Antichrist er en kvindehader
24. maj 2009 01:28, Eini
På filmfestivallen i Cannes præsenterede Lars von Trier sin nye film ”Antichrist” for et publikum af kritikere og andre meningsdannere. Det var en film, det var nødvendigt at tage stilling til, dels pga. dens længe ventede ankomst og dels pga. dens grænseoverskridende indhold med lemlæstelse af kønsdele i fuld front og andet øjenguf. Og stilling blev der taget. Alle udtrykte en kontant for- eller imod-position med en mulig modvægt til det sidste. Herhjemme lå pressen vanligt på lur for at udstille Triers excentrisme og rebelske storhedsvanvid med ivrig klappen af den internationale latterliggørelse, der (pyha, heldigvis) fulgte deraf. Danmark har det jo bedst med, at dem, vi hylder, falder ned og kysser støvet hos os andre, når elfenbenstårnet bliver for højt.
Dette cirkus er velkendt og givetvis ikke noget, Trier ikke med en vis fryd også opbygger sin professionelle identitet omkring, og jeg fandt mig selv temmelig uberørt af postyret. Jeg var mere overrasket over den forargelse, filmen vakte i feministiske kredse, hvor Trier i flæng blev beskyldt for at at være kvindehader. The Ecumenical Jury,* som i mange år har været den kristent funderede moralske pegepind i Cannes, uddelte ligefrem sin første anti-pris nogensinde, fordi de med egne ord ikke kunne forholde sig tavse, da filmen var ”den mest kvindehadske film fra den selvudnævnte største instruktør i verden” . Det er ikke så lidt af en udnævnelse.
I øvrigt er det interessant, hvordan den kristne og feministiske dagsorden og verdenstolkning ofte smelter sammen. Der burde ellers være lagt op til et umage ægteskab, men der er åbenbart opstået en kærlig alliance i et fælles moralsk korstog.
Trier har lavet en film, der i mine øjne ikke er overstadigt imponerende kunst, men dog en rammende beskrivelse af de mørke afkroge af psyken. Det er en film med et symbolsk lag, der spænder mellem ironi og gravalvor, uden at nogen af delene bliver uvedkommende, og en, måske noget pessimistisk, men først og fremmest klog og dramatisk velfungerende tegning af en relation imellem to mennesker. Det ene af de to mennesker er af hunkøn, men selvom Trier bruger bl.a. heksemytologien til at udforske den del af mennesket, der er kvinden, ser jeg ikke filmen som et kønspolitisk indspark, men som et portræt. Det bør være muligt at portrættere og udforske kvinden, uden at det skrives ind i en kønspolitisk sammenhæng.
Mest af alt er det mig uforståeligt, hvordan dette portræt kan forveksles med kvindehad. Hvis man endelig skal tage de kønsteoretiske briller på, er det nye, at vi får lov at se Trier udforske de negativt ladede kvindelige personificeringer. Hvor han tidligere har dyrket kvinden som martyr, udforsker han nu de diabolske kvindelige udtryk, hvilket jeg læser som en oprigtig kærlighed til hele kvindens væsen frem for en fortsættelse af de idealiserede offerroller, man oftest bliver spist af med. Vi får for en gangs skyld lov at se kvinden i rollen som den beregnende og manipulerende voldspsykopat, og det er tilsyneladende denne rolle, der pisser en masse mennesker af. Som Trier spøgefuldt selv bemærker , er det på tide, at kvinden får lov at være skurken. Den udmelding underbygges, hvis ikke af andet, så netop af den ekstreme modstand mod, at hun er netop det.
Den feministiske kritik fører igen tilbage til, at kvinder opfattes som en samlet identitet, hvor en ringeagtelse eller fornærmelse af én kvinde automatisk smitter af på alle andre kvinder (læs også: Leonora Christina skov og den kvindelige synsvinkel og Undskyld Pernille ). Det er en automatreaktion, som givetvis er opstået af en følelse af pres, Denne følelse bør nu erstattes af reflektion, hvis ikke den skal fastholde kvinden i en offerrolle. Det er på tide, at kvinden frigør sig selv fra ”det fælles kvindelige lod” og ophøjer sig til individ. At fastholde enhver kunstnerisk portrættering af kvinden i en kønspolitisk dagsorden er at italesætte hende som problem i stedet for at lade hende indgå i kunstens undersøgende portrættering af mennesket, og det er for mig at se dybt hæmmende for kvindens position i samfundet i øvrigt.
Man kan altid tage kønsbrillerne på, ligesom man kan kigge igennem grøn cellofan og se omgivelserne i den farve, men nogle gange er det vigtigt at huske bare at se verden som det, den er. Det siger jeg lige så meget til mig selv.
* Definitionen af ecumenical fra dictionary.com: “promoting or fostering Christian unity throughout the world.”
Indlægget er redigeret d. 30.5.09
24. maj 2009 15:45
Jeg forstår heller ikke alt det postyr der har været omkring denne film. Har lige været inde og se den og forstår hverken hvorfor folk skriger op omkring de volds - og pornografiske billeder eller Triers påstået kvindehadske syn.
Ja man ser kønsdele, blod og nogle ret voldsomme billeder, men synes slet ikke det er det værste jeg har set på film. Måske er det fordi jeg har set så mange "gore" film at det ikke går mig så meget på som det tilsyneladende gør på andre. Jeg synes filmens billedmæssige side er utrolig flot....næsten for flot, så det til tider bliver lidt for kedeligt....og jeg er kun glad for at Trier er så ærlig, billedmæssigt, at han ikke gemmer noget for folk.
For mig er det en film om hvordan de forskellige køn håntere sorg og en historie om at man nok ikke burde tage op i en forladt hytte, i en skræmmende skov, for at psykoanalysere hinanden efter at have mistet sit barn....bad therapist, bad therapist!.... at hun så interessere sig for middelalderens hekseforfølgelse og deres kvindesyn er jo bare en del af historien. Ikke hvad den handler om.
Jeg er lidt træt af mediernes og visse folks trang til at ophøje ting til noget de ikke er, bare fordi de enten ikke har noget at tale om eller fordi de så kan føle sig vigtige. Men det er jo Cannes, det er jo Trier og det er jo promotion....så det basker.
24. maj 2009 21:07
Selv fandt jeg det interessant, at mandlige filmanmeldere som f.eks. Christian Monggaard og Kim Skotte tilsyneladende var blokerede i forhold til at forstå, HVOR ond kvinden i filmen rent faktisk skal forestille at være. Det er jo nogle mindre detaljer i filmen, der afslører, at hun netop ER ædende ond og ikke "syg", men det er jo nogle detaljer, der ændrer hele billedet. Jeg kan ikke tro, at anmelderne har overset disse detaljer eller ikke forstået dem... Alligevel skriver de f.eks. om kvindens "psykiske sammenbrud" og ikke om hendes ondskab. Hvis man tror, det psykiske sammenbrud skal forestille at være bærende i forhold til, hvordan hun opfører sig, så er man altså FOR søbet ind i "kvinder er gode væsner og det kan ikke være anderledes"-fordomme.
For mig er det mest befriende og værdifulde i denne film det mod, Trier udviser ved at turde fremstille en ond kvinde... Og når jeg holder fremstillingen op mod nogle mænds måde at (mis)forstå filmens kvindebillede på, tænker jeg, at det må kræve STOR overvindelse for en mand at fremstille en kvinde på den måde. Ikke mindst, når man tænker på, hvordan lige præcis denne mand, Trier, ellers plejer at fremstille kvinder!
Feministerne har forstået det korrekt - filmen ER dødhamrende misogyn, og den spiller på massevis af misogyne myter (som har rod i Kristendommen, så man kan undre sig over de kristnes modstand:) og en reference til den misogyne forfatter Strindberg er selvfølgelig helt oplagt, selvom jeg utroligt nok kun har læst én anmeldelse, hvor dette nævnes (Kim Skotte). Men jeg synes, i modsætning til feministerne, at det er dejligt med en misogyn film for once. Jeg synes, det er helt "empowering" :)! Modigt, spændende, og en oplevelse... Men svært at sætte ord på oplevelsen. Den vokser bare i takt med, at der går nogle dage efter, man har set den, og ens hjerne er begyndt at lægge lidt mere afstand til de chokerende og ulækre billeder (som jeg, trods at jeg ser mange horror-film, fandt meget ekstreme). Man begynder for alvor at fatte historiens uhygge dagen efter, man har set filmen (sådan oplevede jeg det)... Det synes jeg fandeme er et kvalitetsstempel. Den har rumsteret i min hjerne i ca. en uge nu, og det er yderst sjældent, at en film optager mig så meget (uden at jeg har bestemt mig for, at den skulle optage mig).
Thumbs up herfra!
24. maj 2009 23:22
@ Camilla
"Hvis man tror, det psykiske sammenbrud skal forestille at være bærende i forhold til, hvordan hun opfører sig, så er man altså FOR søbet ind i "kvinder er gode væsner og det kan ikke være anderledes"-fordomme."
Det er jeg meget enig i.
Det er også en pointe i sig selv, at det er nogle kvindelige egenskaber, der tegner kvindens ondskab i stedet for en imitation af traditionel maskulin ondskab. Det kan jeg godt lide ved filmen. Den tør vise kvinden udenom uskyldsbilledet.
Jeg tror, jeg læser noget anti-feministisk ind i ordet misogyni, og det er sikkert forkert. Men at fremhæve en kvindelig ondskab er i mine øjne ikke det samme som at hade kvinder. Den bruger den mytiske misogyni som virkemiddel, men det synes jeg heller ikke gør selve filmens budskab misogynisk. Eller hvordan mener du, den er det?
Jeg gad godt vide, hvad misogyni i virkeligheden dækker over. Hvem er det, der hader kvinder sådan helt generelt? Og er det den slags had, man føler til sin værste fjende eller til den forkerte farve sweater?
25. maj 2009 09:22
Jeg synes, at hun ER syg, og ikke "ond". Hvad er "ond"?
25. maj 2009 10:50
@Eini: Som regel er vi nok længere over i hadet til "værste fjende" end i hadet til "forkert farvet sweater" :). Det sidste er vel irritation og ikke had. Misogyni er et generaliseret had til kvinder, fordi vi er kvinder. Det er at tillægge kvinder nogle onde egenskaber, blot fordi, vi er født med det køn, vi er. Ligesom antisemitisme er at tillægge jøder onde egenskaber, fordi de er jøder. Både mænd og kvinder kan være misogyne... Kvinden i filmen er f.eks. misogyn, mens hendes mand ikke kan siges at være det (i udgangspunktet). Og nej, jeg tror ikke, man kan stille det op som det modsatte af feminisme. Det ville jo kræve, at feminisme er det samme som kærlighed til kvinder, hvad jeg gerne vil tillade mig at være ret uenig i ;). Filmens kvindebillede er misogynt; om budskabet i filmen er det, synes jeg må være op til den enkelte at vurdere. Personligt mener jeg ikke, at filmen har noget budskab som sådan. Det synes jeg heller ikke, hans andre film har.
@Lejla: Jeg synes, du tager fejl :). Ondskab i absolut forstand eksisterer nok ikke i den virkelige verden, men er det mytologisk begreb. Jeg synes, kvinden i filmen fungerer som et symbol på dette begreb.
29. maj 2009 16:14
Spoilers ahead, for dem der gerne vil undgå.
Jeg har lige været inde og se Antichrist. Og selvom jeg slet ikke synes at den var uhyggelig, og også følte at den var distanceret fra sit emne (fordi vi ser den gennem psykoterapeutens/mandens øjne), så gjorde den et kæmpe indtryk. Den beskæftiger sig jo med nogle mekanikker som er meget arketypiske og egentlig banale, men den belyser dem på en ny måde, synes jeg.
Eini, du skriver ”men selvom Trier bruger denne karakters køn … som dramatisk virkemiddel, ser jeg ikke filmen som et kønspolitisk indspark, men som et portræt af mennesket som sådan”. Det er jeg ikke helt enig i. Jeg er enig i at det ikke er et kønspolitisk indspark (jeg tror at Trier er fløjtende ligeglad med kønspolitik), men det er for mig at se helt klart et portræt (eller, jeg ville nærmere sige en udforskning) af kvinden.
Helt banalt: Kvinden skaber liv, og det er kvindens opgave at passe på det liv. Dette element i kvinden, er traditionelt blevet fremstillet som noget ubetinget postitivt. Men Trier belyser en anden vinkel af det samme element: Når kvinden føler at livet vil noget andet, vil være selvstændigt, vil fjerne sig fra hende/hjemmet som hun beskytter, bliver hele hendes eksistensgrundlag truet. Hun vil hellere ødelægge livet end at se det bryde fri.
Som jeg ser det, er Trier en mand der er fascineret af, mystificeret af og bange for kvinden (det han ikke forstår), og derfor har han viet adskillige af sine værker til at prøve at finde ud af hvordan kvinden hænger sammen (og jeg mener at hans kvinde-portrætter i de tidligere ”kvinden som offer/selvopofrende”-film, Breaking the Waves, Dancer in the Dark og Dogville hænger direkte sammen med dette portræt). Efter min mening kunne denne film ikke være blevet lavet med omvendt køns-fortegn. For mig at se, er sorg-plottet ”bare” en undskyldning for at udforske kvindens natur. Naturligvis en nøje udvalgt, og meget relevant, undskyldning (tabet af barnet).
M.h.t. Camillas definition af kvinden som værende ”ond” er jeg heller ikke helt enig. Ondskaben er en del af hende. Men hun er klar over at ondskaben er en del af hende, og hun føler skyld derfor (jvf. da hun vælger at skære sin klitoris af). Hun ønsker ikke at være ond, det er en indre kamp. Men hun kan ikke undertrykke sin natur/kvindelighed (jeg er dog helt enig i Camillas kommentar om at det netop er en pointe at hun ikke er syg).
Og jeg mener bestemt heller ikke at det er en kvindehadende film. Jeg mærker helt klart en ambivalens i Trier, i forhold til kvinden. Hun bærer på ondskaben (hvilket vi alle, mænd som kvinder, gør – det er blot forskellige former for ondskab), men hun bærer også på livet. Manden ville ikke være her hvis det ikke var for kvinden/naturen, hvilket Trier også viser til sidst, hvor manden spiser af brombærrene i skoven.
Alt i alt, meget banalt. Men virkelig fedt, interessant og rammende (for mig personligt) at se ham vise en helt anden side (den negative) af disse køns-klichéer end man er vant til at se.
Ja, jeg har som sagt lige været inde og se filmen, og det kan godt være at der er nogle ting der vil ændre sig i min opfattelse når den har fået tid til at synke ind, men det er i hvert fald mine helt umiddelbare tanker.
30. maj 2009 12:45
@ sissel
Tak for en god kommentar. Der er faktisk ikke noget i din analyse, jeg ikke kan tilslutte mig. Jeg synes, du rammer den meget på kornet.
"Jeg er enig i at det ikke er et kønspolitisk indspark (jeg tror at Trier er fløjtende ligeglad med kønspolitik), men det er for mig at se helt klart et portræt (eller, jeg ville nærmere sige en udforskning) af kvinden."
Det er jeg også enig i. Min pointe (som jeg nu kan se er lidt for hastigt formuleret) var, at man godt kan lave et portræt af kvinden, uden det er et kønspolitisk indspark. Der er en tendens til at trække kønspolitik ned over alt, der portrætterer kvinden, hvilket blænder muligheden for at se filmen som et udforskende stykke kunst og i øvrigt fastholder kvinden i en kønspolitisk dagsorden. Det er der flere grunde til, men en af dem er i mine øjne, at der er en feministisk bevægelse, der er gået i selvsving. Min overordnede pointe er, at det er noget skidt.
Jeg tilslutter mig også oplevelsen af, at det var positivt at se Trier turde udforske de negativt ladede aspekter af kvindesindet.
30. maj 2009 19:03
Jeg er fuldstændig enig i det du siger om kønspolitik i kunst og de selvsvingende feminister ;-)
31. maj 2009 18:30
**SPOILER AHEAD** :)
@Sissel: God analyse. Men du taler om "tabet af barnet"? Hun slaar jo barnet ihjel! Sommeren foer maltrakterede hun hans foedder ved konsekvent at give ham skoene omvendt paa (hun forberedte ham langsomt til en ulykke?) og da han falder (hopper? jeg har en skoer teori om, at hans doed var en slags selvmord) ud af vinduet ligger hun og ser paa, men reagerer ikke. Det, at hun ser det - det blik, vi ser i faa sekunder henimod slutningen af filmen (uheldigt, hvis man lige kiggede vaek eller lukkede oejnene paa det tidspunkt; det har nogle af anmelderne maaske gjort? hehe;), men ikke reagerer, er jo det, der endegyldigt (understoettet af andre detaljer, f.eks. det med skoene) aendrer hele fremstillingen af hende, og goer hende ond, ikke syg. (Jeg er glad for, at vi er enige om, at det er en pointe, at hun ikke er syg).
Ellers kan jeg ogsaa godt lide Einis pointe om, at kvindeportraetter ikke behoever at vaere koenspolitiske. Misogyni er heller ikke i selv koenspolitisk, selvom man selvfoelgelig naesten altid kan vaelge at anskue det fra en koenspolitisk vinkel, hvis man vil.
3. jun 2009 14:16
Ja... M.h.t. det at hun ser barnet (som naturligvis er et nøgle-element i filmen):
Trier har valgt en komposition, hvor man aldrig i samme billede ser kvinden og barnet - altså det direkte samspil mellem de to elementer. Og der bliver heller ikke etableret en geografi i rummet - hvor vinduet i stuen er henne i forhold til soveværelset og døren. Man ser et nærbillede af barnet ved vinduet, og derefter et nærbillede af hendes blik i samme retning. Det er ikke klassisk filmkomposition. Og jeg er helt sikker på at en så erfaren og præcis herre som Trier helt bevidst har valgt denne komposition for at skabe en tvivl. Det kan tolkes som at hun ser det, det kan også tolkes mere abstrakt - en skyld over at hun "lod det ske".
Det med drengens fødder ser jeg på samme måde som da hun borer mandens ben fast i gulvet - hun er bange for at miste ham. Konsekvensen af denne frygt er at sønnen dør. Hun er destruktiv, men er det en bevidst destruktivitet? Hun bemærker f.eks selv da hun ser polaroidet med de omvendte sko, at det havde hun slet ikke lagt mærke til. Og hun bliver ked af det da hun ser det. Lyver hun når hun siger at hun ikke havde lagt mærke til det? Eller er det sandheden? Grænsen mellem det bevidste og det ubevidste er nogle gange meget flydende.
Efter min mening skal filmen ikke tages bogstaveligt. Trier skaber naturligvis et konkret plot som man skal forholde sig til, men projektet handler ikke så meget om at beskrive denne ene kvinde, som det handler om at beskrive en grundlæggende kvindelig natur. Sådan ser jeg det i hvert fald.
Og jeg ser hende ikke som et "ondt menneske" (hvad det så end er). Som jeg også skriver, ondskaben er en del af hende, men hun ønsker ikke at være ond. Der er stor forskel på at være ond og bære på ondskab.
Vi er ikke helt enige, men det synes jeg er fint nok. Som Trier selv siger - det her er første gang at han har lavet en symbolsk film, der kan tolkes på forskellige måder alt efter personen der tolker.
6. jun 2009 11:05
Nååårh, ja, du har ret - man SER jo sådan set ikke konkret, at hun ser drengen falde/hoppe. Hm... Ja, så står det jo åbent for fortolkning, som du siger.
Jeg synes dog, det er svært at konkludere, at hun ikke ønsker at være ond. Jeg mener, hvorfor egentlig ikke? Det med at hun klipper sin klitoris af (brrrrr!) ser jeg mere som at hun straffer sig selv for at være kvinde end som at hun straffer sig selv for, hvad hun har gjort ved manden (altså de onde gerninger). Altså, hun synes simpelthen ikke, at kvinder har fortjent bedre. Det siger hun jo også ligeud om de kvinder, der blev slået ihjel i fortiden.
6. jun 2009 17:10
Jo, men det hænger jo sammen. Kvinden = det onde.
16. jun 2009 13:23
Spændende med de mange gode fortolkninger! Var inde at se filmen i aftes og kan slet ikke få den ud af hovedet - der går nok noget tid - men det var en fantastisk smuk og grim film (med mange interessante kontraster som denne hele vejen igennem).
Jeg kan stadig ikke blive helt enig med mig selv om, hvorvidt de mest makabre scener var nødvendige (havde det slet ikke godt bagefter - og bemærkede da også, at der blev levnet en del popcorn). Det er jo ikke disse billeder, men selve stemningen gennem hele filmen, lyden (stilheden!) og scenerne mv., der gør den uhyggelig - selv når der ingenting sker. Her viser Trier virkelig sin klasse! Måske bidrager billederne dog til at filmen sidder i kroppen så længe, og måske har Trier villet, at man skulle overvære den sidste del af filmen i den tilstand af kvælende væmmelse, som mange tilsyneladende har været i. Jeg tror i og for sig ikke, billederne ændrer det store, da bare tanken om 2xkastration (eller i hvert fald maltraktering af kønsdele/slagtning af rødderne til seksualdrifter) er grusom. En ting er dog sikkert - ræven skulle have holdt mund ;)
Om kvinden er symbol på det onde eller ej, skal jeg ikke kunne afgøre. Men hun er splittet. Drevet af en voldsom seksualitet og samtidig af trangen til at fortøjle den og være en god mor og "kvinde". Det gør hende utilregnelig, og det er det, der er uhyggeligt hele filmen igennem.
"Freud er død", bliver der sagt i en film, der skildrer seksualdrifterne som vores stærkeste drivkraft, og som bevidst er spækket med freudianske fortolkningsmuligheder (lige fra et muligt ødipus-kompleks i starten - for ja, det ligner et selvmord - til "fallos-træet" og kampen mellem seksualitet og over-jeg). Dette er ikke nogle fortolkninger, jeg selv tillægger særlig værdi(!!!), men der er mange symboler. Jeg kan ikke helt finde ud af, om der bliver vrænget af den bedrevidende terapeut (moderne psykolog), der forsøger at finde systemer i og mening med alt (såsom faserne i bearbejdning af sorg), men jeg tror det nok. Verden er kaos, orden er noget, vi har fundet på, synes Trier at mene.
Hele heksehistorien åbner i den grad op for fortolkninger af kønsroller - og er egentlig overrasket over, at det perspektiv helt bliver forbigået her. Kvinden kan jo identificere sig med de kvinder, hun læser om - de kvinder, hvis eneste forbrydelse vel blot var, at de var mennesker; drevet af fristelsen mere end af noget andet (som den første kvinde, Eva, i Edens have). Men hvis en kvinde er drevet af den slags, så er hun "ond", det siger hun jo selv. Hvis en kvinde giver sit barn skoene forkert på, så er den helt gal! Eller hvis hun kan være så beruset af et samleje, at alt andet forsvinder... Så er hun ond, fordi hun ikke lever op til de forpligtelser, det ansvar, hun som kvinde har - eller til de forventninger samfundet (og hun selv) har til rollen som kvinde.
Da hun sørger, er helt hjælpeløs og skal trøstes og beskyttes af sin mand, er hun den "svage" og han den overlegne. Men hvad hvis rollerne blev byttet om? Det er her Trier bryder med sine tidligere værker. Bortset fra at kvinden stadig er splittet; hun kæmper imod sit indre dyr, slagter sine drifter, og bliver vel igen den svage?
Men er kvinder fra naturens side ikke lige så meget dyr, som mænd er? Var Eva? Og hvorfor er det så uvant og uhyggeligt at se en kvinde skildret så dyrisk og utilregnende? Er man i vores samfund syg, hvis man er drevet af sin natur? Hvis man ikke gør som man bør, men hvad lysten byder een? Eller hvis man er meget splittet mellem de to? Ja, det vil vi nok være tilbøjelig til at sige. Er man så mere syg (eller "ond"), hvis man er kvinde?
Sandt er det i hvert fald, at der er mange fortolkningsmuligheder. Ville gerne vide om det med skoene kunne have en særlig symbolsk betydning, såvel som hvad kvinderne i epilogen symboliserer. Hvis nogle kender mere til søstrene - det var sært - ville det også være rart. Og hvad var det for en parallel til Strindberg?
Beklager, at det blev så langt, håber på debat alligevel ;)
Asbjørn
17. jun 2009 10:20
Interessante fortolkninger i indlæggene ovenfor. Dejligt at blive hjulpet videre i grublerierne.
Jeg synes, Trier stiller spørgsmålet: Hvad nu, hvis "heksene" virkelig VAR hekse. Altså ikke ALLE kvinder, men kvinder, som besidder særlige egenskaber - eller har en særlig forstærkning af egenskaber, vi alle har.
Manden i filmen er jo en ren naivist i forhold til sin kone. Han mener, han er i fuld kontrol og kan dele følelseslivet ind i faser og føre sin kone gennem sorgen. Men hun kortslutter processen fuldstændig ved ikke kun at være sørgende, men på skizofren vis også have heksens onde og beregnende side, som hun ikke kan kontrollere. Som i fortiden kan hun frembringe et haglvejr ved tankens kraft.
Manden ser ud til at være i ét med den rene natur. Dyrene hjælper ham, fuglen insisterer på at redde ham ud af rævegraven, hvor han gemte sig som ved at kravle tilbage op i mors skød. Han kommer fri, da konen i et af sine "gode" øjeblikke udfører et regulært kejsersnit på "gravhøjen". Og fuglen fortæller ham, hvor værktøjet er til at slippe fri fra heksens klods om hans ben.
Manden virker uden had til konen, og han er afklaret og beslutsom, da han har indset, at han er nødt til at slå hende ihjel for at gøre en ende på mareridtet. På turen hjem giver naturen ham bær.
Men i naturen regerer altså også Satan (Antigud) og kvinden her er hans discipel: Antichrist. Hun lægger sig i græsset og bliver ét med det grønne, så vi til sidst kun aner hendes aftryk som på Jesu ligklæde. Hendes død sætter de syndige kvinder fri, som Jesus skal forestille at sætte alle mennesker fri ved sit offer. Eller hvad? De ansigtsløse kvinder i det gammeldags tøj virker ikke truende, men er på vej op ad bakken fra alle sider (Bloksbjerg?).
Interessant at se kønsrollerne i den grad byttet om. Kvinden som dæmonisk, der forsøger nærmest at voldtage sin mand, lader sig styre af sin klitoris og må skære den af for ikke at være i sine drifters vold. Manden bløder oven i købet...
Hvad kan/skal vi bruge det hele til? Om ikke andet så måske bare træne os i at undgå automatiske kønsopfattelser.
Efter min mening er kønnene ikke voldsomt forskellige. Vi har selvfølgelig diverse karakteristiske, som vi kan dyrke for underholdningens skyld, men med et kæmpestort "fællesareal", hvor vi overlapper, så der er mænd, der er mere kvindelige end kvinder og omvendt.