Kavalergangen

I går holdt Susanne Møller fra SIO og Sexarbejderen Feministen oplæg om sexarbejde i folkets hus under parolen "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" og med ønsket om at besvare spørgsmål som:

"Hvorfor er kampen for sexarbejderes rettigheder en antiracistisk, feministisk og faglig kamp?

Hvad er forbindelsen mellem trafficking og migrationslove? Ligestilling og sexarbejde? Faglig kamp, rettigheder, udnyttelse, køn, kapital, sex og solidaritet?"

Arrangementet var usædvanligt velbesøgt. Jeg talte omkring 90 mennesker stuvet sammen i lokalet. Deriblandt var BR- medlem for SF Neil Stenbæk Bloem.

 Det imponerede mig, at en SF'er mødte op til et debatarrangement af den type, og eftersom mange af de tilstedeværende ved arrangementet tilkendegav, at de havde fået ny viden og forståelse vedrørende SIO's arbejde, var jeg spændt på, om dette også gjaldt politikeren, der har kørt valgkamp på et sexkøbsforbud.  Så jeg skrev et brev til ham. Jeg synes dog, brevet er relevant at læse for alle, så jeg bringer det også her.

Kære Neil

Jeg vil rose dig for, at du mødte op til debatarrangementet "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" i Folkets Hus i går. Det var virkelig forfriskende at se, der også er SF'ere, der er villige til at lytte og indgå i dialog med dem, de er uenige med.

Jeg er naturligvis nysgerrig på, om du så i virkeligheden også lyttede til de ting, der blev sagt, og hvad du tænker om det nu. Du har tidligere påstået, at SIO kun er en organisation for ressourcestærke sexarbejdere, der fører politik på bekostning af de svage sexarbejdere. Mener du stadig det?

Jeg bebrejder ikke, hvad jeg vil tillade mig at kalde din tidligere uvidenhed om SIO og sexarbejderorganisationer i det hele taget, for der florerer mange ondsindede rygter, især skabt af dine kolleger, og viden på området ER meget begrænset – især for offentligheden, der er afhængig af en sensationalistisk presse.

Men i går blev det i hvert fald fastlagt, hvad SIO i virkeligheden ønsker:

1. De ønsker faglige rettigheder.

   De ønsker IKKE at blive kriminaliserede. Kriminalisering forværrer sexarbejdernes situation, især de udsatte på gaden. Kundekriminalisering er i praksis en kriminalisering af sexarbejderen, som det erfares af kolleger i Norge og Sverige.

   De ønsker bedre sociale tilbud til de udsatte sexarbejdere. Eksempelvis væresteder for gadesexarbejdere, som ikke har en moralsk dagsorden om, at sexarbejde er forkert.

   De påstår ikke, at sexarbejdere er en homogen gruppe, men ønsker, at man lytter til den enkelte sexarbejders behov, når man ønsker at hjælpe. De ønsker flere saglige undersøgelser.

SIOs medlemstal er et udtryk for mange ting. Det er svært at mobilisere folk i det hele taget, men ekstra svært at mobilisere en gruppe, der ønsker total anonymitet, dels pga. privatliv og dels pga. den måske forestående kriminalisering. Selvom SIO tilbyder anonymitet, er der stadig følelsen af at blive registreret et sted, og det har man absolut ikke lyst til med en måske forestående kriminalisering. Det er i hvert fald den forklaring, jeg har hørt fra mange af de sexarbejdere, jeg har snakket med, som ikke er medlem af SIO.

Desuden er SIO jo ikke alene om at sige de ting, de siger. Der er millioner af sexarbejdere verden over, der siger det samme: ”sex worker rights now!”

Du kan se den illustrerede version her: http://sexarbejde.ning.com/photo/photo/list (jeg håber, linket virker)

Jeg observerer i hovedparten to slags kriminaliseringsfortalere:

1. Dem, der er oprigtigt bekymrede for sexarbejderne og tror, kriminalisering er en løsning, men enten ikke  har adgang til viden på området eller er blevet misinformeret

2. De følelsesladede aktører. Dem, der FØLER at prostitution er forkert, og ikke er modtagelige for debat. De HAR draget den moralske konklusion, og den er fuldstændig urokkelig, så al information sorteres og tilpasses konklusionen. Når jeg har diskuteret med denne gruppe, er det altid endt med, at de har forladt diskussionen med et ”sådan føler jeg altså” eller ”sådan er det bare” og aldrig talt til mig igen.

 Jeg tror og håber, du er en fornuftig mand, og du virkelig mener det, når du siger, du ønsker at hjælpe sexarbejdere. Det kræver, at man lytter. Det så ud som om, du lyttede i går.

Anne-Grethe Bjarup Riis har skrevet en klumme i ekstrabladet . Jeg læste den og trak lidt på smilebåndet over indholdets genkendelighed. Der er heldigvis taget meterskridt i kriminaliseringsdebatten i Danmark, siden den for alvor blæste op for cirka tre år siden, men al den nye offentlige information er tilsyneladende gået hen over hovedet på Riis.

På den ene side kan man blive træt af, at det er nødvendigt at gentage sig selv igen og igen. På den anden side kan man værdsætte det praktiske aspekt af denne monotone fremfærd.

Man kan nemlig udforme 1-3 standard-modeller over kriminaliseringsklummerne.

Dette er type 1 - Den forargede kendis:

- Man digter en masse historier om, hvad de stakkels gadeludere oplever. Historierne er saftige og detaljerige, men bygger ikke på andet end ens egen forargede (seksuelle?) fantasi.

- Man opremser "modargumenterne" og inkluderer kun dem, der er nemme at skyde ned. Selvom der meget sjældent (for ikke at sige aldrig) fremføres argumenter som "verdens ældste erhverv" og "flere voldtægter" imod et sexkøbsforbud fra modfløjen, er det sikker inventar i en kriminaliseringsklumme af type 1. Man undgår at kaste sig ud i at argumentere imod, at sexkøbsforbud forværrer forholdene for sexarbejdere, eller at rettigheder frem for fratagelse af rettigheder plejer at være en god strategi, hvis man vil hjælpe folk.

- Man husker at plante stikpiller rundt omkring i klummen om, hvor ulækre mænd, der køber sex er, og hvordan de burde styre pikken og bare onanere i stedet for.

* Riis udvider denne foragt for afviger-mennesker til at omfatte folk med handicap ved den catchy konstatering: ”ingen arme, ingen kage”.

- Man skriver hvilket årstal, vi er i, og undrer sig med følelse over, at verden i netop lige dette årstal ikke er fuldstændig sådan, som man selv mener, den skal være.

Med en del forsinkelse vil jeg poste et debatindlæg, jeg og Camilla Paaske Hjort fik bragt i Politiken tilbage i juli måned. Dette er originalversionen fra før avisen rettede til. Derfor kan der forekomme forskelligheder i teksten.

Bare bryster og erkendelse af frisind

Der er kommet færre bryster på strandene. Rygtet har gået længe, og 8/7 sendte Politiken en journalist ud, der kunne konstatere det ved selvsyn.

Tidligere på sommeren var der en trendforsker, der i Ekstra Bladet havde følgende kommentar til fænomenet: ”Det at smide toppen på stranden er ikke længere et udtryk for frigørelse. Tværtimod. Det er en overeksponering og et billigt trick.”

Ingen protesterede. I Danmark i år 2009 kalder man det altså for ”et billigt trick”, når en kvinde, på lige fod med de fleste mænd på stranden, ønsker at bade hele sin overkrop i solens stråler. Dækkende klæder må der til, fortæller artiklen i Ekstra Bladet os – hvis man er kvinde, i hvert fald. Men selv hvis det var et billigt trick – hvorfor er det så et problem? Hvorfor stejler man over udtryk, der er eller kan opfattes som seksuelle?

Denne tendens er et udtryk ud af mange for, at hvordan vi definerer og diskuterer frisind i Danmark er under omvæltning i disse dage. Forfatteren Jette Hansen blev for nogle uger siden tildelt imponerende mængder af spalteplads i både Ekstra Bladet, Weekendavisen og nærværende avis til at udbrede sig om, at ”grænseløs sex er blevet normalt.” Hun talte om, at ”frisindsideologien” er gået amok, så det perverterede og ekstreme har overtaget og gjort de seksuelle udskejelser grænseløse. Som eksempler på dette nævnte hun udbredelsen af sadomasochistisk sex og swinger-klubber.

Men hvad er grænseløs sex? Hvilke grænser er det, der ikke er til stede? Jette Hansens grænser overskrides aabenbart ved tanken om det, der foregaar i SM-miljoeet og i swingerklubber, og hun definerer derfor disse udskejelser som ”grænseløse”.

Det er noget af en misforståelse. Fordi man er til pisk, er man ikke nødvendigvis til gruppesex – eller omvendt. Fordi grænserne sættes et andet sted, end hvor man selv sætter sine, betyder det ikke, at de ikke er der. ”Grænseløs” tjener i denne sammenhæng ikke som andet end en stigmatisering af al seksualitet, der ligger uden for ens egen personlige vurdering af, hvad der er normalt og anstændigt.

Netop den stigmatiserende opdeling i, hvad der er ”rigtig” og ”forkert” seksualitet er problematisk. Der er nemlig en opdragende funktion forbundet med at kalde seksualitet for ”billig” og ”grænseløs”. Man sender et signal til de unge om, at de ikke skal skeje for meget ud, for seksualitet er farligt, skadeligt og vanærer dit rygte.

Men kunne det være, at så snart man begynder at fremhæve det som et ideal at vise seksuel afholdenhed, eller fremhæver det som vigtigt at være tilbageholdende med at sende signaler, der kan opfattes om seksuelle, så er der noget andet, man forsømmer at fortælle? Nemlig at sex, selvom det ikke altid er det, for det meste er godt, dejligt, positivt og uskadeligt, og formentlig for de fleste mennesker et helt nødvendigt element i deres tilværelse?

Og kunne det være, at når en trendforsker i en populær formiddagsavis her i det ellers så selverklæret frisindede Danmark i år 2009 kan omtale bare bryster på stranden som ”en overeksponering og et billigt trick”, så er det et tegn på, at vi er på vej væk fra den sunde, nøgterne, frisindede holdning til sex, som ellers har kendetegnet dette land i mange årtier, og som er garant for, at vi alle har mulighed for at nyde vores seksualitet på en sikker måde, og uden de skamfølelser og den fordømmelse, som kan forkrampe et menneskesind? Hvem er frisindet skadeligt for?

En stor del af det her handler om erkendelse. Om at vi bruger samme sprog. De fleste mennesker i Danmark opfatter sig selv som frisindede, og omvendt er det meget få, der opfatter sig selv som puritanere eller nypuritanere. Ord bliver tømt for mening og ender som bevidstløse skældsord, som gør debatten vanskelig.

Se igen på, hvad det var trendforskeren sagde i Ekstra Bladet – det, der er citeret i de første linjer af denne artikel. Hun bruger ordet ”tværtimod”. Hun skelner ikke imellem at være frigjort og at være trendy, og hun mener, det er utrendy at være topløs. Ergo er man ikke frigjort, hvis man er topløs. Sådan går det til, at hun rynker på næsen af de ”billige” kvinder, der går med bare bryster på stranden.

Trendforskeren har måske ikke tænkt så dybt over, hvad hun præcis sagde, da journalisten ringede. Men det, hun nu engang sagde, illustrerer behovet for at finde tilbage til, hvad det egentlig er, ordene betyder – og dermed hvor vi hver især idémæssigt hører hjemme, og hvad det i det hele taget er, vi diskuterer.

Det er vigtigt at understrege, at frisind ikke er forbundet med nogen bestemt seksualitet. Det er ikke mindre ”godt” eller ”frit” at leve i et monogamt forhold baseret på troskab end at have skiftende partnere og eksperimentere seksuelt. Frisind handler ikke om at hive Jette Hansen ud af dobbeltsengen og ned i swingerklubben på hjørnet. Det handler om retten til at komme i selvsamme swingerklub uden hendes moraliserende fordømmelse. Det handler om at kunne smide toppen på stranden uden offentlig misbilligelse. Frisindet ligger ikke i, hvad man selv gør eller ikke gør, men i, at man accepterer, hvad andre mennesker gør eller ikke gør.

Et forbud mod prostitution vil være til gavn for flere ting.

Først og fremmest vil det gavne det kriminelle miljø, der profiterer på, at de prostituerede som konsekvens af en kriminalisering ikke har mulighed for at arbejde, leje lokaler og hyre hjælp inden for lovens rammer.

 Det vil gavne politikerne, der kan score billige værdipolitiske point ved at profilere sig i en moralsk sag på bekostning af en marginaliseret gruppe med ringe mulighed for at protestere.

Det vil gavne den kultur-moralske elite, der ikke følelsesmæssigt kan bære, at der findes mennesker, der lever på andre måder end hvordan de dikterer 'det gode liv'.

Det vil gavne de mange forfattere og filmskabere, der fortsat kan tjene kassen i penge og moralsk valuta ved at masseproducere historien om det ultimative kvindelige offer – den ufrivillige luder – baseret på intet andet end andre forfatteres og filmskaberes skildring af samme.

Det er muligvis også til gavn for befolkningens demokratiske dovenskab, når man ikke behøver bruge energi på at sætte sig ind i forskning og politiske dilemmaer, men kan nøjes med at tage stilling ud fra fordomme.

Men det vil ikke gavne de prostituerede. Det er der intet – hverken undersøgelser eller saglige vurderinger – der tyder på. Tværtimod er det netop de prostituerede, der betaler prisen for de ovenståendes økonomiske, politiske eller moralske profit ved et forbud.

Det er på tide, vi holder op med at dømme ud fra vores egen egoistiske vinding.

Det er på tide, vi lytter til de prostituerede og respekterer dem på deres præmisser frem for at tage den bekvemme vej og presse vores værdier ned over hovedet på dem.

At ville hjælpe andre mennesker på betingelse af, at de kun træffer de valg, man selv ønsker, de skal træffe, er ikke at hjælpe. Det er i bedste fald en måde at støde en befolkningsgruppe fra sig på og i værste fald social blackmailing.

Gør sexarbejde til et fuldt legalt erhverv, giv rettigheder til sexarbejderne, stop den politiske hetz og hjælp dem, som beder om hjælp på den måde, de ønsker at blive hjulpet.

Hvis I altså virkelig er interesserede i at hjælpe?

Debatten om kriminaliseringen af købesex har kørt intenst i nogle år efterhånden. Stærke kræfter på dele af venstrefløjen arbejder med en indædt dedikation efter at få gennemført et svensk forbud i Danmark.

Senest har Mette Frederiksen fra S og Marianne Jelved fra R meldt ud, at de ønsker at gennemføre et forbud , hvis der kommer et regeringsskifte. Det på trods af, at der ikke er så stor enighed om dette i deres bagland, som de ønsker at signalere. Læs mere her og her.

Hvad der slår mig, er, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvorfor de ønsker dette forbud. Der er ingen undersøgelser, der viser, at et forbud gavner hverken de prostituerede eller modvirker de urimelige vilkår for kvinder i trafficking. De alt for få saglige vurderinger og undersøgelser, der er foretaget om emnet, viser faktisk det modsatte. Politiet i Sverige har bl.a. udtalt, at prostitutionen er gået mere under jorden, hvilket har besværliggjort deres arbejde, efter lovens indførelse i Sverige.

De prostituerede selv udtrykker heller ikke noget ønske om at få forbudt deres erhverv. Tværtimod gør Sexarbejdernes Interesseorganisation det gang på gang meget klart, at der skal rettigheder og legalisering til, hvis man ønsker at hjælpe dem.

Der er ikke engang et ønske om forbud hos befolkningen. Meningsmåling på meningsmåling viser varierende grader af et flertal imod sexkøbsforbud.

Så hvad er det, de vil?

Danmark har fået sin første pro-sex feministiske blog:

www.prosexfeminisme.wordpress.com/

Læs artikler om porno, prostitution, kønsidentitet og meget andet fra en ny og tiltrængt feministisk vinkel.

På filmfestivallen i Cannes præsenterede Lars von Trier sin nye film ”Antichrist” for et publikum af kritikere og andre meningsdannere. Det var en film, det var nødvendigt at tage stilling til, dels pga. dens længe ventede ankomst og dels pga. dens grænseoverskridende indhold med lemlæstelse af kønsdele i fuld front og andet øjenguf. Og stilling blev der taget. Alle udtrykte en kontant for- eller imod-position med en mulig modvægt til det sidste. Herhjemme lå pressen vanligt på lur for at udstille Triers excentrisme og rebelske storhedsvanvid med ivrig klappen af den internationale latterliggørelse, der (pyha, heldigvis) fulgte deraf. Danmark har det jo bedst med, at dem, vi hylder, falder ned og kysser støvet hos os andre, når elfenbenstårnet bliver for højt.

Dette cirkus er velkendt og givetvis ikke noget, Trier ikke med en vis fryd også opbygger sin professionelle identitet omkring, og jeg fandt mig selv temmelig uberørt af postyret. Jeg var mere overrasket over den forargelse, filmen vakte i feministiske kredse, hvor Trier i flæng blev beskyldt for at at være kvindehader. The Ecumenical Jury,* som i mange år har været den kristent funderede moralske pegepind i Cannes, uddelte ligefrem sin første anti-pris nogensinde, fordi de med egne ord ikke kunne forholde sig tavse, da filmen var ”den mest kvindehadske film fra den selvudnævnte største instruktør i verden” . Det er ikke så lidt af en udnævnelse.

I øvrigt er det interessant, hvordan den kristne og feministiske dagsorden og verdenstolkning ofte smelter sammen. Der burde ellers være lagt op til et umage ægteskab, men der er åbenbart opstået en kærlig alliance i et fælles moralsk korstog.

Trier har lavet en film, der i mine øjne ikke er overstadigt imponerende kunst, men dog en rammende beskrivelse af de mørke afkroge af psyken. Det er en film med et symbolsk lag, der spænder mellem ironi og gravalvor, uden at nogen af delene bliver uvedkommende, og en, måske noget pessimistisk, men først og fremmest klog og dramatisk velfungerende tegning af en relation imellem to mennesker. Det ene af de to mennesker er af hunkøn, men selvom Trier bruger bl.a. heksemytologien til at udforske den del af mennesket, der er kvinden, ser jeg ikke filmen som et kønspolitisk indspark, men som et portræt. Det bør være muligt at portrættere og udforske kvinden, uden at det skrives ind i en kønspolitisk sammenhæng.

Mest af alt er det mig uforståeligt, hvordan dette portræt kan forveksles med kvindehad. Hvis man endelig skal tage de kønsteoretiske briller på, er det nye, at vi får lov at se Trier udforske de negativt ladede kvindelige personificeringer. Hvor han tidligere har dyrket kvinden som martyr, udforsker han nu de diabolske kvindelige udtryk, hvilket jeg læser som en oprigtig kærlighed til hele kvindens væsen frem for en fortsættelse af de idealiserede offerroller, man oftest bliver spist af med. Vi får for en gangs skyld lov at se kvinden i rollen som den beregnende og manipulerende voldspsykopat, og det er tilsyneladende denne rolle, der pisser en masse mennesker af. Som Trier spøgefuldt selv bemærker , er det på tide, at kvinden får lov at være skurken. Den udmelding underbygges, hvis ikke af andet, så netop af den ekstreme modstand mod, at hun er netop det.

Den feministiske kritik fører igen tilbage til, at kvinder opfattes som en samlet identitet, hvor en ringeagtelse eller fornærmelse af én kvinde automatisk smitter af på alle andre kvinder (læs også: Leonora Christina skov og den kvindelige synsvinkel og Undskyld Pernille ). Det er en automatreaktion, som givetvis er opstået af en følelse af pres, Denne følelse bør nu erstattes af reflektion, hvis ikke den skal fastholde kvinden i en offerrolle. Det er på tide, at kvinden frigør sig selv fra ”det fælles kvindelige lod” og ophøjer sig til individ. At fastholde enhver kunstnerisk portrættering af kvinden i en kønspolitisk dagsorden er at italesætte hende som problem i stedet for at lade hende indgå i kunstens undersøgende portrættering af mennesket, og det er for mig at se dybt hæmmende for kvindens position i samfundet i øvrigt.

Man kan altid tage kønsbrillerne på, ligesom man kan kigge igennem grøn cellofan og se omgivelserne i den farve, men nogle gange er det vigtigt at huske bare at se verden som det, den er. Det siger jeg lige så meget til mig selv.

* Definitionen af ecumenical fra dictionary.com: “promoting or fostering Christian unity throughout the world.”

Indlægget er redigeret d. 30.5.09

D. 8. marts i år skete der mindst to gode ting.

En ny feministisk platform blev lanceret med bloggen feministsinspace.wordpress.com/ . Bloggen styres af fire faste kvindelige bloggere og en masse gæsteskribenter, og målet er at skabe mere rum i feminismen. Det er der brug for.

Men vigtigst af alt  gik sexarbejdere og feminister for første gang i Danmarkshistorien på gaden for at demonstrere for sexarbejderes rettigheder.

Til den lejlighed holdt jeg en tale. Talen kan læses her:

Til at starte med vil jeg spare jer et kort øjeblik for politisk brandtale og ganske enkelt takke hver og en af jer, der er mødt op i dag, for overhovedet at være her.

Tak for det!

Vi er ikke mange, og det kunne man ikke forvente, vi ville være. For det kræver MOD at være her i dag. Det kræver MOD at gøre op med flere tusinde års historier. Historier om kvinden som svag og sårbar. Historier om skamfuld seksualitet og syndefald. Historier om madonnaen og luderen. Historier om horen, skøgen, tøjten som den faldne kvinde, der skal reddes ind på dydens – moralens – smalle sti. Historier om sagesløse kvinder, der bliver begæret og nedlagt og ALDRIG ALDRIG ALDRIG begærer og nedlægger.

En løgn, der siges ofte nok og som ikke afvises og modsvares, kan desværre opnå karakter af en sandhed. En moral, der ophøjes længe nok kan forveksles med et indlysende faktum.

Så hvordan får vi stoppet disse løgne? Hvordan får vi fortalt nye historier, der kan erstatte de gamle? Det gør vi, først og fremmest, ved at stå her i dag.

Få hundrede meter fra hvor vi står nu er en masse mennesker samlet i 8. marts-initiativets demonstration for at forbyde prostitution. Få hundrede meter herfra genfortælles de gamle historier om kvinders sårbarhed endnu en gang.

I mine øjne viser det, at en stor del af kvindebevægelsen er i en sørgelig forfatning. Feminismens navn er blevet taget til gidsel i en sag, der handler om alt andet end det, feminisme BØR handle om.

Det burde være åbenlyst, at der er noget galt, når en feministisk demonstrations hovedtaler er en af tidens mest populære mandlige politikere og demonstrationens formål er at bekæmpe andre kvinders rettigheder.

”Forbyd sexkøb”, siger de. Det skal være den mandlige sexkunde og ikke den kvindelige sexarbejder, der skal stilles til regnskab for usædeligheden.

Men at ulovliggøre sexkøberen ER ultimativt at ulovliggøre sexarbejderen. Den eneste forskel er, at man ikke engang tilkender sexarbejderen ansvarlighed og selvbestemmelse nok til at stille hende til regnskab for sine egne valg. Og dét fordi hun er KVINDE – der er sjovt nok ingen, der hidser sig op over, at mænd sælger sex.

Udover drastisk at forværre sexarbejdernes generelle vilkår, ville netop dén lovgivning også være med til at reproducere en forestilling om, at manden skal beskytte og tage ansvar for kvinden, for kvinden er sårbar og ude af stand til at handle selv.

Det er lige præcis de forestillinger, som det burde være feminismens opgave at slå i tusind stykker.

For kvinder er ikke svage! Vi er stærke, handlende individer, der har ret til bestemme over vores egne kroppe! Der har ret til, som samtykkende voksne, at dyrke sex med hvem vi vil og hvordan vi vil, uanset om der er penge involveret eller ej!

Så hvor er feminismen henne?

Er det fordi, vi kvinder er løbet tør for ting at kæmpe for, at landets største feministiske forsamling kæmper under samme antifeministiske parole for andet år i træk? Det ville visse feminisme-kritikere sikkert sige...

NEJ!

Der ER STADIG en kvindekamp at kæmpe! Hvad vi kæmper for – her –  i dag er kvindens frigørelse fra patriarkatets jomfru-ideal!

Vi ønsker at gøre op med forestillingerne om en romantisk, monogam seksualitet som den eneste mulighed for kvinder. Vi vil kæmpe for en kultur, hvor kvinder anerkendes som handlende subjekter med ret til egne tolkninger af det værktøj, der er seksualiteten, og det UDEN for moralske forestillinger om, hvad der er en RIGTIG seksualitet, og hvad der ikke er.

Kampen for sexarbejderes rettigheder er en social kamp, hvor målet er anstændige arbejdsforhold for sexarbejdere, men den kamp er også et symbol for frisættelsen af kvindens seksualitet, og det er derfor, vi står her i feminismens navn i dag!

FOR SEXARBEJDERES RETTIGHEDER!

Som feminister og/eller sexarbejdere vil vi på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts indtage gaderne på Vesterbro for at bekæmpe diskrimination og undertrykkelse af alle kvinder.

Kampen for sexarbejderes rettigheder er en feministisk kamp!

Vi har følgende krav:

STOP KRIMINALISERING AF SEXARBEJDE! STOP SEXKØBSFORBUDET!
At ulovliggøre sexkøb er ultimativt at ulovliggøre sexarbejderen. Den eneste forskel er, at man ikke engang tilkender den kvindelige sexarbejder ansvarlighed nok til at kunne stille hende til regnskab for sine egne valg. Vi kræver en ende på dette forkvaklede kvindesyn!

SEXARBEJDE SKAL ANERKENDES SOM ARBEJDE! VI KRÆVER RETTIGHEDER TIL SEXARBEJDERE!
Manglende arbejdsrettigheder gør sexarbejdere sårbare overfor overgreb og medfører dårlige arbejdsvilkår. Sexarbejde er sex under samtykke. Sex uden samtykke er ikke sexarbejde men vold eller slaveri.
Vi kræver mulighed for at organisere og sikre sexarbejdere som alle andre arbejdere, det være sig med pension, a-kasse, forsikring etc.

STOP STIGMATISERINGEN AF SEXARBEJDERE!
Vi kræver retten til at bestemme over vores egne kroppe uden omgivelsernes fordømmelse! Retten til seksuelt samvær med folk af alle køn og alle etniciteter, uanset om penge er involveret eller ej.

RETTEN TIL AT BLIVE HØRT! SEXARBEJDERE SKAL HØRES, NÅR SEXARBEJDE DEBATTERES!
Sexarbejderes behov for anonymitet kan og må ikke bruges som undskyldning til at ekskludere dem, det hele handler om.

STOP DEPORTATIONEN AF MIGRANTE SEXARBEJDERE!
Når migrante sexarbejdere arresteres og udvises, siger man, det gøres for at bekæmpe kvindehandel, men det, der i virkeligheden oftest sker, er, at de papirløse migrante sexarbejdere opspores og deporteres tilbage til deres hjemland, hvorefter de sidder tilbage i en langt værre situation og med den gæld de satte sig i, før de første gang kom hertil for at sexarbejde. Restriktive immigrationslove og antiprostitutions-politik forstærker diskriminationen, volden og udnyttelsen begået mod migrante sexarbejdere. Rettigheder til sexarbejdere er for alle sexarbejdere.

Sexarbejderes rettigheder er noget, der vedrører alle køn, men d. 8. marts er det kvinderne, der kæmper, og derfor holder vi manifestationen SEPARATISTISK. Det vil sige, at manifestationen er forbeholdt bi-, trans-, lesbiske og heteroseksuelle kvinder. MÆND INGEN ADGANG! Der henvises til støttegruppen, hvor alle er velkomne.

OBS: Vi mødes klokken 14.45 på hjørnet af Reventlowsgade og Istedgade. Kig efter banneret og de røde paraplyer! Vi går kl. 15.10 og ender på Enghave Plads omkring kl. 16.30 med taler og stop undervejs.


MØD OP!

Jeg kan godt lide at shoppe. Jeg har et passioneret forhold til tøj og æstetiske udtryk. Jeg elsker at gå ind i en butik og nyde synet af de mange muligheder for æstetisk selviscenesættelse, der findes der. Jeg kan også godt lide de dyrere butikker, der giver mit visuelle udtryk mulighed for at indtage en smags- og klassemæssig position.

Der er kun et problem:  Tøjekspedienter. 

De mennesker, der arbejder med at sælge tøj for de dyre mærkevarer, er af en ganske særlig race. I virkeligheden har de et ikke særlig udfordrende og ikke særlig velbetalt job, men alligevel er de som en slags super-mennesker, der på et øjeblik kan vurdere, om du er en kunde, det er værd for dem at bruge deres dyrebare tid og opmærksomhed på. For en ung pige med hørebøffer og viltert hår som jeg selv, bliver det højst til et lidet bifaldende blik, hvis jeg vover mig ind hos Burberry eller Birger Christensen. Hvis jeg tillader mig at stille et spørgsmål, afleveres svaret  med irritation og sjældent fyldestgørende information, og jeg ender som regel med at forlade forretningen med lidt mindre selvagtelse end før, jeg begav mig derind.

Men til jul fik jeg en gave, der ændrede mit liv. En skuldertaske fra Mulberry.  Denne konstruktion af knapper og læder har gjort mig til et nyt menneske. Et menneske, som er en tøjekspedient værdig. Irritation og misbilligelse er blevet afløst af førsteklasses spytslikkeri. Det er vidunderligt, hvad en accessorie kan gøre for det outfit, der er dig.

Men jeg har måtte erfare, at der trods alt er en begrænsning på tøjekspedienternes magt. Mulberry-tasker og andre luksusvarer er slet ikke nok til at placere mig blandt samfundets elite længere. Efter lang tids overflodssamfund kræver det nemlig accessories, der symboliserer andet og mere end købekraft. Det nye topmoderne tilbehør, der kan sætte prikken over i’et i dit image er derfor:

Etik.

Etik forstået som, at du tager stilling til verden omkring dig og demonstrerer din stillingtagen. Ligesom med mærkevare-tasker behøver du ikke forholde dig til, hvor og hvordan og hvorfor, du ønsker at eje dem; det at du bærer symbolet er rigeligt. Det er nemt. Det er sjovt.

Som den festglade og generøse læge Erik Hohwü udtrykker det  på sin hjemmeside http://www.erikhohwu.dk/ :

”Det behøver hverken være kedeligt eller helligt at være go'. Faktisk, så vil vi bare have det sjovt.”

Det behøver ikke være kedeligt at være go’, siger han. Det lyder jo rigtig godt, men der et ét problem: Han tager fejl.

Det er temmelig kedeligt at gøre noget godt. Det er faktisk surt arbejde. Det kræver nemlig, at man bruger en masse tid på at sætte sig ind i, hvad det, man ønsker at gøre, drejer sig om. Det kræver, at man  prøver at forstå, hvordan man bedst hjælper dem, man ønsker at hjælpe, og det med andet end sin egen umiddelbare forargelse. Det kræver, at man indser en masse kedelige ting og bruger en masse kedelig tid.

Men det er der ikke ret mange, der tænker over. Der er nemlig ikke ret mange, der bekymrer sig om, hvordan det rent faktisk går med de stakkels piger på Vesterbro, som Erik Hohwü beretter så indlevende om. Man har nemlig aldrig spurgt dem.  Til gengæld får Hohwü selv masser af tid til at berette om sit projekt i landsdækkende medier. Og alle klapper i hænderne. Det ville være upassende at stille spørgsmålstegn ved, om Reden nu er stedet at give de penge til. Spørgsmålet er ellers temmelig relevant, eftersom Reden offentligt har udtrykt, at de kun ønsker at hjælpe en begrænset gruppe af de prostituerede 1), eftersom de lyver om deres tal 2) og frihedsberøver udenlandske kvinder mod deres vilje 3).

Men vi overvejer det ikke engang. For han vil jo bare hjælpe de stakkels kvinder, (indsæt følelsesladet beskrivelse af deres sølle vilkår her), så hvordan kan nogen være så kynisk at stille kedelige spørgsmål, som forsinker denne proces? Han vil det jo godt, og det er det, der betyder noget.

Det er nemlig uetisk, og dermed umoderne, at stoppe op og reflektere. Vil man gøre en god gerning, er det intentionen mere end resultatet af handlingen, der har betydning.

For det er slet ikke pigerne på Vesterbro, det handler om. Det er Erik og alle hans festende venner selv. Derfor er det deres intentioner, der betyder noget og ikke de andres virkelighed. Det handler om de mennesker, der gør de gode gerninger og ikke om dem, de påstår at ville hjælpe.

Den priviligerede samfundsgruppe ønsker at redefinere sig selv. De ønsker sig et nyt outfit. Og Erik har designet det:

 ”Vi gider ikke være den ligeglade, den overfladiske, den selvoptagne Generation X og Y længere. Vi vil ikke kaldes ”græshoppe”-generationen, ”nå?”-generationen eller ”mig”-generationen, når historien skal skrives.

 Vi vil være Generation G.

 G for Generøsitet. G for Godt Selskab. G for Godt Grin. G for Generation Gi’.”

 og som han siger til dr.dk:

 ” Jeg er træt af at høre om Generation X og Y, Generation Nå og alle de andre kedelige betegnelser. Vi skal hellere være Generation Gi', hvor vi ikke spiller hellige, men hvor vi har det sjovt med at hjælpe andre” 4)

Bemærk, hvordan Hohwü gentagne gange understreger, at det ikke må være ’helligt’. Det er der en meget klar årsag til. ’Helligt’ er jo slet ikke blevet moderne endnu.

Kilder:

1)      Læs Dorit Otzens egne ord:

”-Hvad nu, hvis de giver udtryk for, at det er det, de vil?(fortsætte i prostitution)

"Så må de gå andre steder hen. Så må du tale med en revisor eller en advokat, der kan hjælpe dig i den retning. Jeg arbejder i en organisation, der ser kriminalisering som en mulighed for at begrænse prostitution, så sådan er det.”
http://www.information.dk/172816

2)      http://thehumanstain.smartlog.dk/redens-falske-tal-post158780

3)      http://www.information.dk/172816

4)      http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/02/05/Fra+triste+ludere+til+sjov+st%C3%B8ttefest.htm

Der kommer til at være stille på min blog det næste stykke tid. Grundet diverse omstændigheder vil jeg ikke have mulighed for at bringe nye indlæg, selvom der, guderne skal vide, er masser at skrive om.

Som erstatning bringer jeg her et billede af den skønne Rachel Aldana. Hun er født med en JJ-skål, hvilket hun i mange år havde det svært med. Hun mødte meget fordømmelse fra sine omgivelser (observer blot interviewerens nedladende facon i dette tv-program: http://www.youtube.com/watch?v=3Vj-VR6zZsc&NR=1 ) , men hun valgte på et tidspunkt at blive nøgenmodel, hvormed hun kunne vende sit "handicap" til sin fordel. Det har hun med garanti også mødt masser af fordømmelse på. Men jeg håber, hendes mange beundrere opvejer det.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en svaghed (kald det fetish) for damer med abnormt store bryster. Også selvom det, i sagens natur, giver mig mindreværdskomplekser. Men suk... hvilket naturens mirakel er denne kvinde dog ikke?

Følgende blev bragt i Politiken (med små justeringer) d. 16. november 2008. 

Faktisk er det overflødigt, at jeg kommenterer artiklen "Politiet har kun fundet tre sexslaver" af Ritt Bjerregaard, Mette Frederiksen, Hanne Vibeke Holst og Sara Blædel (Pol., 5. november). Læsere, der nærstuderede Anne-Marie Steen Petersens spidse illustration, har allerede fået mit budskab.

På tegningen ser man tre sexarbejdere. De ser hverken lykkelige eller ulykkelige ud. De er bare ranke, sexede og optaget af deres forretning. En af dem taler i mobiltelefon. Men i forgrunden, helt ud mod læseren, står der en fjerde kvinde. Hun er elegant klædt. Hun udstråler en autoritet, som vi ikke tillægger pigerne i baggrunden. Hun er en kvinde af det gode borgerskab, og hendes sjæl er tydeligvis forpint af uvilje mod netop de tre sexarbejdere og alt, hvad de, for hende, repræsenterer.

Anne-Marie Petersen fanger i en simpel tegning alt det forkvaklede ved den modstand mod prostitution, som de to forfattere og de to politikere gør sig til talsmænd for. De fire er privilegerede og feterede. Det ligger i deres kapacitet at blive offentlige personer med stor indflydelse på samfundet, og den mulighed har de hver især valgt at udnytte. De kunne også have valgt så meget andet – endda at blive sexarbejdere, hvis det var det, de ville. De fleste mennesker i verden må misunde dem deres mange muligheder.

Men på en eller anden mystisk måde har de fået ind i hovedet, at tilstedeværelsen af sexarbejde ødelægger noget vigtigt i deres liv. Så de bekæmper det. Og for at bekæmpe det, sidestiller de sexarbejde med kvindehandel. De nævner konsekvent de to ting som uundgåelige konsekvenser af hinanden. Det er samme retorik, der bruges, som når sexafholdenhedsforkæmperne i USA sidestiller sex uden for ægteskabet med kønssygdomme og graviditet.

For de fires påståede bekymring for sexslaverne er tydeligvis uden forbindelse til virkeligheden. De beklager sig over, at politiet på et år kun har fundet tre handlede kvinder trods en stor politi-indsats, og de kræver mere præcise tal for antallet af ofre for menneskehandel. Men hvem siger, at der er så mange flere?

Forskningen viser et ganske andet billede af menneskehandel i forbindelse med sexarbejde end den skingre og virkelighedsfjerne stereotyp med tvungne kvinder, der må betjene 25 kunder om dagen. Vi taler om kvinder, der har et projekt, en vilje. Sine Plambech og Anders Lisberg skrev om det i en meget interessant kronik her i Politiken den 29. september. En gruppe nordiske forskere har også netop præsenteret en rapport om det på en konference i Stockholm. Men i de fire feministers fremlægning har de prostituerede, migranter eller ej, ikke anden vilje end den de fire, som selvudnævnte repræsentanter for kvindekønnet, tillægger dem.

At kvinderne selv har valgt sexarbejde står ikke i modsætning til, at de er eksponerede for udnyttelse. Og denne udnyttelse skal vi bekæmpe. Men det bliver bestemt ikke bedre af, at det officielle Danmark ikke vil acceptere den virkelighed, de udenlandske sexarbejdere lever i. Eller de valg, de træffer. Man trækker en seksualmoral ned over hovedet på dem. Man nægter dem rettigheder, man stigmatiserer dem, man lader politiet gennemføre razziaer mod dem, tilsyneladende uden andet formål end chikane. Og så undrer man sig over, at der er nogle, der prøver at udnytte deres behov for beskyttelse.

Det er blandt andet Ritt Bjerregaard og Mette Frederiksen, der som politikere har ansvaret for denne virkelighed. Så man kan ikke læse det som andet end hykleri, når de bagefter gør sig til af en omsorg over for de udenlandske sexarbejdere. Ligesom kvinden på tegningen, kigger de fire feminister forargede væk, i stedet for at kigge på de kvinder, det handler om.

Og hykleriet bliver suppleret med mytedannelse. De fire kalder det for eksempel et faktum, at de sociale organisationer har mødt 250 kvinder, der potentielt er ofre for menneskehandel. Men det er et falsum. Faktum er, at de sociale organisationer har haft kontakt til i alt 250 udenlandske kvinder. Mange af dem, ved de med sikkerhed, ikke er ofre for menneskehandel. Mange andre har de blot talt i telefon med, eller de har mødt dem flygtigt på gaden og udvekslet nogle få ord, men uden at ane, om de er ofre for noget som helst andet end en vulgær udlægning feminisme.

For det er netop ligestillingskortet, de fire trækker som deres sidste trumf. Men deres budskab har intet med ligestilling eller virkelig feminisme at gøre. At kvinder med mange muligheder bekæmper kvinder med få muligheder er blot et eksempel på, at kvindesagen er blevet kidnappet af selvudnævnte profeter, der kun arbejder for deres egne egoistiske interesser.

En ægte feminisme giver hver enkelt kvinde muligheder – på hendes egne præmisser og efter hendes egne ønsker. Også hvis hendes præmis er, at hun mangler penge, og hendes ønske er at bruge sin seksualitet til at tjene dem. På den måde er det sexarbejderne, der er forrest i kampen for andre kvinders rettigheder. Deres valg er ekstremt, men det er accepten af de ekstreme valg, der giver plads til alle andre valg.

Jeg troede engang, at blogs var teenagepigers dagbøger "made public", men den forestilling har jeg måtte lægge grundigt på hylden. Bloggen er blevet medie for den nytænkende og anti-autoritære journalistik, som de officielle dagblade ellers har givet øget afkald på.

Blognetværket har givet stemme til en masse mennesker, som ønsker at udtrykke deres syn på verden, uden at skulle svare til en redaktør. Den har på en gang udvidet og udfordret demokratiet. Stemmerne udgøres af mange forskellige mennesker med mange forskellige sager. En gang imellem overlapper disse sager hinanden, og man får perspektiver, man ellers ikke umiddelbart havde tænkt over.

Det er for mit vedkommende tilfældet med følgende blog, som engagerer sig i flygtninge- og migrationspolitik. Det er i sig selv et spændende og værdigt emne at engagere sig i, men når forfatteren så oven i købet skriver et glimrende indlæg om sammenhængen mellem anti-prostitutionsdebattens trafficking-retorik og den migrationspolitik, som påvirker tusinder af mennesker hver eneste dag, fortjener den en lille reklame her på bloggen.

Læs selv her.

 Billedet er fra http://postsecret.blogspot.com/

"Det er et stort selvbedrag. Man kan ikke lade mennesker indvardere sin krop uden, at det går ud over ens sjæl. De kvinder jeg har talt med fortæller, at de bagefter kæmper i flere år med oplevelserne, og oplever falsh back. Ja de kan lugte sæd i flere år efter. Det er altså ikke sundt hverken for krop eller sjæl"

Da jeg læste denne udtalelse af sexolog Christina Tatarczuk i Nyhedsavisen, blev jeg meget arrig. Jeg blev faktisk så arrig, at jeg valgte at skrive et brev til hende.

Først skrev jeg en længere smøre om, hvordan hun skulle kende sig sit ansvar bevidst og forstå, at udtalelser som denne er med til at fastholde kvinder i et skamfuldt selvbillede, hvor de ikke har ret til at bestemme over egen krop. Hvordan hun bakker op om den eksisterende forestilling om, at kvinden skal opføre sig tækkeligt, da det ellers vil have livsvarige konsekvenser for hende. Hvordan hun er med til at fastholde et billede af kvinden som offer for mandens seksualitet uden nogen selvstændig seksuel vilje. Jeg ville stille hende spørgsmålet om, hvordan hun som sexolog kunne tillade sig at bidrage til at fucke kvinder i dette land op på den måde?

Det brev valgte jeg imidlertid at skrotte. Jeg var ganske enkelt FOR arrig til at være ærlig. Det ville være for nemt at spille med rene kort. Det gør hun jo ikke, så hvorfor skal jeg?

Jeg sender hende derfor dette brev i stedet:

Kære Christina,

Jeg læste dine udtalelser i Nyhedsavisen (http://avisen.dk/lykkelig-prostitueret-er-selvbedrag_98410.aspx), og de fik mig virkelig til at tænke over mit liv... Jeg har overvejet, om jeg skulle gå til psykolog, og da jeg læste, hvad du fortæller om, hvordan det kan være skadeligt at have sex med mange mænd, tænkte jeg, at det måske var en sexolog, der kunne hjælpe mig med mine problemer.
Jeg har været sammen med rigtig mange mænd. Da jeg var ung teenager, advarede min mor mig om, at jeg skulle passe på mig selv og ikke lade enhver mand få mig, fordi det at have sex med en mand er at give et stykke af sin sjæl til ham...
Det råd var jeg dum nok til at blæse på. Nu har jeg haft sex med omkring X mænd (og X piger, men de tæller vel ikke?), og jeg føler mig rigtig ked af det. Jeg har aldrig overvejet, om det kunne være derfor, jeg har det så svært, jeg har altid fundet det rart at have sex, men efter jeg læste din udtalelse, gik det op for mig, at jeg nok ikke har været klar over, hvad jeg gjorde ved mig selv...
Problemet er, at jeg stadig har lyst til at have sex med alle de her mænd, selvom jeg godt ved, det er skadeligt for mig. Jeg synes bare, det er så dejligt. Hvad skal jeg gøre??
Jeg tænkte, at det var noget, du vidste noget om. Jeg ved ikke, hvem jeg ellers skal spørge.

På forhånd tak!

Det er et brev som en følsom ung pige modtagelig for omverdens normer og fordømmelse ville skrive. Det kunne have været mig for 4 år siden. I dag forekommer det mig åbenlyst, at en kvinde ikke lader sig ”invadere”, når hun har sex, at frivillig sex umuligt kan gøre skade på ens sjæl(hvad det så end er) og at sæd altså ikke er en skamfuld uhåndterbar størrelse beregnet til begrænset indtag, som hjemsøger en i årevis, skulle man få for meget af det.

Men det ved alle unge piger ikke. Faktisk vil jeg vove den påstand, at de færreste ved det. For medierne er stadig plaget af folk som Christina, der er med til at fortælle unge piger, at de skal passe på deres krop og ikke give den væk til for mange.

Derfor sender jeg mit brev. På vegne af dem, så at sige. Jeg sender det, fordi jeg forventer, hun giver mig ret i, at det er skadeligt for mig at have mange partnere. For at få hende til at indrømme, hvad det i virkeligheden er, hun mener. For at udstille, at hun bruger prostitutionsdebatten til at formidle sit eget forkvaklede moralistiske seksualsyn. Jeg vælger at optræde med rigtigt navn, og derfor regner jeg faktisk ikke med et svar, da en kvik googling ville føre hende hertil. Overraskende nok lykkes mit projekt.

Hun svarer. Hun svarer sågar det, jeg forventer. Hun giver mig ret i, at jeg skal finde en vej ud af mit promiskuøse seksualliv.

Jeg kan altså hermed bekræfte min teori og udstille hendes seksual- og kvindesyn og på den måde underkende værdien af hendes udtalelser.

Men så sætter samvittigheden ind. Hun svarer for at hjælpe mig. Ganske vist er gode intentioner ingen undskyldning for dårlige handlinger, men hun rækker trods alt hånden ud til mig i bedste tro.

Og så er det, jeg forestiller mig, at jeg rent faktisk kom til hende for at få hjælp. At jeg sad i en stol overfor hende og åbnede mit hjerte for hende, for at hun skulle hjælpe mig. Måske havde jeg en hård fortid, måske havde den hårde fortid ført til, at jeg havde taget nogle socialt uaccepterede valg, for eksempel at arbejde som prostitueret.

Hvis man ikke i en situation, hvor et menneske blotter sin følsomhed over for en, er i stand til at tilsidesætte sin egen moralske dagsorden og rent faktisk kigge dette menneske i øjnene og respektere det, hvor er man så?

Ikke et sted, hvor jeg har lyst til at være. Og derfor lader jeg Christina være i fred nu. Jeg håber dog, hun læser med og forstår, hvor smertefuldt det er at blive misbrugt af folk, der ønsker at promovere deres egen moralske overlegenhed og politiske dagsorden.

Jeg begyndte at ryge i foråret 2005. Modsat de fleste andre, kan jeg sætte en dato på.

Før da havde jeg ikke været festryger og dengang som 15-årig, hvor min veninde forsøgte at stikke mig en cigaret i skumringen ved en lille fårestald i Frankrigs bjerge, tog jeg et enkelt hvæs og blev så febrilsk, at jeg gravede et hul og begravede cigaretten i jorden.

Jeg kommer fra et rygerhjem, hvor min lillesøster og jeg ofte lavede scener, når mor røg, fordi vi havde hørt, det kunne slå hende ihjel, og at hun var en junkie, fordi hun røg. Vores mor var jo ikke en junkie!

Det lå os meget på sinde, kan jeg huske. Nogle gange græd vi sågar.

Mor smilede for det meste bare til os, når vi bad hende om at holde op. En enkelt gang stoppede hun. Min stedfar var mere inkarneret ryger. Underklassebaggrund og selvstændig med en meget stresset hverdag. Han blev virkelig vred, rødmosset og arrig, når vi krævede, han skulle holde op. Og dengang føltes det som verdens største uretfærdighed, at han prioriterede sine smøger over vores ønske.

Men i foråret 2005 sidder jeg i min psykologs sofa. Hun har været min psykolog, siden jeg var 12 år og kender mig derfor bedre end de fleste, men har også efterhånden fået sagt, hvad hun kunne sige til mig. Grunden til, jeg sidder der og har siddet i en del sofaer før hendes, er, at jeg siden, jeg var et lille barn, har kæmpet med store psykiske problemer, deriblandt hyppige angst- og hysterianfald. Disse ”anfald” skiftede karakter, efterhånden som jeg blev ældre, og de var blevet meget hæmmende for mit virke i dette samfund. Det skete hyppigere og hyppigere, at jeg i offentlige sammenhænge fik sammenbrud ved de mindste ting og for det meste uden tydelig årsag. Hvis jeg gik på en befærdet gade, ville jeg lige pludselig blive hysterisk angst for alle andre mennesker og græde og råbe og skrige. Med garanti til stor gene for dem, der befandt sig omkring mig, hvilket jeg dog ikke var i stand til at ænse.

Min psykolog har tidligere foreslået mig forskellige værktøjer til at håndtere disse situationer. Men kognitive metoder kan være vanskellige at gennemføre uden fysiske hjælpemidler, og derfor foreslår hun mig at begynde at ryge. Hun er ikke selv ryger, men en rar og vis gammel dame, og derfor overrasker forslaget mig en hel del.

I starten var cigaretten mest af alt en akavet rekvisit. De garvede rygere omkring mig grinte tit af min barnagtige måde at tænde og holde smøgen på, og der gik noget tid, før jeg vendede mig til situationen.

Men efter noget tid blev jeg altså ryger. Jeg forstod ret hurtigt, hvorfor ’ryger’ var noget, man var og ikke bare noget man gjorde. Jeg havde nemlig timet min nyfundne kærlighed med resten af samfundets opvågnen til kamp mod min elskede. De venner, der før havde rynket på næsen af mine formaninger over deres usunde forbrug, smed nu selv smøgerne fra sig og blev som omvendte religiøse, der ville frelse mig fra den synd, de selv havde lagt bag sig.

Og der gik som bekendt heller ikke lang tid, før rygeforbuddet blev indført, hvilket placerede mig i en minoritet, hvilket jeg ikke før havde oplevet. Mine nye åndsfæller var en lille gruppe mennesker med gule tænder, der stod og rystede i kulden og følte en stærk samhørighed på bekostning af den fordømmelse, der sad og ventede på den anden side af café-døren med en café latte og et 7 år længere liv.

Nu er jeg ryger, og det bliver jeg nok ved med at være, uanset hvor mange af mine kammerater, der måtte vælge at vægte den sociale accept højere end vores udendørsstunder. Der er nemlig mange dejlige ting ved at ryge. Men det ubetinget vigtigste for mig er, at når jeg i dag mærker angsten kravle op ad mig, lader jeg den ikke få overhånd. I stedet tager jeg en smøg. Jeg sætter mig på den nærmeste bænk eller trappesten og slapper helt af i nogle minutter. Om det er nikotinen, ritualet i sig selv eller begge dele er mig uvist, men jeg giver slip og føler mig tryg.

Den akavede cancer-bringende rekvisit er blevet en velsignet ven midt i min verdens fortvivlende ensomhed. Jeg har et fysisk sted at placere mine følelser, når de bliver for overvældende. Det har i sin yderste konsekvens givet mig en nyfunden lyst til at leve, og pludselig forstår jeg min stedfar. Han er en ualmindeligt stresset mand med et hårdt liv i bagagen, som de færreste gulerodsjuice-drikkende sundhedsaktivister ville kunne sætte sig ind i. Når han holder sine rygepauser (og dem er der mange af), får han et frirum, som gør et ellers uudholdeligt liv udholdeligt. I virkeligheden skylder jeg ham en undskyldning. Det urimelige havde hele tiden været at prioritere min angst for at dø over hans vilje til at leve.

Uanset hvilken metode, vi vælger for at skabe os et liv, vi kan leve, har vi ret til at vælge. Om det så er detox-kure eller øl og smøger. Camilla skriver om det fjollede i at snakke om rygeres vs. ikke-rygeres rettigheder i dette glimrende indlæg, og det er i mine øjne også underordnet at diskutere, for diskussionen må og bør altid ende med, at vi alle har rettigheder og ingen vægter over andres. Det er det, det vil sige at leve i et frit samfund, og det er ikke gratis.

Leonora Christina Skov har i Weekendavisen d. 26.-27. juni skrevet en anmeldelse af Cecilie Rosdahls ”Kontrakten”. Selve anmeldelsen er en sandsynligvis fortjent tilsvining af, hvad der ifølge LCS burde være blevet i skrivebordsskuffen. Makværk kalder hun det og fremhæver de klodsede metaforer. Jeg studser lidt over, at LCS i sin roman ”Champagnepigen” i mindre skala begår samme litterære fejl, som hun her kritiserer Cecilie Rosdahl for, men lad nu det ligge. Man kan vel godt være en god anmelder, selvom man er en dårlig forfatter.

LCS påpeger, at hun var positivt indstillet på at læse bogen, da hun mener, ”der bliver skrevet alt for lidt om sex fra en kvindelig synsvinkel”. En kvindelig synsvinkel. Hvad mon den selvudnævnte queer-tilhænger Leonora mener med det?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke læser LCSs skriblerier med samme åbensind, som hun påstår at have lagt for dagen med denne bog. Faktisk har hun længe fortjent en overskrift på min blog, og det er lidt af et tilfælde, at det er denne anmeldelse, der udløser en sådan.

Vi kvinder er tilsyneladende fastholdt i et (selv)billede af at være en minoritet. Vi er en undertrykt, homogen gruppe, der kæmper for nogle fælles rettigheder og interesser, på trods af, at vi udgør omtrent halvdelen af jordens befolkning. Sådan fremstår vi i hvert fald, for som en hver anden homogen minoritet har vi fortalere, repræsentanter. Og Leonora Christina Skov er en af disse.

I virkeligheden er alt, det kræver for at blive en sådan fortaler, at man er kvinde og udtaler sig offentligt på en måde, som ikke stiller spørgsmålstegn ved, hvad vi tidligere har hørt kvinder sige, og så er lidt interessant at høre på. Og det opfylder Leonora.
Hun er veltalende, klæder sig kvindeligt men tækkeligt, har en kandidatgrad og så er hun tilmed ung. Hun kan videreføre de gamle idealer til en ny generation.

Det skal ikke forstås sådan, at kvinder, der mener andet end den gængse feminisme ikke får lov at udtale sig, men de bliver netop præsenteret som en opposition til kvindekønnets sande interesser repræsenteret ved den gammel-feministiske skole.
Men det forklarer i virkeligheden, hvad Leonora mente med ”den kvindelige synsvinkel”, som jeg bemærkede tidligere. For der er en kvindelig synsvinkel. Den kvindelige synsvinkel er den, der siger, at prostitution er et fængsel, at sex uden kærlighed er vold mod kvinder, at seksuelle afvigelser er en kræftsygdom udløst af patriarkalske usunde konstruktioner og at kvinder grundlæggende (måske qua deres martyrium) er svagere og mere hjælpeløse end mænd.

Jeg vil ikke lægge LCS disse ord i munden, ligesom jeg ikke vil bebrejde hende at kritisere en ud fra anmeldelsens citater at dømme talentløs bog, men det hænger skam sammen med, hvad der helt præcist udløste dette blogindlæg; Rubrikken til hendes anmeldelse af Rosdahls bog lyder således:

”Er De til S/M-forhold, kræftsygdom, selvmord, prostitution, incest, vold, fængsel og mord, er Cecilie Rosdahl lige noget for dem.”

Nu ved vi så, hvor skabet skal stå. Og ikke det der moderigtige designerskab, som Leonora selv er sprunget ud af, men det beskidte, aflåste tabu-skab, som åbenbart stadig gør sig bedst ved siden af alle verdens elendigheder.

 Nogen burde skrive en afhandling om den udvikling, der sker i Sverige lige nu.

For mig at se, er det et nationalt selvbedrag, som fastholder en forestilling om demokrati og frihed, mens landet langsomt bliver mere og mere totalitært. Kontrol af "den rigtige levemåde" er blevet en offentlig forpligtelse, og seksuel afholdenhed er, forudsigeligt nok, næste skud på stammen. 

http://politiken.dk/videnskab/article528103.ece

"De anfører, at det er på høje tid, at betydningen af antallet af partnere får en fremtrædende plads i seksualoplysningen og ikke affærdiges som moralisering."

Sverige har stadig en selvopfattelse som værende et frisindet og fremsynet land, og denne etiket bruger de som en sløring til at gennemtvinge moralistiske og angste samfundsløsninger. For det er jo aldrig moralsk, siger de.

Min yndlingsfilm, da jeg var 5-6 år gammel, var Ridley Scotts  ”The Legend”. Vi havde optaget den fra tv, og jeg så den igen og igen, som man vist gør, når man har en yndlingsfilm som barn. Jeg kunne ikke engelsk og kunne ikke læse undertekster, så det var udelukkende det visuelle, der fascinerede mig. Jeg husker, at jeg nogenlunde men ikke helt forstod, hvad filmen handlede om.
Men det var heller ikke så vigtigt, for i virkeligheden så jeg først og fremmest filmen igen og igen, fordi det kildrede så rart dernede mellem benene. Jeg fortalte selvfølgelig ikke min mor, at det var derfor, for allerede dengang vidste jeg, at det ikke var helt rigtigt at føle sådan.

Der var en bestemt scene, som jeg husker meget stærk. Det er mit mest erotiske barndomsminde, så at sige, og jeg tror, den har været med til at forme min seksualitet senere hen. Når den kom på, følte jeg mig meget flov, hvis der var andre, der befandt sig ved fjernsynet end mig selv.

Via Youtube har jeg nu genopsporet denne scene… Den handler om den unge, uskyldige prinsesse Lily, der bliver taget til fange og omvendt til mørkets side via en temmelig erotisk dans (og iført en temmelig dyb udskæring) for derefter at modsætte sig djævlens vilje om at blive hans brud, men samtidig lokke og lege med ham gennem et tydeligt seksuelt spil.

Se den (delt i to) her:

Jeg husker især djævlens maskulint begærende overmagt (hans størrelse, hornene og Tim Currys mørke stemme) og ”tvangs”elementet med at hun overgiver sig til sin liderlighed mod sin vilje som det, der vakte min opmærksomhed. Sagt med voksne termer altså. For den følelse, jeg erindrer, har jeg ikke noget sprog for, da jeg jo ikke havde det dengang. Jeg mærkede den bare.

Havde jeg set scenen i dag uden at erindre min oplevelse fra dengang så stærkt, havde jeg nok ikke tolket den nær så erotisk. Dels ville jeg jo forstå hvad de sagde, hvilket givetvis ville fjerne opmærksomheden fra kropssproget og dels ville det kitschede gotiske udtryk sandsynligvis have stjålet min voksne smagsdommer-opmærksomhed. Hvor jeg dog savner min barndoms simple liderlighed nogle gange.

I ”Turen går til Brasilien” er der vejledning til, hvordan man som turist får de bedste oplevelser, når man besøger Brasilien. Der er guides til shopping, spisesteder og must-sees. Muligheder for vesterlændingen med den bugnende pengepung for at købe sig en god og spændende ferie. De mennesker, man køber sin aftensmad eller nye kjole af, lever antageligvis ikke under forhold, vi her i Danmark ville vurdere som ”anstændige”, men de er taknemmelige for dig og dine penge, for det skaffer dem mad på bordet. Nu forstår jeg mig ikke på Brasiliens specifikke økonomiske situation, udover at der er lidt rigeligt med korruption, men jeg ved dog så meget, at det er et land med stor fattigdom, og at turisme er en måde, hvorpå man kan tjene penge i Brasilien.

Brasilien er på mange måder et land, der ligger langt fra vores virkelighed. Og derfor kan en rejseguide være behjælpelig, når man vil udforske denne anderledes verden.
I Brasilien har man f.eks. et markant anderledes forhold til sex. På den ene side er der mange tabuer (f.eks. utroskab og homoseksualitet) og på den anden side er der en stor seksuel udadvendthed. Vi kender det fra billederne fra det årlige karneval, hvor man som menneske med hang til smukke kvindekroppe får lyst til at tage et smut til de frodige numsers land.
I Brasilien er prostitution sågar lovligt, så hvad ville være mere naturligt end at vejlede den småliderligt nysgerrige turist til, hvordan han/hun får den bedste betalte seksuelle oplevelse.

Prostitution er ganske vist hverken fuldt lovligt eller fuldt ud accepteret i Danmark, men i ”Turen går til Holland” er der jo også en udførlig guide til landets coffeeshops på trods af, at hash jo som bekendt er direkte ulovligt i bogens ophavsland.
Således er der også et helt afsnit under ”praktiske oplysninger” i Turen går til Brasilien”, der dedikeres til en vejledning af, hvordan man bedst køber sex som turist i landet.
Dette blev åbenbart for meget for SF’s Pernille Vigsø Bagge, som fandt det ” problematisk, at »Turen går til Brasilien« indeholder en fuldstændig reklameagtig tilgang til sexkøb og en fuldstændig blind accept over for de prostitueredes elendige situation”

Ud fra hendes moralske forestilling er prostitution jo noget skidt. Hun beskriver det således som ”ude af tråd med den virkelighed, vi lever i, hvor vi med alle midler prøver at bekæmpe prostitution”.
Det er den virkelighed, hun lever i. Hun er vokset op i et land, hvor den slags er både fjernt i form af vores indadvendte seksualkultur og vores generelle velstand. Men Brasilien er et andet land, og vi er gæster der. De har andre normer end os, og at antage, at vi ved bedre end dem er en arrogance, jeg personligt ikke bryder mig om. Man tager jo ikke på samme måde afstand fra Coffeeshops, selvom man går ind for det danske cannabis-forbud. Det er i hvert fald mit indtryk, at man vurderer, at det må være Hollands egen sag. Pernille har heller ikke brokket sig over Red Light District-guiden i ”Turen går til Holland”. Men modsat vores næsten-naboer Holland, opfattes Brasilien som det her syndige uland, der ikke kan tage vare på sig selv. Og derfor er vi altså ikke gæster der. Vi er de ansvarlige voksne.

Pernille skriver altså et harmt brev til Politikens forlag, som har udgivet bogen, og det kunne så blive ved det. Mon ikke diverse forlag modtager et par af den slags ”gamle damer, der vil brokke sig”-breve. Men det er netop her, historien bliver ekstra interessant. For ikke nok med, at forlaget lover at fjerne afsnittet i næste udgave af Brasilien-guiden, forlagschef Søren Sattrup sender også en personlig undskyldning til Pernille. En personlig undskyldning. Som om, bogen har fornærmet hele kvindekønnet og Pernille Vigsø Bagge er repræsentant for os alle sammen. Pernille godtager heldigvis undskyldningen, så nu kan alle vi velnærede danske kvinder sove trygt igen. For vores kvindernes Jesse Jackson har sørget for, at de brasilianske prostituerede har mistet en hel masse danske kunder.

Links:

http://www.berlingske.dk/article/20080612/danmark/80612077/

http://politiken.dk/tjek/rejser/guideboger/article523080.ece

Peter Thielst var første taler, og han tog salen med storm. Dvs. jeg sad med åben mund og brændende hovedpine, da han var færdig, og alle salens kvinder, som ellers ville bruge mange timer på at føle afsky ved Peter Thielsts nedladende og opsvulmede facon, som man kender det fra sin bedrevidende bedstefar, gav ham svulmende applaus.

Jeg kan langt fra huske alt, hvad han sagde, da jeg har en klar følelse af at være blackoutet af chok. Det gjorde stort indtryk på mig. Især fordi han sågar havde tillusket sig retten til titlen "filosof".

Aldrig har jeg følt mig så nedvurderet som kvinde. Han forudsatte, at sex historisk var noget mænd havde tillusket sig og at prositution var en patriarkalsk opfindelse. Kvinder havde tilsyneladende ikke et seksuelt subjekt, så derfor måtte alle deres seksuelle valg være mandens ansvar. Det valgte mine feministiske medsøstre så at overhøre. Eller rettere: at tilslutte sig.

Da en tidligere prostitueret og nu psykolog rejste sig op og med bævende stemme spurgte, hvorfor han talte så grimt og nedladende om hende, da hun godt selv mente, hun var i stand til at vurdere sin situation via sit psykologvirke gennem 10 år og ikke kunne genkende hans beskrivelser, svarede han fnysende, at alle mennesker jo forsøger at lyve for sig selv for at kunne holde ud at leve, og at hendes udtalelser derfor var ugyldige.

Alle mennesker. Inklusive Peter Thielst selv altså. Ikke engang hans filosof-titel kunne redde ham fra det bizart absurde i den påstand, der forhindrer ham selv og alle andre i at udtale sig gyldigt om noget som helst. Spørgsmålet er så, hvorfor han overhovedet bruger tid på at deltage i en høring.

Igen et blackout, men han sluttede af med et citat, der, som han sagde "handler ikke om prostitution, men om selvmord, men det er så måske alligevel også det samme".

Næste taler var Carina Ohlsson fra Sverige. Jeg er heldigvis rigtig dårlig til svensk, så jeg forstod ikke det meste af, hvad hun sagde. Men hun havde også et fint powerpointshow med. Der viste hun bl.a. statistikker med svenskernes tilfredshed med sexkøbsloven, hvor 70% af svenskerne i 2001 og 80% i 2002 var tilfredse med loven. Hun fremlagde ingen nyere statistikker, men jeg mener at have set en fra 2006/07, som viser at opbakningen til loven er faldet betydeligt. Det er selvfølgelig lidt ligegyldigt at påstå, før jeg har den kilde (help me out ;))

Der var også eksempler på poilitiske kampagner. Blandt andet en plakat med otte mænd, der står og smiler op i kameraet. På plakaten står der så, at "1 ud af 8 mænd har købt sex". Så kunne vi chokeres over, at der blandt disse tilsyneladende tilforladelige mennesker var et monster, eller en "torsk" som svenskerne jo konsekvent og med smirket smil kalder sexkøbere. Tænk, hvis man kunne tale om kvinder på samme måde.

Carina Ohlsson blev dog derefter opfordret til at svare på, hvor mange bordeller, de havde haft kendskab til, og efter lang tids nølen svarede hun "5". Så kan jeg godt forstå, det er svært at lave et gennemsnit.

Hanne Helth var den næste og en dygtig taler. Hun manipulerede groft med fakta og tilsluttede sig Peter Thielsts opfattelse af, at kvinden ikke har et seksuelt subjekt. Hun fik understreget, at en sexkunde køber sig til 30 minutters total magt over en kvinde og tog i samme ombæring afstand fra perversioner som sadomasochistisk sex. Jeg blackoutede igen. Jeg lukkede af for mine følelser og lod tankerne flyde et andet sted hen. Jeg forsøgte at fokusere på Hanne Helths anseelige bryststørrelse, og hvordan disse så ud nøgne. Jeg blev et offer for coping-strategies.

Claus Lautrup var den sidste taler før pausen, og han var faktisk begavet at høre på. Han var tydeligvis træt af den arrogance og det stigma, som "veluddannede middelklassekvinder" påførste prostituerede og deres kunder. Og det var rart at høre nogen sige.

Efter pausen var der nogle forholdsvis fornuftige talere på. Nell Rasmussen fortalte, hvordan risikofaktorerne ved prostitution først og fremmest var forbundet med stigmatiseringen. Faktisk nævnte hun, så vidt jeg husker, ikke andre. Hun insisterede også på at fastholde prostitution som socialt problem. Hvor meget hun havde tænkt over sammenhængen mellem de to, ved jeg ikke.

Hun understregede også, at mange af de problemer og "skadevirkninger", der nævnes i forbindelse med prostitution kan have været til stede, før vedkommende begyndte at prostituere sig.

Derefter holdt Steen Schapiro et glimrende oplæg for døve ører, som kan læses her . Han appellerede til at stoppe fløj-mentaliteten og samles om det, vi er fælles om: et ønske om at hjælpe. Ingen respons.

Min kvalme fortog sig lidt. Men da en kvinde fra Dannerhuset havde vrøvlet lidt, og jeg så at Balder Mørk og en eller anden ekstrem svensk feminist var på efter pausen, besluttede jeg at tage hjem før tid.

Jeg har forsøgt at bløde ubehaget lidt op med nogle søde piger fra halvfjerdserne. Der var en helt anden glød over pornografien dengang, synes jeg. Som om pigerne turde nyde det.

Den overskrift var åbenbart for svær at sælge, så DR valgte at kalde det noget med prostitution og bagmænd. Det er jo oppe i tiden, så det vil vi gerne se en times program om. Jeg hoppede også på den og satte mig foran tv’et spændt på, hvilke chokerende afsløringer, DR ville fremsætte.

Jeg lærte, at der, grundet rufferiloven, er folk der tjener penge på at omgås denne lov.

Jeg lærte også, at der er folk, der bygger deres økonomi op omkring at snyde i skat og hjælpe andre med det. Det havde jeg en mistanke om, men nu har jeg altså fået det bevist og fået et par tips til, hvordan jeg hvidvasker penge oven i hatten. En i sandhed oplysende tv-oplevelse.

Som en slags topping fik DR i sidste øjeblik sørget for, at en gruppe piger, der var i landet ulovligt og arbejdede sort, blev anholdt. De skal nu betale en masse penge tilbage til staten og så bliver de sendt hjem igen. De er garanteret taknemmelige for, at denne dokumentar blev lavet. Det er SKAT i hvert fald.

Man kan så stille spørgsmålstegn ved, om det er fair at hænge en revisor og en advokat med hang til lyssky pengeaktivitet ud for menneskehandel, underforstået medvirken til voldtægt og misbrug af kvinder. Men hvem skal vi så hænge ud?

Hvis man ønsker at læse noget oplysende om problematikken vedrørende  menneskehandel i Danmark, kan man f.eks. læse TheHumanStains indlæg om emnet: http://thehumanstain.smartlog.dk/magtens-ord-post137629