Pause
11. okt 2011 09:13, EiniHvis du skulle være i tvivl, holder jeg pause. Jeg ved ikke, hvor længe, men det bliver nok ved lidt endnu.
læs med her:
Hvis du skulle være i tvivl, holder jeg pause. Jeg ved ikke, hvor længe, men det bliver nok ved lidt endnu.
læs med her:
“women should avoid dressing like sluts in order not to be victimized”
Denne udtalelse af en politibetjent i Toronto har fået folk over hele verden til at klæde sig af og gå på gaden for at tilbageerobre ordet SLUT og fratage det dets magt. SlutWalks er på kort tid blevet en international bevægelse, og nu kommer den også til Danmark. Vi går med lørdag d. 4. juni kl. 14 fra Rådhuspadsen i København.
Hvis en kvinde udtrykker sin seksualitet på en måde, samfundet ikke billiger, bliver hun kaldt en 'slut', en 'tøjte' eller en 'billig luder'. Det er en måde, hvorpå kvindens råderum og ret til at udtrykke sin seksualitet begrænses og kontrolleres. I værste tilfælde bruges dette luderstempel til at retfærdiggøre voldtægt.
SlutWalk Copenhagen går på gaden for at gøre op med luderstemplet og følgerne af det!
Det er IKKE okay at udøve verbal eller fysisk vold mod kvinder, fordi de f.eks. går "utækkeligt" klædt eller har mange sexpartnere.
En voldtægt er ALDRIG offerets egen skyld. Et nej er et nej, og en kort kjole er ikke et ja. Der er ikke noget, der hedder ”hun lagde selv op til det”.
SlutWalk er et ønske om forandring! Vi vil ændre måden, vi bruger sproget på, måden vi ser kønnene på og måden vi behandler hinanden på.
Vi ønsker, at de yngre generationer af kvinder, mænd og transer skal vide, at de bestemmer over deres egne kroppe og at ingen har ret til at udsætte dem for verbal eller fysisk vold på baggrund af deres seksuelle valg.
Først og fremmest vil SlutWalk mobilisere og nå de mennesker, der ønsker denne forandring, så kampen for den kan fortsætte længere og større end bare d. 4. juni.
Vi er alle nogle billige ludere, vi er alle sammen SLUTS, og vi klæder os, som vi vil! Det kan være UDFORDRENDE, AFSLØRENDE, SKANDALØST, TARVELIGT, UPASSENDE, UTÆKKELIGT, SJOFELT og SMAGLØST, og det kan være noget helt andet. Hvem ved overhovedet, hvordan en SLUT ser ud?
Kvinder, mænd, transer, queers og queens går på gaden for at erobre skældsordene og fjerne deres magt! Gå med!
Vi starter på Rådhuspladsen, laver postyr i området omkring strøget og rykker derpå ned til Københavns Havn ved Langebro, hvor vi passende forventer at møde Copenhagen Distortion og give dem anledning til at tage del i oprøret.
Se mere på facebook: http://www.facebook.com/event.php?eid=211154132241000
Først og fremmest mener jeg helt grundlæggende ikke, man bør lovgive ud fra forargelse. Dyremishandling er, så vidt jeg ved, strafbart, så hvis der vurderes at dyret lider overlast, hører det under den eksisterende lovgivning.
Et forbud mod dyresex ville være en moralsk signallov, som falder i tråd med den generelle oprydningstendens, jeg observerer i tiden. Der er en iver efter at sortere skidt fra godt og udpege det rigtige og forkerte. I praksis er det en proces, hvor den store brede del af befolkningen står og peger udad mod ”de klamme afvigere”, som bliver stigmatiseret og marginaliseret. Og selv dette moralske fællesskab er en illusion, for jo flere af disse love, der opstår, jo færre af os går fri, hvis nogen overhovedet. Men hvis vi alle sammen går rundt og føler os forkerte, er der måske desto mere lyst til at blive en del af fællesskabet igen ved at finde nogle andre at pege på.

Desuden – selv hvis målet er at begrænse dyresex, tror jeg ikke på, det vil have en nævneværdig effekt. Det ville kræve omfattende politiressourcer at forhindre det, nogle ressourcer jeg personligt ville prioritere andetsteds, og samtidig tror jeg ikke på, at folk, der har sex med dyr, gør det fordi, det er okay. Tværtimod er det forbudte, skamfulde og tabubelagte en kraftfuld seksuel drivkraft.
http://offentligfruentimmer.dk/
er en ny blog, hvor flere forskellige sexarbejdere fortæller om deres oplevelser med arbejdet. Det er dejligt, flere stemmer begynder at melde sig fra den front.
Og så lærte ejg noget nyt den anden dag... blandt forskere, der beskæftiger sig med sexarbejde, på internationalt plan bruger man eftersigende ikke længere ordene "prostitution" og "prostituerede", da det er ord med en nedsættende ladethed. Nogle bruger "sexarbejde"/" sex work", men det mest almindelige er "transactional sex"/"transaktionel sex". Ikke så mundret, men det er det vel sjældent når målet er neutralitet.
I den forbindelse vil jeg anbefale at læse dette indlæg om menneskehandel og transaktionel sex af antropolog og kønsforsker Chrstian Groes-Green:
Mit navn er Eini Carina Grønvold, og jeg er talsperson for De røde paraplyer, som sammn med SIO har arrangeret denne demonstration.
I dag er Sexarbejdernes Internationale Rettighedsdag.
Dagen opstod for præcis ti år siden, da 25000 indiske sexarbejdere samledes på gaderne i Kalkota for at kræve det samme, vi kræver her i dag:
RETTIGHEDER TIL SEXARBEJDERE!
For ikke kun i Danmark, men i hele verden, er sexarbejderne en gruppe mennesker, der forfølges og undertrykkes - ofte af de myndigheder, som påstår at ville hjælpe dem.
For selvom mange taler om sexarbejderne, er der alt for få, der lytter til dem.
Hvis man virkelig ønsker at hjælpe, må man lytte til dem, det handler om. Man må spørg sexarbejderne selv, hvordan de vil hjælpes.

I De Røde Paraplyer er vi både socialister og liberalister og alt muligt andet, og jeg kan se, at der også er mødt flere politiske farver op i dag. Det glæder mig!
For først og fremmest er vi alle sammen mennesker, og mennesker bør bekymre sig for hinanden. Mennesker bør lytte til hinanden.
Kravet om ordentlige forhold for sexarbejderne er noget, der rækker ud over røde og blå kasketter. Det handler om, hvordan vi – menneske til menneske - behandler hinanden. Det handler om helt basale menneskerettigheder.
Det handler om, hvorvidt vi vil acceptere, at en i forvejen stigmatiseret gruppe mennesker skal udstødes yderligere fra samfundet
Eller om vi skal tage dem alvorligt – som mennesker – og hjælpe dem som de gerne selv vil hjælpes
Det handler om, hvorvidt sexarbejderen skal leve med beskyttelse fra myndighederne – eller i frygt for dem
Det handler om alle sexarbejdernes frihed og tryghed. Men det handler især om dem, der er mest udsatte. Dem, der falder mest uden for fællesskabet. Det er dem, der rammes hårdest af forbud og manglende rettigheder. Det er dem, der betaler prisen, når andre pudser glorien med moralske floskler. Det er dem, vi skal huske, hvis vi ønsker et rummeligt samfund.
Demokrati handler for mig ikke om, at flertallet bestemmer. Det handler om et samfund, hvor der er plads til alle – også dem der ikke passer ind, hvor flertallet gør.
Rummeligheden og omsorgen for dem, der falder udenfor, er under pres for tiden. Det ser vi fra alle sider – og alle politiske farver.
Vi vil alle sammen gerne forsvare vores egen ret til vores egen virkelighed.
Og for mange mennesker er det helt og aldeles umuligt at forestille sig at have det godt med at sælge sex.
Hvis de samtidig har en forestilling om, at et fællesskab nødvendigvis skal være homogent, opstår der et ”os eller dem”-ultimatum: ”Enten er jeg forkert, eller også er de.”
De fleste ville nok vælge det sidste. Men det ultimatum er falsk. Det findes ikke. Vi kan sagtens eksistere alle sammen, med ret til hver vores virkelighed.
Fordi en sexarbejder har det godt med at sælge sex, betyder det ikke, at alle andre også skal have det. Eller omvendt.
Neil Stenbæk Bloem fra SF gav i søndags til sexarbejderfestivallen sin forklaring på, hvorfor han ikke mente, det var nødvendigt at lytte til sexarbejdernes krav om rettigheder.
Han sagde, at hvis man var i stand til at arrangere noget som det her, må man jo være citat ”toppen af poppen” og kan derfor ikke repræsentere sexarbejderne.
På den måde fik han givet sexarbejderne mundkurv på. For hvis de er stærke nok til at sige ham imod, tæller deres mening ikke.

Et forbud beskytter ikke nogen. Tværtimod er det de sexarbejdere, der har allermest brug for hjælp, som betaler den højeste pris.
I Sverige er det blevet sværere og hårdere at være sexarbejder efter forbuddet. Svenske sexarbejdere lever med stigmatisering, udstødelse og manglende beskyttelse. En svensk gadesexarbejder fortalte, at før forbuddet i 99 var hun aldrig blevet voldtaget på jobbet. Efter forbudet var hun blevet voldtaget flere gange end hun overhovedet kunne tælle.

S og SF siger samtidig, de vil indføre en masse sociale tiltag i forbindelse med et forbud. Men hvorfor så overhovedet et forbud? Hvis de sociale tiltag er det, der skal hjælpe sexarbejderne, hvad skal forbuddet så til for? Hvem er forbuddet for?
Hvis S og SF virkelig ønskede at hjælpe sexarbejderne, ville de afsætte de ressourcer, der skal bruges på at løfte dyner og jage udsatte samfundsborgere på at gøre netop det: Hjælpe.

Det siges tit, at det her er en svær debat. Men jeg synes i hvert fald, der er en ting, der er simpel:
Forbyder man noget, mister man muligheden for at forbedre det. Afkriminaliserer og kontrollerer man det, har man en reel mulighed for at hjælpe.
I dag over hele verden kæmper sexarbejdere for det samme. De kæmper for rettigheder. De kæmper for at blive hørt. De kæmper for at blive respekteret. For at blive anerkendt. For at blive beskyttet. Det gør de under et simpelt budskab:
”ONLY RIGHTS CAN STOP THE WRONGS”
Det siges tit, at det er en svær debat. Men jeg synes i hvert fald, der er en ting, der er simpel:
Forbyder man noget, mister man muligheden for at forbedre det. Legaliserer og kontrollerer man det, har man en reel mulighed for at hjælpe.
En anden ting, der er simpel: Respekt for andre mennesker. Det provokerer mig, at sexarbejderne skal kaldes de grimmeste ting i det øjeblik, de ikke spiller offer-rollen. Dette har vi netop set udstillet ved Anne-Grethe Bjarup Riis' optræden i Go'morgen Danmark. Men det mest triste af det hele er, at hun egentlig bare opfører sig som forbudstilhængere har opført sig i alle de år, jeg har været en del af debatten. Vi er vant til at blive råbt ind i hovedet. Forskellen er bare, at der nu - heldigvis - er kamera på. Det er nok ikke så mærkeligt, at der ikke er vildt mange sexarbejdere, der har lyst til at stå frem.
Her er noget vigtig information, hvis man skal forholde sig til debatten:
Reden i København er for nylig blevet afsløret i at lyve om deres faktuelle oplysninger: http://www.information.dk/226889
Reden er en kristen organisation med en klar politisk dagsorden om at få prostitution forbudt - koste hvad det vil. Jeg har mødt flere stofbrugende gadesexarbejdere, der er blevet smidt ud af Reden, fordi de ikke var "samarbejdsvillige", dvs. ikke havde et ønske om at forlade prostitution, men tillod sig at sige, at de foretrak deres job frem for alternativet. Det er på denne baggrund, Reden fører deres politik og høster millioner af penge i støtte.
På den anden side står SIO, som er sexarbejdernes forsøg på at organisere og forsvare sig mod de mange løgne, der spredes om dem og den lovmæssige diskrimination, de udsættes for. SIO har ingen økonomiske midler eller statsstøtte og drives udelukkende af frivillige kræfter.
SIO kritiseres ofte for at være for få medlemmer til at kunne repræsentere sexarbejderne. SIO er lige nu 175 medlemmer og dermed den største organisering af sexarbejdere i Danmark nogensinde.
Anne-Grethe Bjarup Riis modtog i 2010 Dansk Kvindesamfunds Mathildepris "for sit store engagement i sexkøbsdebatten". Dansk Kvindesamfund har omkring 900 medlemmer, men ingen stiller spørgsmålstegn ved, at de udtaler sig på vegne af hele kvindekønnet.

Udover SIO i Danmark, er der sexarbejderorganisationer i hele verden, der siger det samme:
"ONLY RIGHTS CAN STOP THE WRONGS"
Asiatisk organisation
Brasiliansk organisation
Tysk organisation
http://www.prostitutescollective.net/
Engelsk organisation
http://www.sexworkersalliance.ie/index.php?p=5
Irland
UK
europæisk organisation
http://site.strass-syndicat.org/
Fransk
Svensk organisation for sexarbejdere
http://www.pion-norge.no/index.php
Norsk
Hollandsk
http://www.scarletalliance.org.au/
Australsk
New Zealand
Taiwan
http://www.empowerfoundation.org/
Thailand
Argentina
Global sammenslutning

Kom til demonstration for sexarbejderrettigheder på Sexarbejdernes Internationale Kampdag d. 3. marts. Vi mødes på Rådhuspladsen kl. 17. Alle er velkomne!
Se mere og tilmeld dig på facebook her:
Ekstrabladet.dk skrev om sexarbejderfestivallen , og Lars Aslan Rasmussen (S) udtalte i den forbindelse følgende:
Socialpolitisk ordfører for Socialdemokraterne i København og medlem af Borgerrepræsentationen , Lars Aslan Rasmussen, mener, at festivalen glorificerer prostitution:
- Denne festival og initiativet med hjemmesiden, der fortæller om jobbet som sexarbejder, glemmer de negative sider af prostitution. I værste fald lader nogle piger sig lokke til at sælge sex på grund af de initiativer.
- Arrangørerne holder en lukket fest, for det er kun folk, der er for prostitution, som holder oplæg. Jeg kommer til gengæld meget gerne og fortæller om de mange negative konsekvenser ved prostitution, siger Lars Aslev Rasmussen, der regner med, at en eventuel nye regering med Helle Thorning i spidsen vil forbyde køb af sex.
- Hvis bare to piger reddes fra prostitution ved at indføre et forbud, er det det værd! siger socialdemokraten.
Aslan Rasmussen stiller sig også tvivlende overfor Sexarbejdernes Interesseorganisation - SIO:
- Man regner med, at der er op mod 6000 prostituerede i Danmark, og der er ikke mere en max. 200 medlemmer i SIO. Det er mildest talt en stramning at hævde, at man repræsenterer sexarbejderne på så lille et medlemsgrundlag.
Der blev så bragt følgende svar af mig dagen efter: http://ekstrabladet.dk/nationen/article1501645.ece
Men det var i virkeligheden kun en brøkdel af det svar, jeg havde formuleret, som blev bragt.
Her er det hele:
Lars Aslan Rasmussen ved ikke, hvad han snakker om
Det er ren magtarrogance, når Lars Aslan Rasmussen (S) ikke ønsker at lytte til sexarbejderne selv.
Jeg synes, Lars Aslan Rasmussen burde tage sin magtposition alvorligt, lytte til dem, han vil lovgive om, og forsøge at indsamle reel viden i stedet for at stole blindt på sine egne fordomme.
Hvis han møder op d. 27. februar, kan han bl.a. få lov til at høre nogle svenske sexarbejdere fortælle, hvad sexkøbsforbuddet har betydet for dem og deres liv i Sverige.
Vi glorificerer ikke noget. Tværtimod vil vi gerne sætte fokus på de mange problemer, der er i forholdene for sexarbejdere. Den nuværende lovgivning er ikke god nok, sexarbejderne får ikke den støtte og de rettigheder, de har brug for.
Lars Aslan Rasmussen har enormt travlt med at nedgøre SIOs medlemstal. Men hvor er alle de sexarbejdere, der siger, de vil have deres arbejde forbudt? *
Det er som om, det slet ikke går op for politikere som Lars Aslan Rasmussen, at det er rigtige mennesker, det her handler om. De vil bare indføre en moralsk lov, koste hvad det vil. I realiteten betyder det, at staten tvinger nogle mennesker til at gå under jorden og udstøder dem af samfundet pga. nogle valg, de tager.
Det skal understreges, at der ingen beviser er for, at sexarbejde i sig selv er skadeligt, eller at tvang er et udbredt problem i branchen. Det betyder ikke, at der ikke er problemer, men de problemer løser man ikke ved et forbud. Tværtimod tyder alt på, at man gør det hele meget værre.
Måske kunne Lars Aslan sætte sine ambitioner lidt højere og stile efter at hjælpe alle - ifølge ham 6000 - sexarbejdere, i stedet for de 2, han åbenbart håber at redde med et forbud.
* som en lille bonusinfo kan det oplyses, at Dansk Kvindesamfund til sammenligning har omkring 900 medlemmer.
De Røde Paraplyer" og SIO inviterer til Danmarks første Sexarbejderfestival
www.sexarbejderfestival.dk
27 feb. 13:00 - 18:00
Festivalen starter med foredrag af Laura Augustin, Pye Jakobsson, Nina Søndergaard og Susanne Møller. Efterfølgende debat
se program her
1. marts kl 17:00 - 19:00
Filmaften i Virus Bio på Valhalsgade 4, 2200
Der vil blive vist film om sexarbejde, valgt af sexarbejdere.
Efterfølgende debat. Entré 20 kr.
3. marts kl 17:00 - 19:00
Festivalen slutter d. 3 marts hvor vi vil markere Sexarbejdernes Internationale Rettighedsdag med en demonstration FOR sexarbejderrettigheder og IMOD sexkøbsforbud fra Rådhuspladsen til Halmtorvet.
Alle er velkomne!
Jeg blev stillet en række spørgsmål af nogle folkeskoleelever, der laver projekt om prostitution. Dels er det sjovt for mig at se, hvilke spørgsmål, de vælger at stille og hvordan, og dels opsummerer de egentlig meget godt mange af mine tanker om emnet, så jeg vælger at bringe dem her. Måske kan andre få noget ud af dem, måske er der ligefrem grobund for lidt diskussion. Og så havde jeg en lejlighed til at dele disse vidunderlige tegninger, jeg fandt, med jer!
1. Tror du det er muligt at komme ud af prostitution igen?
Ja. Mit indtryk er, at mange holder op med at sexarbejde, både efter kortere og længere tid.
2. Hvad tror du der får pigerne til at vælge at blive prostituerede?
Først og fremmest handler det jo om penge, som med alle andre jobs. Man arbejder for at tjene penge. Derudover kan der være mange forskellige årsager, men den årsag, jeg er stødt på hos flest sexarbejdere er, at man har mulighed for at arbejde mere fleksibelt og selvstændigt, hvis man ikke passer så godt ind på det "almindelige" arbejdsmarked. Mange af de sexarbejdere, jeg har mødt, er meget temperamentsfulde madammer, som gerne vil gøre tingene på deres egne præmisser.
3. Mener du man skal stoppe dem?
Nej, jeg mener ikke, man skal eller kan forhindre folk i at træffe de valg, de ønsker, når de ikke skader nogen. Der er ingen indikationer på eller beviser for, at sexarbejde pr. definition er skadeligt, selvom mange tror det. Hvis en sexarbejder selv ønsker at forlade branchen, skal der til gengæld være hjælp dertil, men det skal være på sexarbejdernes egne præmisser. Jeg har oplevet, at sexarbejdere bliver meget fornærmede, hvis man antager, de gerne vil forlade deres job. De vil gerne respekteres for deres valg, ligesom alle andre.
Hvis man forbyder det, vil man gøre de problemer, der er i branchen meget større. Det ville være en katastrofe for de kvinder, der arbejder der, især de mindst ressourcestærke.

4. Hvem tror du hjælper de prostituerede under 18?
Mit indtryk er, at der er meget få prostituerede under 18 år. Det er ulovligt at købe sex af en person under 18 år, og ulovligt at reklamere for seksuelle ydelser, hvis man er under 21. Min oplevelse er, at de prostituerede, der måtte være under 18 år, aldrig arbejder fra bordeller, men måske snarere fra internettet, typisk via datingsider og den slags.
5. Hvilken måde er bedst at hjælpe dem på? Mener du.
Altid på deres egne præmisser, uden fordomme. Hvis man antager, de er stakler, og de ikke selv oplever sig sådan, har de ikke lyst til at henvende sig. Rådgivning er vejen frem! Rådgivning i, hvordan man bedst gør tingene og hvad man bør undgå. Ligesom med seksualoplysning i det hele taget.

6. Hvad tror du konsekvenser er ved at prostituere sig?
Det er forskelligt fra person til person, som med alt andet. Nogle har det negative konsekvenser for (f.eks. følelse af udstødthed og beskidthed, skam og stigma, følelse af grænseoverskridelse), nogle har det positive konsekvenser for (selvtillid, selvstændighed, bedre forhold til andre mennesker, større selvindsigt) og andre igen tager det måske som et studiejob i et par år og skrider igen uden at de lader sig mærke med det på den ene eller anden måde.
7. Tror du på begrebet ”den lykkelige luder”?
Nej. Men jeg tror heller ikke på begreber som "den lykkelige rengøringsdame" eller "den lykkelige læge". Virkeligheden er ikke så simpel. Ludere er mennesker ligesom alle andre, og mennesker kan være lykkelige og ulykkelige, og det kan de være af mange forskellige årsager. Men hvis spørgsmålet i virkeligheden handler om, hvorvidt jeg tror, man kan trives i jobbet som luder, så er svaret klart ja. Jeg tror ikke, alle gør det, men jeg ved, at mange gør.

8. Er der nogen fordele ved prostitution ifølge dig?
Der er ligesom to måder at besvare det spørgsmål på: I et samfundsperspektiv og hvordan det er for den enkelte. I et samfundsperspektiv synes jeg, sexarbejde er symbol på kvindens ret til at bestemme over sin egen krop og på, at kvinder ikke skal ligge under for den gamle idé om, at de skal være uskyldige jomfruer for at blive respekteret. Og derudover tror jeg, sexarbejderne gør et vigtigt stykke arbejde, ligesom f.eks. læger, psykologer og fysioterapeuter gør det. Mange ville mangle dem, hvis de ikke var der.
De personlige fordele er individuelle, men det gennemgående er selvstændigheden, den spændende kontakt med andre mennesker og de gode penge.
SIO har netop lanceret denne side: http://www.sexarbejderkarriere.dk/ for at sætte fokus på de positive sider ved sexarbejde - som modvægt til alt det negative, der som regel fokuseres på.
9. Hvad er ulemperne?
I samfundsmæssig forstand synes jeg ikke, der er nogen ulemper. Udover at der er ulemper ved, hvordan sexarbejde behandles af samfundet på nuværende tidspunkt. Sexarbejderne har ikke rettigheder, de chikaneres af myndighederne og smides ud af lejemål, uden mulighed for beskyttelse. Derudover betyder den lovmæssige gråzone, sexarbejde befinder sig i, hvor det er ulovligt at "tjene på andres prostitution" ved f.eks. at udleje lokaler til sexarbejde, at sexarbejdere pr. definition må samarbejde med kriminelle for at kunne drive deres erhverv. Loven skal laves om.
På personligt plan kan der være ulemper, hvis man ikke passer til jobbet. Ligesom jeg har hørt om sygeplejersker på psykiatriske afdelinger, der fik det svært pga. deres job, har sexarbejde også nogle aspekter, der gør, at ikke alle vil trives der. F.eks. skal du nok have et afklaret forhold til din seksualitet (hvilket alt for få i det hele taget har, efter min mening), og du skal kunne håndtere den stærke stigmatisering, der følger med at være 'luder'. Men ligesom med sygeplejersker, kan de ting, der er skidt for nogle, være de samme ting, der passer godt for andre.
Sexarbejdernes InteresseOrganisation (SIO) lancerer karriere-site for sexarbejdere på http://www.sexarbejderkarriere.dk/
”Jobbet som sexarbejder åbner en verden af muligheder – og døren til masser af varme møder og sjove lege.”
Sådan hedder det på en ny karriereside for sexarbejdere, som SIO åbner i dag, i forbindelse med en festival for sexarbejdere. Den nye hjemmeside fortæller om alle de fordele, der er ved vores erhverv, og om den positive funktion, vi har i samfundet.
Med kampagnen og den nye hjemmeside vil vi protestere mod myndighedernes ensidige nedgørelse af vores erhverv ved at vise, at det med samme ret som alle andre erhverv kan beskrives udelukkende ud fra de gode sider.
Samtidig vil vi markere, at vi som sexarbejdere har ret og grund til at være stolte af vores erhverv.
Hjemmesiden lægger sig tæt op ad Undervisningsministeriets www.hvidzone.dk , som skal få unge til at uddanne sig til bl.a. sygeplejersker.
Nina Søndergaard, som jeg bl.a. i sin tid stiftede bloggen prosexfeminisme med (hvilken i dag primært køres af hendes pen), har givet et meget modigt interview i dagens Information , hvor hun springer ud som polyamorøs.
Artiklen har heldigvis vakt en del røre, og en del af reaktionerne har været præget af et forsvar for den monogame livsstil.
Dels pga. min egen kærlighed til mennesket Nina og dels pga. mit personlige engagement i emnet, ønsker jeg mig, at folk var lidt bedre til at forstå budskabet i artiklen. Det er trist, hvis energien bruges på et forsvar for eget livsvalg i stedet for et ønske om at forstå, hvad der bliver sagt. Man kan godt sætte sig ind i, hvordan man også kan leve, uden at leve sådan selv.

Det er delvist Informations skyld. Ved at vælge den catchy overskift ”Monogami er nærig kærlighed” og på deres facebookside skrive ”Monogami er yt!” insinuerer de stærkt, at det er en konflikthistorie.
Men når man læser artiklen, er det i mine øjne tydeligt, at det ikke er en kritik af andre mennesker, men et poetisk ærligt portræt af et menneske, der udtrykker nogle følelser og livsvalg, som er meget tabubelagte, og som i at blive sagt højt kan nå andre, der har det på samme måde. Det er altså ikke et angreb eller et forsøg på at omvende folk, der ikke har det som Nina, til at leve anderledes, og at opfatte det sådan er nok udtryk for en usikkerhed, som er i os alle, men som også kan være roden til intolerance og derfor bør håndteres med en vis selvbevidsthed.
I sidste ende er det Nina Søndergaard, der er nøgen. Det er os, der står påklædte omkring hende, uanset at hun kan gøre os bange for at tabe tøjet selv.
Der er en god grund til, at hun beskriver det som ”at springe ud”. At afvige seksuelt fra normen og indrømme det er at stille sig uden for fællesskabet på det mest følsomme område, uanset hvilken form det har. Det at springe ud som ikke-jaloux berører en velkendt følsomhed og angst i mange mennesker, og derfor føler de fleste måske, at det handler mere om dem, end det ville gøre, hvis Nina var sprunget ud som lesbisk.

Jeg har selv oplevet, at folk har udtrykt sympati for mine tanker om seksualitet, men har tilføjet disclaimeren ”men du behøver jo ikke være så in your face-agtig med din frigjorthed”. De føler altså på en eller anden måde, at jeg invaderer deres private rum, når jeg forsøger at indtage mit eget. Det minder mig om, når folk udtrykker sympati for homoseksuelle ”så længe de ikke er sådan nogle flamboyant fimsede nogle”. Men hvad, hvis det er dét, de er? Er det fair at stille begrænsninger for rummelighed?
Læs også Ninas egne ord om artiklen her
Billederne er herfra
Jeg har været lidt på afstand af debatten i noget tid og fokuseret på de mere handlingsorienterede aspekter af den politiske bevægelse, men bundet til sengen af influenza har jeg i dag siddet og læst nogle sexkøbsdebatter for første gang i lang tid. Især en ting falder mig i øjnene: Når politik debatteres på et principielt plan, glemmer man meget hurtigt det enkelte menneske i sammenhængen. Man glemmer det, det hele i sidste ende kommer ned til: hvad er konsekvensen for den borger, som loven laves for.
For en sexarbejder vil det betyde, at hun kommer til at leve i et samfund, der ikke anerkender hendes vilje, men tværtimod underkender og undertrykker den.
For en sexkunde vil det betyde, at han sættes i fængsel for en forbrydelse, han ikke selv har oplevet at have begået.
Forestil dig det lige et øjeblik: Hvordan føles det egentlig, når folk benægter, at man har det på en måde, man selv oplever, at man har?
Jeg snakkede engang med en psykolog, der var specialiseret i folk med krigstraumer. Han fortalte mig om en meget simpel og effektiv torturmetode, en af hans patienter havde været udsat for:
Patienten, A, blev hevet ind i et rum, hvor soldaterne tegnede en cykel i kridt på væggen. Derpå bad soldaterne A om at cykle sig en tur. A protesterede og sagde, det jo ikke kunne lade sig gøre. Soldaterne sagde, at selvfølgelig kunne det det. Når det ikke lykkedes A at cykle, piskede de ham som straf for hans ulydighed.
Dette er naturligvis den ekstreme version, men jeg synes, det illustrerer, hvor vigtig vores virkelighedsopfattelse er for os som mennesker. Hvis man fratager det enkelte menneske retten til sin egen virkelighed, begår man i mine øjne en meget alvorlig forbrydelse. Det er blevet gjort mange gange i historien, bl.a. ved undertrykkelsen af homoseksuelle, som på mange måder er en vigtig parallel til sexkøbsdebatten i dag.
Men det interessante er, at det nok er det samme, der gør sig gældende den anden vej. For hvorfor er det egentlig, at de mennesker, der stædigt vedbliver at påstå, at sexarbejderen lyver, når hun siger, hun ønsker sit arbejde, handler som de gør?
Vi så for nylig Britta Thomsen holde krampagtigt fast i en påstand, som var blevet så grundigt modsagt, som muligt er: http://www.information.dk/255344
Vi vil alle sammen gerne forsvare vores egen ret til vores egen virkelighed. Og for nogle mennesker er det nok helt og aldeles umuligt at forestille sig at have det godt med at sælge sex. Hvis de samtidig har en forestilling om, at et fællesskab nødvendigvis skal være homogent, opstår der et ”os eller dem”-ultimatum hos dem: ”Enten er jeg forkert, eller også er de.”
De fleste ville nok vælge det sidste. Men det ultimatum er falsk. Det findes ikke. Vi kan sagtens eksistere alle sammen, med ret til hver vores virkelighed. Fordi homoseksuelle får ret til at udleve deres seksualitet, som de ønsker det, forhindrer det ikke heteroseksuelle i at gøre det samme.
Fordi en sexarbejder har det godt med at sælge sex, betyder det ikke, at Britta Thomsen også skal have det.
Afarten af dette er kampen om majoriteten: Jamen der er nogle enkelte sexarbejdere, der har det godt, men de fleste har det ad helvede til. Eller omvendt. Hvis majoriteten er med mig, har jeg ret. Men hvorfor egentlig? Hvorfor har flertallet ret til at tromle minoriteten? Hvis man siger, at ”alle sexarbejdere har det på den måde”, er det lige usandt, om der er en eller tusind, der ikke har. For det ene menneske, betyder det jo ikke mindre af, at andre ikke har det sådan. På den måde er anerkendelsen af den personlige virkelighed også en anerkendelse af individets ret. Mennesket kan og bør ikke bare generaliseres.
Som det ser ud lige nu, er der overvejende sandsynlighed for, at vi får et forbud imod animeret børneporno i Danmark.
S stillede forslaget og har med folkepartierne (DF og SF) flertal til at indføre det.
Her er forslaget:
I praksis betyder det, at meget hentai og manga bliver strafbart at besidde og dele.
For nylig blev en svensk mangaoversætter dømt for besiddelse af børneporno, da han havde tegninger af nøgne børn fra en mangategneserie, han var ved at oversætte, liggende på sin computer.
http://www.dr.dk/P3/P3Nyheder/2010/07/29/135157.htm
![]()
Jeg synes ikke engang, det er et spørgsmål om "hvad det næste bliver". Jeg synes, det er slemt nok i sig selv. Jeg har mange ting liggende på computeren og i min tegneseriereol, der kunne føre til dom. Hvor er vi, når politikere ønsker at straffe befolkningen for, hvad de tænker og føler?
Det er (endnu) et forbud, som forsøges vedtaget på baggrund af intet andet en en magtelite, der ikke bryder sig om en bestemt ting. Der bruges ingen undersøgelser som grundlag for beslutningen, og alle argumenterne, der fremføres, kan bruges som argument for at forbyde praktisk talt alting. Ikke at det betyder, de vil forbyde alt, men måske burde man overveje, hvad man anser for et grundlag for lovgivning og hvad man ikke gør.
Jeg har haft en pause fra politik, men jeg kan ikke lade være med at blive dybt oprevet af denne sag. Det skræmmer mig, når så voldsomme indgreb i den enkelte borgers liv forsøges vedtaget uden forudgående debat eller dybdegående undersøgelser.

Vi er en gruppe kvinder fra prosexfeminisme.dk, der har manglet et sted at gå hen på nettet, når vi ledte efter god porno. Vi har manglet et sted, hvor udvalget afspejlede personlig smag og selektion, et alternativ til at rode tilfældigt rundt i søgemaskiner i seksuel frustration. Derfor besluttede vi selv at få fingeren ud og introducerer hermed: “Lystarkivet”
Her vil vi uploade klip, billeder, tekster, film og links, der giver os lyst. Du er også velkommen til at dele din yndlingsporno med os. Du kan smide en kommentar eller skrive til os på lystarkivet@gmail.com med et par linjer om dit bidrag.

I dag, d. 3. marts, er International Dag for Sexarbejderes Rettigheder. Beslutningen om denne sexarbejder-rettighedsdag opstod i 2001, til en
festival i Indien, hvor 25.000 sexarbejdere af alle køn deltog. Efterfølgende
kom opfordringen til andre sexarbejderaktivister om at bakke op om denne
idé, og siden er dagen blevet fejret på forskellige måder af sexarbejdergrupperinger over hele verden.
I anledning af dagen har et par sexarbejdere (Courtney Trouble og Scarlot Harlot) skruet denne skønne video sammen, som jeg synes alle bør se*:
Og bloggeren vhs har skrevet et glimrende indlæg om, hvorfor sexarbejderrettigheder er noget, der vedkommer os alle:
http://vhs1.blogspot.com/2010/03/sexarbejderes-og-alle-andres.html


* hvis nogen ved, hvordan man poster en video i sit blogindlæg, vil jeg gerne bede om assistance :)
I går holdt Susanne Møller fra SIO og Sexarbejderen Feministen oplæg om sexarbejde i folkets hus under parolen "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" og med ønsket om at besvare spørgsmål som:
"Hvorfor er kampen for sexarbejderes rettigheder en antiracistisk, feministisk og faglig kamp?
Hvad er forbindelsen mellem trafficking og migrationslove? Ligestilling og sexarbejde? Faglig kamp, rettigheder, udnyttelse, køn, kapital, sex og solidaritet?"
Arrangementet var usædvanligt velbesøgt. Jeg talte omkring 90 mennesker stuvet sammen i lokalet. Deriblandt var BR- medlem for SF Neil Stenbæk Bloem.
Det imponerede mig, at en SF'er mødte op til et debatarrangement af den type, og eftersom mange af de tilstedeværende ved arrangementet tilkendegav, at de havde fået ny viden og forståelse vedrørende SIO's arbejde, var jeg spændt på, om dette også gjaldt politikeren, der har kørt valgkamp på et sexkøbsforbud. Så jeg skrev et brev til ham. Jeg synes dog, brevet er relevant at læse for alle, så jeg bringer det også her.

Kære Neil
Jeg vil rose dig for, at du mødte op til debatarrangementet "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" i Folkets Hus i går. Det var virkelig forfriskende at se, der også er SF'ere, der er villige til at lytte og indgå i dialog med dem, de er uenige med.
Jeg er naturligvis nysgerrig på, om du så i virkeligheden også lyttede til de ting, der blev sagt, og hvad du tænker om det nu. Du har tidligere påstået, at SIO kun er en organisation for ressourcestærke sexarbejdere, der fører politik på bekostning af de svage sexarbejdere. Mener du stadig det?
Jeg bebrejder ikke, hvad jeg vil tillade mig at kalde din tidligere uvidenhed om SIO og sexarbejderorganisationer i det hele taget, for der florerer mange ondsindede rygter, især skabt af dine kolleger, og viden på området ER meget begrænset – især for offentligheden, der er afhængig af en sensationalistisk presse.

Men i går blev det i hvert fald fastlagt, hvad SIO i virkeligheden ønsker:
De ønsker faglige rettigheder.
De ønsker IKKE at blive kriminaliserede. Kriminalisering forværrer sexarbejdernes situation, især de udsatte på gaden. Kundekriminalisering er i praksis en kriminalisering af sexarbejderen, som det erfares af kolleger i Norge og Sverige.
De ønsker bedre sociale tilbud til de udsatte sexarbejdere. Eksempelvis væresteder for gadesexarbejdere, som ikke har en moralsk dagsorden om, at sexarbejde er forkert.
De påstår ikke, at sexarbejdere er en homogen gruppe, men ønsker, at man lytter til den enkelte sexarbejders behov, når man ønsker at hjælpe. De ønsker flere saglige undersøgelser.
SIOs medlemstal er et udtryk for mange ting. Det er svært at mobilisere folk i det hele taget, men ekstra svært at mobilisere en gruppe, der ønsker total anonymitet, dels pga. privatliv og dels pga. den måske forestående kriminalisering. Selvom SIO tilbyder anonymitet, er der stadig følelsen af at blive registreret et sted, og det har man absolut ikke lyst til med en måske forestående kriminalisering. Det er i hvert fald den forklaring, jeg har hørt fra mange af de sexarbejdere, jeg har snakket med, som ikke er medlem af SIO.
Desuden er SIO jo ikke alene om at sige de ting, de siger. Der er millioner af sexarbejdere verden over, der siger det samme: ”sex worker rights now!”
Du kan se den illustrerede version her: http://sexarbejde.ning.com/photo/photo/list (jeg håber, linket virker)

Jeg observerer i hovedparten to slags kriminaliseringsfortalere:
Dem, der er oprigtigt bekymrede for sexarbejderne og tror, kriminalisering er en løsning, men enten ikke har adgang til viden på området eller er blevet misinformeret
De følelsesladede aktører. Dem, der FØLER at prostitution er forkert, og ikke er modtagelige for debat. De HAR draget den moralske konklusion, og den er fuldstændig urokkelig, så al information sorteres og tilpasses konklusionen. Når jeg har diskuteret med denne gruppe, er det altid endt med, at de har forladt diskussionen med et ”sådan føler jeg altså” eller ”sådan er det bare” og aldrig talt til mig igen.
Jeg tror og håber, du er en fornuftig mand, og du virkelig mener det, når du siger, du ønsker at hjælpe sexarbejdere. Det kræver, at man lytter. Det så ud som om, du lyttede i går.

Anne-Grethe Bjarup Riis har skrevet en klumme i ekstrabladet . Jeg læste den og trak lidt på smilebåndet over indholdets genkendelighed. Der er heldigvis taget meterskridt i kriminaliseringsdebatten i Danmark, siden den for alvor blæste op for cirka tre år siden, men al den nye offentlige information er tilsyneladende gået hen over hovedet på Riis.

På den ene side kan man blive træt af, at det er nødvendigt at gentage sig selv igen og igen. På den anden side kan man værdsætte det praktiske aspekt af denne monotone fremfærd.
Man kan nemlig udforme 1-3 standard-modeller over kriminaliseringsklummerne.
Dette er type 1 - Den forargede kendis:
- Man digter en masse historier om, hvad de stakkels gadeludere oplever. Historierne er saftige og detaljerige, men bygger ikke på andet end ens egen forargede (seksuelle?) fantasi.
- Man opremser "modargumenterne" og inkluderer kun dem, der er nemme at skyde ned. Selvom der meget sjældent (for ikke at sige aldrig) fremføres argumenter som "verdens ældste erhverv" og "flere voldtægter" imod et sexkøbsforbud fra modfløjen, er det sikker inventar i en kriminaliseringsklumme af type 1. Man undgår at kaste sig ud i at argumentere imod, at sexkøbsforbud forværrer forholdene for sexarbejdere, eller at rettigheder frem for fratagelse af rettigheder plejer at være en god strategi, hvis man vil hjælpe folk.
- Man husker at plante stikpiller rundt omkring i klummen om, hvor ulækre mænd, der køber sex er, og hvordan de burde styre pikken og bare onanere i stedet for.
* Riis udvider denne foragt for afviger-mennesker til at omfatte folk med handicap ved den catchy konstatering: ”ingen arme, ingen kage”.
- Man skriver hvilket årstal, vi er i, og undrer sig med følelse over, at verden i netop lige dette årstal ikke er fuldstændig sådan, som man selv mener, den skal være.
Med en del forsinkelse vil jeg poste et debatindlæg, jeg og Camilla Paaske Hjort fik bragt i Politiken tilbage i juli måned. Dette er originalversionen fra før avisen rettede til. Derfor kan der forekomme forskelligheder i teksten.
Bare bryster og erkendelse af frisind
Der er kommet færre bryster på strandene. Rygtet har gået længe, og 8/7 sendte Politiken en journalist ud, der kunne konstatere det ved selvsyn.
Tidligere på sommeren var der en trendforsker, der i Ekstra Bladet havde følgende kommentar til fænomenet: ”Det at smide toppen på stranden er ikke længere et udtryk for frigørelse. Tværtimod. Det er en overeksponering og et billigt trick.”
Ingen protesterede. I Danmark i år 2009 kalder man det altså for ”et billigt trick”, når en kvinde, på lige fod med de fleste mænd på stranden, ønsker at bade hele sin overkrop i solens stråler. Dækkende klæder må der til, fortæller artiklen i Ekstra Bladet os – hvis man er kvinde, i hvert fald. Men selv hvis det var et billigt trick – hvorfor er det så et problem? Hvorfor stejler man over udtryk, der er eller kan opfattes som seksuelle?
Denne tendens er et udtryk ud af mange for, at hvordan vi definerer og diskuterer frisind i Danmark er under omvæltning i disse dage. Forfatteren Jette Hansen blev for nogle uger siden tildelt imponerende mængder af spalteplads i både Ekstra Bladet, Weekendavisen og nærværende avis til at udbrede sig om, at ”grænseløs sex er blevet normalt.” Hun talte om, at ”frisindsideologien” er gået amok, så det perverterede og ekstreme har overtaget og gjort de seksuelle udskejelser grænseløse. Som eksempler på dette nævnte hun udbredelsen af sadomasochistisk sex og swinger-klubber.
Men hvad er grænseløs sex? Hvilke grænser er det, der ikke er til stede? Jette Hansens grænser overskrides aabenbart ved tanken om det, der foregaar i SM-miljoeet og i swingerklubber, og hun definerer derfor disse udskejelser som ”grænseløse”.
Det er noget af en misforståelse. Fordi man er til pisk, er man ikke nødvendigvis til gruppesex – eller omvendt. Fordi grænserne sættes et andet sted, end hvor man selv sætter sine, betyder det ikke, at de ikke er der. ”Grænseløs” tjener i denne sammenhæng ikke som andet end en stigmatisering af al seksualitet, der ligger uden for ens egen personlige vurdering af, hvad der er normalt og anstændigt.
Netop den stigmatiserende opdeling i, hvad der er ”rigtig” og ”forkert” seksualitet er problematisk. Der er nemlig en opdragende funktion forbundet med at kalde seksualitet for ”billig” og ”grænseløs”. Man sender et signal til de unge om, at de ikke skal skeje for meget ud, for seksualitet er farligt, skadeligt og vanærer dit rygte.
Men kunne det være, at så snart man begynder at fremhæve det som et ideal at vise seksuel afholdenhed, eller fremhæver det som vigtigt at være tilbageholdende med at sende signaler, der kan opfattes om seksuelle, så er der noget andet, man forsømmer at fortælle? Nemlig at sex, selvom det ikke altid er det, for det meste er godt, dejligt, positivt og uskadeligt, og formentlig for de fleste mennesker et helt nødvendigt element i deres tilværelse?
Og kunne det være, at når en trendforsker i en populær formiddagsavis her i det ellers så selverklæret frisindede Danmark i år 2009 kan omtale bare bryster på stranden som ”en overeksponering og et billigt trick”, så er det et tegn på, at vi er på vej væk fra den sunde, nøgterne, frisindede holdning til sex, som ellers har kendetegnet dette land i mange årtier, og som er garant for, at vi alle har mulighed for at nyde vores seksualitet på en sikker måde, og uden de skamfølelser og den fordømmelse, som kan forkrampe et menneskesind? Hvem er frisindet skadeligt for?

En stor del af det her handler om erkendelse. Om at vi bruger samme sprog. De fleste mennesker i Danmark opfatter sig selv som frisindede, og omvendt er det meget få, der opfatter sig selv som puritanere eller nypuritanere. Ord bliver tømt for mening og ender som bevidstløse skældsord, som gør debatten vanskelig.
Se igen på, hvad det var trendforskeren sagde i Ekstra Bladet – det, der er citeret i de første linjer af denne artikel. Hun bruger ordet ”tværtimod”. Hun skelner ikke imellem at være frigjort og at være trendy, og hun mener, det er utrendy at være topløs. Ergo er man ikke frigjort, hvis man er topløs. Sådan går det til, at hun rynker på næsen af de ”billige” kvinder, der går med bare bryster på stranden.
Trendforskeren har måske ikke tænkt så dybt over, hvad hun præcis sagde, da journalisten ringede. Men det, hun nu engang sagde, illustrerer behovet for at finde tilbage til, hvad det egentlig er, ordene betyder – og dermed hvor vi hver især idémæssigt hører hjemme, og hvad det i det hele taget er, vi diskuterer.
Det er vigtigt at understrege, at frisind ikke er forbundet med nogen bestemt seksualitet. Det er ikke mindre ”godt” eller ”frit” at leve i et monogamt forhold baseret på troskab end at have skiftende partnere og eksperimentere seksuelt. Frisind handler ikke om at hive Jette Hansen ud af dobbeltsengen og ned i swingerklubben på hjørnet. Det handler om retten til at komme i selvsamme swingerklub uden hendes moraliserende fordømmelse. Det handler om at kunne smide toppen på stranden uden offentlig misbilligelse. Frisindet ligger ikke i, hvad man selv gør eller ikke gør, men i, at man accepterer, hvad andre mennesker gør eller ikke gør.
Et forbud mod prostitution vil være til gavn for flere ting.
Først og fremmest vil det gavne det kriminelle miljø, der profiterer på, at de prostituerede som konsekvens af en kriminalisering ikke har mulighed for at arbejde, leje lokaler og hyre hjælp inden for lovens rammer.
Det vil gavne politikerne, der kan score billige værdipolitiske point ved at profilere sig i en moralsk sag på bekostning af en marginaliseret gruppe med ringe mulighed for at protestere.
Det vil gavne den kultur-moralske elite, der ikke følelsesmæssigt kan bære, at der findes mennesker, der lever på andre måder end hvordan de dikterer 'det gode liv'.
Det vil gavne de mange forfattere og filmskabere, der fortsat kan tjene kassen i penge og moralsk valuta ved at masseproducere historien om det ultimative kvindelige offer – den ufrivillige luder – baseret på intet andet end andre forfatteres og filmskaberes skildring af samme.
Det er muligvis også til gavn for befolkningens demokratiske dovenskab, når man ikke behøver bruge energi på at sætte sig ind i forskning og politiske dilemmaer, men kan nøjes med at tage stilling ud fra fordomme.
Men det vil ikke gavne de prostituerede. Det er der intet – hverken undersøgelser eller saglige vurderinger – der tyder på. Tværtimod er det netop de prostituerede, der betaler prisen for de ovenståendes økonomiske, politiske eller moralske profit ved et forbud.
Det er på tide, vi holder op med at dømme ud fra vores egen egoistiske vinding.
Det er på tide, vi lytter til de prostituerede og respekterer dem på deres præmisser frem for at tage den bekvemme vej og presse vores værdier ned over hovedet på dem.
At ville hjælpe andre mennesker på betingelse af, at de kun træffer de valg, man selv ønsker, de skal træffe, er ikke at hjælpe. Det er i bedste fald en måde at støde en befolkningsgruppe fra sig på og i værste fald social blackmailing.
Gør sexarbejde til et fuldt legalt erhverv, giv rettigheder til sexarbejderne, stop den politiske hetz og hjælp dem, som beder om hjælp på den måde, de ønsker at blive hjulpet.
Hvis I altså virkelig er interesserede i at hjælpe?
For et par uger siden indsendte jeg følgende læserbrev til Politiken. Det blev dog ikke bragt, så jeg vil bringe det her i stedet:
I en kronik i Politiken d. 27.8.09 stiller Sven-Åge Westphalen sig uforstående over for argumentet om, at et forbud mod prostitution ikke ville have nogen virkning. Han påpeger, at det heller ikke er lykkedes at udrydde tyveri/mord pga. forbud.
Men der er en væsensforskel på at forbyde prostitution og forbyde tyveri/mord. Sidstnævnte er ikke forbudt for at beskytte tyven/morderen, men for bl.a. at beskytte den forurettede.
I prostitution er der ikke en forurettet, udover moralen. Der bliver ikke taget noget fra nogen, men der indgås en handel.
Eftersom de færreste, der taler for et forbud, vil stå ved, at det udelukkende er moral- og signallovgivning, der ønskes, og derfor begrunder forbudstrangen med at ville beskytte de prostituerede, er det netop relevant, at et forbud ikke virker. Simpelthen fordi, alt tyder på, at det i stedet forringer forholdene for dem, man siger, man ønsker at hjælpe.
Moral bliver aldrig en endegyldig sandhed. Derfor kan moral i sig selv ikke bruges som et indiskutabelt argument. Jeg opfordrer derfor til, at debatten fortsætter, men med mere åbenhed og lydhørhed over for mennesker, der vælger at leve anderledes end flertallet. Målet må være at indrette et samfund med bedst mulige forhold for flest mennesker, og det opnår man kun, hvis man lægger de moralske skyklapper og lytter til de mennesker, det handler om.
Billedet er fra http://postsecret.blogspot.com/