ryger. Jeg forstod ret hurtigt, hvorfor ’ryger’ var noget, man var og ikke bare noget man gjorde. Jeg havde nemlig timet min nyfundne kærlighed med resten af samfundets opvågnen til kamp mod min elskede. De venner, der før havde rynket på næsen af mine formaninger over deres usunde forbrug, smed nu selv smøgerne fra sig og blev som omvendte religiøse, der ville frelse mig fra den synd, de selv havde lagt bag sig.

Og der gik som bekendt heller ikke lang tid, før rygeforbuddet blev indført, hvilket placerede mig i en minoritet, hvilket jeg ikke før havde oplevet. Mine nye åndsfæller var en lille gruppe mennesker med gule tænder, der stod og rystede i kulden og følte en stærk samhørighed på bekostning af den fordømmelse, der sad og ventede på den anden side af café-døren med en café latte og et 7 år længere liv.

 

Nu er jeg ryger, og det bliver jeg nok ved med at være, uanset hvor mange af mine kammerater, der måtte vælge at vægte den sociale accept højere end vores udendørsstunder. Der er nemlig mange dejlige ting ved at ryge. Men det ubetinget vigtigste for mig er, at når jeg i dag mærker angsten kravle op ad mig, lader jeg den ikke få overhånd. I stedet tager jeg en smøg. Jeg sætter mig på den nærmeste bænk eller trappesten og slapper helt af i nogle minutter. Om det er nikotinen, ritualet i sig selv eller begge dele er mig uvist, men jeg giver slip og føler mig tryg.

Den akavede cancer-bringende rekvisit er blevet en velsignet ven midt i min verdens fortvivlende ensomhed. Jeg har et fysisk sted at placere mine følelser, når de bliver for overvældende. Det har i sin yderste konsekvens givet mig en nyfunden lyst til at leve, og pludselig forstår jeg min stedfar. Han er en ualmindeligt stresset mand med et hårdt liv i bagagen, som de færreste gulerodsjuice-drikkende sundhedsaktivister ville kunne sætte sig ind i. Når han holder sine rygepauser (og dem er der mange af), får han et frirum, som gør et ellers uudholdeligt liv udholdeligt. I virkeligheden skylder jeg ham en undskyldning. Det urimelige havde hele tiden været at prioritere min angst for at dø over hans vilje til at leve.

 

  

 

Uanset hvilken metode, vi vælger for at skabe os et liv, vi kan leve, har vi ret til at vælge. Om det så er detox-kure eller øl og smøger. Camilla skriver om det fjollede i at snakke om rygeres vs. ikke-rygeres rettigheder i dette glimrende indlæg, og det er i mine øjne også underordnet at diskutere, for diskussionen må og bør altid ende med, at vi alle har rettigheder og ingen vægter over andres. Det er det, det vil sige at leve i et frit samfund, og det er ikke gratis.

Leonora Christina Skov og den kvindelige synsvinkel

6. Aug 2008 20:08, Eini

Leonora Christina Skov har i Weekendavisen d. 26.-27. juni skrevet en anmeldelse af Cecilie Rosdahls ”Kontrakten”. Selve anmeldelsen er en sandsynligvis fortjent tilsvining af, hvad der ifølge LCS burde være blevet i skrivebordsskuffen. Makværk kalder hun det og fremhæver de klodsede metaforer. Jeg studser lidt over, at LCS i sin roman ”Champagnepigen” i mindre skala begår samme litterære fejl, som hun her kritiserer Cecilie Rosdahl for, men lad nu det ligge. Man kan vel godt være en god anmelder, selvom man er en dårlig forfatter.

LCS påpeger, at hun var positivt indstillet på at læse bogen, da hun mener, ”der bliver skrevet alt for lidt om sex fra en kvindelig synsvinkel”. En kvindelig synsvinkel. Hvad mon den selvudnævnte queer-tilhænger Leonora mener med det?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke læser LCSs skriblerier med samme åbensind, som hun påstår at have lagt for dagen med denne bog. Faktisk har hun længe fortjent en overskrift på min blog, og det er lidt af et tilfælde, at det er denne anmeldelse, der udløser en sådan.

Vi kvinder er tilsyneladende fastholdt i et (selv)billede af at være en minoritet. Vi er en undertrykt, homogen gruppe, der kæmper for nogle fælles rettigheder og interesser, på trods af, at vi udgør omtrent halvdelen af jordens befolkning. Sådan fremstår vi i hvert fald, for som en hver anden homogen minoritet har vi fortalere, repræsentanter. Og Leonora Christina Skov er en af disse.

I virkeligheden er alt, det kræver for at blive en sådan fortaler, at man er kvinde og udtaler sig offentligt på en måde, som ikke stiller spørgsmålstegn ved, hvad vi tidligere har hørt kvinder sige, og så er lidt interessant at høre på. Og det opfylder Leonora.
Hun er veltalende, klæder sig kvindeligt men tækkeligt, har en kandidatgrad og så er hun tilmed ung. Hun kan videreføre de gamle idealer til en ny generation.

Det skal ikke forstås sådan, at kvinder, der mener andet end den gængse feminisme ikke får lov at udtale sig, men de bliver netop præsenteret som en opposition til kvindekønnets sande interesser repræsenteret ved den gammel-feministiske skole.
Men det forklarer i virkeligheden, hvad Leonora mente med ”den kvindelige synsvinkel”, som jeg bemærkede tidligere. For der er en kvindelig synsvinkel. Den kvindelige synsvinkel er den, der siger, at prostitution er et fængsel, at sex uden kærlighed er vold mod kvinder, at seksuelle afvigelser er en kræftsygdom udløst af patriarkalske usunde konstruktioner og at kvinder grundlæggende (måske qua deres martyrium) er svagere og mere hjælpeløse end mænd.

Jeg vil ikke lægge LCS disse ord i munden, ligesom jeg ikke vil bebrejde hende at kritisere en ud fra anmeldelsens citater at dømme talentløs bog, men det hænger skam sammen med, hvad der helt præcist udløste dette blogindlæg; Rubrikken til hendes anmeldelse af Rosdahls bog lyder således:


”Er De til S/M-forhold, kræftsygdom, selvmord, prostitution, incest, vold, fængsel og mord, er Cecilie Rosdahl lige noget for dem.”


Nu ved vi så, hvor skabet skal stå. Og ikke det der moderigtige designerskab, som Leonora selv er sprunget ud af, men det beskidte, aflåste tabu-skab, som åbenbart stadig gør sig bedst ved siden af alle verdens elendigheder.

Sverige

22. Jun 2008 14:44, Eini

 Nogen burde skrive en afhandling om den udvikling, der sker i Sverige lige nu.

For mig at se, er det et nationalt selvbedrag, som fastholder en forestilling om demokrati og frihed, mens landet langsomt bliver mere og mere totalitært. Kontrol af "den rigtige levemåde" er blevet en offentlig forpligtelse, og seksuel afholdenhed er, forudsigeligt nok, næste skud på stammen. 

 

http://politiken.dk/videnskab/article528103.ece

 

"De anfører, at det er på høje tid, at betydningen af antallet af partnere får en fremtrædende plads i seksualoplysningen og ikke affærdiges som moralisering."

Sverige har stadig en selvopfattelse som værende et frisindet og fremsynet land, og denne etiket bruger de som en sløring til at gennemtvinge moralistiske og angste samfundsløsninger. For det er jo aldrig moralsk, siger de.

Min barndoms liderlighed

19. Jun 2008 14:40, Eini

Min yndlingsfilm, da jeg var 5-6 år gammel, var Ridley Scotts  ”The Legend”. Vi havde optaget den fra tv, og jeg så den igen og igen, som man vist gør, når man har en yndlingsfilm som barn. Jeg kunne ikke engelsk og kunne ikke læse undertekster, så det var udelukkende det visuelle, der fascinerede mig. Jeg husker, at jeg nogenlunde men ikke helt forstod, hvad filmen handlede om.
Men det var heller ikke så vigtigt, for i virkeligheden så jeg først og fremmest filmen igen og igen, fordi det kildrede så rart dernede mellem benene. Jeg fortalte selvfølgelig ikke min mor, at det var derfor, for allerede dengang vidste jeg, at det ikke var helt rigtigt at føle sådan.

Der var en bestemt scene, som jeg husker meget stærk. Det er mit mest erotiske barndomsminde, så at sige, og jeg tror, den har været med til at forme min seksualitet senere hen. Når den kom på, følte jeg mig meget flov, hvis der var andre, der befandt sig ved fjernsynet end mig selv.

Via Youtube har jeg nu genopsporet denne scene… Den handler om den unge, uskyldige prinsesse Lily, der bliver taget til fange og omvendt til mørkets side via en temmelig erotisk dans (og iført en temmelig dyb udskæring) for derefter at modsætte sig djævlens vilje om at blive hans brud, men samtidig lokke og lege med ham gennem et tydeligt seksuelt spil.

 

Se den (delt i to) her:


 

 

Jeg husker især djævlens maskulint begærende overmagt (hans størrelse, hornene og Tim Currys mørke stemme) og ”tvangs”elementet med at hun overgiver sig til sin liderlighed mod sin vilje som det, der vakte min opmærksomhed. Sagt med voksne termer altså. For den følelse, jeg erindrer, har jeg ikke noget sprog for, da jeg jo ikke havde det dengang. Jeg mærkede den bare.

Havde jeg set scenen i dag uden at erindre min oplevelse fra dengang så stærkt, havde jeg nok ikke tolket den nær så erotisk. Dels ville jeg jo forstå hvad de sagde, hvilket givetvis ville fjerne opmærksomheden fra kropssproget og dels ville det kitschede gotiske udtryk sandsynligvis have stjålet min voksne smagsdommer-opmærksomhed. Hvor jeg dog savner min barndoms simple liderlighed nogle gange.

Undskyld Pernille

13. Jun 2008 12:09, Eini

I ”Turen går til Brasilien” er der vejledning til, hvordan man som turist får de bedste oplevelser, når man besøger Brasilien. Der er guides til shopping, spisesteder og must-sees. Muligheder for vesterlændingen med den bugnende pengepung for at købe sig en god og spændende ferie. De mennesker, man køber sin aftensmad eller nye kjole af, lever antageligvis ikke under forhold, vi her i Danmark ville vurdere som ”anstændige”, men de er taknemmelige for dig og dine penge, for det skaffer dem mad på bordet. Nu forstår jeg mig ikke på Brasiliens specifikke økonomiske situation, udover at der er lidt rigeligt med korruption, men jeg ved dog så meget, at det er et land med stor fattigdom, og at turisme er en måde, hvorpå man kan tjene penge i Brasilien.

Brasilien er på mange måder et land, der ligger langt fra vores virkelighed. Og derfor kan en rejseguide være behjælpelig, når man vil udforske denne anderledes verden.
I Brasilien har man f.eks. et markant anderledes forhold til sex. På den ene side er der mange tabuer (f.eks. utroskab og homoseksualitet) og på den anden side er der en stor seksuel udadvendthed. Vi kender det fra billederne fra det årlige karneval, hvor man som menneske med hang til smukke kvindekroppe får lyst til at tage et smut til de frodige numsers land.
I Brasilien er prostitution sågar lovligt, så hvad ville være mere naturligt end at vejlede den småliderligt nysgerrige turist til, hvordan han/hun får den bedste betalte seksuelle oplevelse.



Prostitution er ganske vist hverken fuldt lovligt eller fuldt ud accepteret i Danmark, men i ”Turen går til Holland” er der jo også en udførlig guide til landets coffeeshops på trods af, at hash jo som bekendt er direkte ulovligt i bogens ophavsland.
Således er der også et helt afsnit under ”praktiske oplysninger” i Turen går til Brasilien”, der dedikeres til en vejledning af, hvordan man bedst køber sex som turist i landet.
Dette blev åbenbart for meget for SF’s Pernille Vigsø Bagge, som fandt det ” problematisk, at »Turen går til Brasilien« indeholder en fuldstændig reklameagtig tilgang til sexkøb og en fuldstændig blind accept over for de prostitueredes elendige situation”


Ud fra hendes moralske forestilling er prostitution jo noget skidt. Hun beskriver det således som ”ude af tråd med den virkelighed, vi lever i, hvor vi med alle midler prøver at bekæmpe prostitution”.
Det er den virkelighed, hun lever i. Hun er vokset op i et land, hvor den slags er både fjernt i form af vores indadvendte seksualkultur og vores generelle velstand. Men Brasilien er et andet land, og vi er gæster der. De har andre normer end os, og at antage, at vi ved bedre end dem er en arrogance, jeg personligt ikke bryder mig om. Man tager jo ikke på samme måde afstand fra Coffeeshops, selvom man går ind for det danske cannabis-forbud. Det er i hvert fald mit indtryk, at man vurderer, at det må være Hollands egen sag. Pernille har heller ikke brokket sig over Red Light District-guiden i ”Turen går til Holland”. Men modsat vores næsten-naboer Holland, opfattes Brasilien som det her syndige uland, der ikke kan tage vare på sig selv. Og derfor er vi altså ikke gæster der. Vi er de ansvarlige voksne.

Pernille skriver altså et harmt brev til Politikens forlag, som har udgivet bogen, og det kunne så blive ved det. Mon ikke diverse forlag modtager et par af den slags ”gamle damer, der vil brokke sig”-breve. Men det er netop her, historien bliver ekstra interessant. For ikke nok med, at forlaget lover at fjerne afsnittet i næste udgave af Brasilien-guiden, forlagschef Søren Sattrup sender også en personlig undskyldning til Pernille. En personlig undskyldning. Som om, bogen har fornærmet hele kvindekønnet og Pernille Vigsø Bagge er repræsentant for os alle sammen. Pernille godtager heldigvis undskyldningen, så nu kan alle vi velnærede danske kvinder sove trygt igen. For vores kvindernes Jesse Jackson har sørget for, at de brasilianske prostituerede har mistet en hel masse danske kunder.

Links:

http://www.berlingske.dk/article/20080612/danmark/80612077/

http://politiken.dk/tjek/rejser/guideboger/article523080.ece

"Jamen de lyver jo" eller Hanne Helths store bryster (høring om prostitution)

4. Jun 2008 10:20, Eini

Jeg havde en underlig oplevelse i går. Jeg var til høring om prostitution i Folketingets fællessal, og det var første gang, jeg overværede debatten i kød og blod. Der var en række oplægsholdere og paneldeltagere med tilsyneladende flotte referencer på titelbladet. Jeg var optimistisk. Det kunne godt være, sexarbejderne ikke var inviteret, men de var der da. Blandt publikum. Som ordstyreren Ulrik Dahlin også startede ballet med at klargøre, underforstået at de jo ikke skulle brokke sig.
I det hele taget blev der indledningsvis brugt en del energi på at underkende folk, der var uenige i, hvad denne hørings åbenbart klart forudbestemte konklusion var. Randi Iversen fra Dansk Kvinderåd, som stod for indledningen, fik således understreget, at modfløjens eneste agumenter var "retten til frit valg" og "den lykkelige luder" og at man ikke skulle underkende, hvordan tingene rent faktisk var, bare for at være kritisk. Derpå opfordrede hun til en åben og saglig debat. Hm.

Peter Thielst var første taler, og han tog salen med storm. Dvs. jeg sad med åben mund og brændende hovedpine, da han var færdig, og alle salens kvinder, som ellers ville bruge mange timer på at føle afsky ved Peter Thielsts nedladende og opsvulmede facon, som man kender det fra sin bedrevidende bedstefar, gav ham svulmende applaus.

Jeg kan langt fra huske alt, hvad han sagde, da jeg har en klar følelse af at være blackoutet af chok. Det gjorde stort indtryk på mig. Især fordi han sågar havde tillusket sig retten til titlen "filosof".

Aldrig har jeg følt mig så nedvurderet som kvinde. Han forudsatte, at sex historisk var noget mænd havde tillusket sig og at prositution var en patriarkalsk opfindelse. Kvinder havde tilsyneladende ikke et seksuelt subjekt, så derfor måtte alle deres seksuelle valg være mandens ansvar. Det valgte mine feministiske medsøstre så at overhøre. Eller rettere: at tilslutte sig.

 


Han brugte også meget tid på at parodiere "vores fløj" og underkende alle de dårlige argumenter, han selv havde smidt i munden på os. Det er en udbredt strategi at opfinde lette modargumenter frem for at høre de reelle argumenter.

Da en tidligere prostitueret og nu psykolog rejste sig op og med bævende stemme spurgte, hvorfor han talte så grimt og nedladende om hende, da hun godt selv mente, hun var i stand til at vurdere sin situation via sit psykologvirke gennem 10 år og ikke kunne genkende hans beskrivelser, svarede han fnysende, at alle mennesker jo forsøger at lyve for sig selv for at kunne holde ud at leve, og at hendes udtalelser derfor var ugyldige.

Alle mennesker. Inklusive Peter Thielst selv altså. Ikke engang hans filosof-titel kunne redde ham fra det bizart absurde i den påstand, der forhindrer ham selv og alle andre i at udtale sig gyldigt om noget som helst. Spørgsmålet er så, hvorfor han overhovedet bruger tid på at deltage i en høring.

Igen et blackout, men han sluttede af med et citat, der, som han sagde "handler ikke om prostitution, men om selvmord, men det er så måske alligevel også det samme".

 

  

Næste taler var Carina Ohlsson fra Sverige. Jeg er heldigvis rigtig dårlig til svensk, så jeg forstod ikke det meste af, hvad hun sagde. Men hun havde også et fint powerpointshow med. Der viste hun bl.a. statistikker med svenskernes tilfredshed med sexkøbsloven, hvor 70% af svenskerne i 2001 og 80% i 2002 var tilfredse med loven. Hun fremlagde ingen nyere statistikker, men jeg mener at have set en fra 2006/07, som viser at opbakningen til loven er faldet betydeligt. Det er selvfølgelig lidt ligegyldigt at påstå, før jeg har den kilde (help me out ;))

Der var også eksempler på poilitiske kampagner. Blandt andet en plakat med otte mænd, der står og smiler op i kameraet. På plakaten står der så, at "1 ud af 8 mænd har købt sex". Så kunne vi chokeres over, at der blandt disse tilsyneladende tilforladelige mennesker var et monster, eller en "torsk" som svenskerne jo konsekvent og med smirket smil kalder sexkøbere. Tænk, hvis man kunne tale om kvinder på samme måde.

Hun fremførte også et eksempel på et bordel, en betjent havde set. På bordellet var der ringe kår. Bl.a. skulle man betale for at gå på toilettet, og nogle af mændene, der besøgte stedet onanerede. Derudover var pigerne ikke frie til at forlade bordeljobbet uden at afbetale en tånhøj gæld. Selvom bordellet tydeligvis var forbundet med trafficking, blev det fremført som repræsentativt for alle bordeller. Nogle af pigerne, der arbejdede der havde 450 kunder på 40 dage (hvad er det for et tal? Er det i stedet for at sige 10-15 kunder om dagen?), og pigerne var i snit 20-26 år. Jeg bed mærke i aldersgennemsnittet, for det var da underligt at fremføre et gennemsnit sådan.

Carina Ohlsson blev dog derefter opfordret til at svare på, hvor mange bordeller, de havde haft kendskab til, og efter lang tids nølen svarede hun "5". Så kan jeg godt forstå, det er svært at lave et gennemsnit.

 

  

 

Hanne Helth var den næste og en dygtig taler. Hun manipulerede groft med fakta og tilsluttede sig Peter Thielsts opfattelse af, at kvinden ikke har et seksuelt subjekt. Hun fik understreget, at en sexkunde køber sig til 30 minutters total magt over en kvinde og tog i samme ombæring afstand fra perversioner som sadomasochistisk sex. Jeg blackoutede igen. Jeg lukkede af for mine følelser og lod tankerne flyde et andet sted hen. Jeg forsøgte at fokusere på Hanne Helths anseelige bryststørrelse, og hvordan disse så ud nøgne. Jeg blev et offer for coping-strategies.

Kvalmen og ubehaget bankede mod bryst og pande, og pludselig fik jeg en underlig følelse. Hvad nu, hvis det var mig, der tog fejl? Hvad nu hvis de havde ret i alt det, de sagde. Åh, hvor ville det være dejligt, hvis det forholdt sig sådan, og jeg bare kunne give slip. Give slip og klappe og grine af deres kvikke bemærkninger, hænge ud med alle de mange kvinder omkring mig, når det blev pause. Føle mig elsket i stedet for hadet. Det var så absurd, hvad de sagde, at der da måtte være noget, jeg ikke forstod.
Men så fik jeg øje på Hanne Helths store bryster, og det gik op for mig, hvor underligt fængslede store bryster ser ud, når man forsøger at skjule dem bag højhalsede bluser. Der var et eller andet, der ikke stemte. Der manglede noget. En kavalergang, et nøgent ben eller bare et lille flirtende smil på denne varme sommerdag. Et eller andet udtryk for, at vi lever i en verden, der udover så meget andet, også består af menneskelig lyst og legemlig glæde, en verden af håb og drømme om kroppe, vi kan eller ikke kan få lov til at røre ved, og at det er okay.

Claus Lautrup var den sidste taler før pausen, og han var faktisk begavet at høre på. Han var tydeligvis træt af den arrogance og det stigma, som "veluddannede middelklassekvinder" påførste prostituerede og deres kunder. Og det var rart at høre nogen sige.

Efter pausen var der nogle forholdsvis fornuftige talere på. Nell Rasmussen fortalte, hvordan risikofaktorerne ved prostitution først og fremmest var forbundet med stigmatiseringen. Faktisk nævnte hun, så vidt jeg husker, ikke andre. Hun insisterede også på at fastholde prostitution som socialt problem. Hvor meget hun havde tænkt over sammenhængen mellem de to, ved jeg ikke.

Jeanett Bjønnes havde skrevet Ph.d om prostitution og havde i den forbindelse interviewet en del prostituerede. Hun forklarede, hvordan de prostituerede ikke kunne genkende sig selv i de beskrivelser, politikere og andre tegnede af dem, og manede til, at man hjalp dem på deres egne præmisser. Som det var nu, fortalte hun, havde de mennesker, man forsøgte at hjælpe, ikke tiltro til det sociale system af samme årsag, og derfor kunne man have nok så gode intentioner, uden at det vil komme dem, man forsøger at hjælpe, til gode.

Hun understregede også, at mange af de problemer og "skadevirkninger", der nævnes i forbindelse med prostitution kan have været til stede, før vedkommende begyndte at prostituere sig.

Derefter holdt Steen Schapiro et glimrende oplæg for døve ører, som kan læses her . Han appellerede til at stoppe fløj-mentaliteten og samles om det, vi er fælles om: et ønske om at hjælpe. Ingen respons.

Min kvalme fortog sig lidt. Men da en kvinde fra Dannerhuset havde vrøvlet lidt, og jeg så at Balder Mørk og en eller anden ekstrem svensk feminist var på efter pausen, besluttede jeg at tage hjem før tid.

Jeg har forsøgt at bløde ubehaget lidt op med nogle søde piger fra halvfjerdserne. Der var en helt anden glød over pornografien dengang, synes jeg. Som om pigerne turde nyde det.

DR-dokumentar om folk, der snyder i skat

19. May 2008 21:03, Eini

Den overskrift var åbenbart for svær at sælge, så DR valgte at kalde det noget med prostitution og bagmænd. Det er jo oppe i tiden, så det vil vi gerne se en times program om. Jeg hoppede også på den og satte mig foran tv’et spændt på, hvilke chokerende afsløringer, DR ville fremsætte.

Jeg lærte, at der, grundet rufferiloven, er folk der tjener penge på at omgås denne lov.

Jeg lærte også, at der er folk, der bygger deres økonomi op omkring at snyde i skat og hjælpe andre med det. Det havde jeg en mistanke om, men nu har jeg altså fået det bevist og fået et par tips til, hvordan jeg hvidvasker penge oven i hatten. En i sandhed oplysende tv-oplevelse.

Som en slags topping fik DR i sidste øjeblik sørget for, at en gruppe piger, der var i landet ulovligt og arbejdede sort, blev anholdt. De skal nu betale en masse penge tilbage til staten og så bliver de sendt hjem igen. De er garanteret taknemmelige for, at denne dokumentar blev lavet. Det er SKAT i hvert fald.

Man kan så stille spørgsmålstegn ved, om det er fair at hænge en revisor og en advokat med hang til lyssky pengeaktivitet ud for menneskehandel, underforstået medvirken til voldtægt og misbrug af kvinder. Men hvem skal vi så hænge ud?

Hvis man ønsker at læse noget oplysende om problematikken vedrørende  menneskehandel i Danmark, kan man f.eks. læse TheHumanStains indlæg om emnet: http://thehumanstain.smartlog.dk/magtens-ord-post137629

Skriv et brev til mig

Eini Carina Grønvold
Eini Carina Grønvold


Tags

Relaterede