Smartlog v3 » Kavalergangen » Bare bryster og erkendelse af frisind
Opret egen blog | Næste blog »

Kavalergangen

om identitet, køn og seksualitet

Bare bryster og erkendelse af frisind

28. Nov 2009 00:32, Eini

Med en del forsinkelse vil jeg poste et debatindlæg, jeg og Camilla Paaske Hjort fik bragt i Politiken tilbage i juli måned. Dette er originalversionen fra før avisen rettede til. Derfor kan der forekomme forskelligheder i teksten.

 

Bare bryster og erkendelse af frisind

Der er kommet færre bryster på strandene. Rygtet har gået længe, og 8/7 sendte Politiken en journalist ud, der kunne konstatere det ved selvsyn.

Tidligere på sommeren var der en trendforsker, der i Ekstra Bladet havde følgende kommentar til fænomenet: ”Det at smide toppen på stranden er ikke længere et udtryk for frigørelse. Tværtimod. Det er en overeksponering og et billigt trick.”

Ingen protesterede. I Danmark i år 2009 kalder man det altså for ”et billigt trick”, når en kvinde, på lige fod med de fleste mænd på stranden, ønsker at bade hele sin overkrop i solens stråler. Dækkende klæder må der til, fortæller artiklen i Ekstra Bladet os – hvis man er kvinde, i hvert fald. Men selv hvis det var et billigt trick – hvorfor er det så et problem? Hvorfor stejler man over udtryk, der er eller kan opfattes som seksuelle?

 

  

Denne tendens er et udtryk ud af mange for, at hvordan vi definerer og diskuterer frisind i Danmark er under omvæltning i disse dage. Forfatteren Jette Hansen blev for nogle uger siden tildelt imponerende mængder af spalteplads i både Ekstra Bladet, Weekendavisen og nærværende avis til at udbrede sig om, at ”grænseløs sex er blevet normalt.” Hun talte om, at ”frisindsideologien” er gået amok, så det perverterede og ekstreme har overtaget og gjort de seksuelle udskejelser grænseløse. Som eksempler på dette nævnte hun udbredelsen af sadomasochistisk sex og swinger-klubber.

Men hvad er grænseløs sex? Hvilke grænser er det, der ikke er til stede? Jette Hansens grænser overskrides aabenbart ved tanken om det, der foregaar i SM-miljoeet og i swingerklubber, og hun definerer derfor disse udskejelser som ”grænseløse”.

Det er noget af en misforståelse. Fordi man er til pisk, er man ikke nødvendigvis til gruppesex – eller omvendt. Fordi grænserne sættes et andet sted, end hvor man selv sætter sine, betyder det ikke, at de ikke er der. ”Grænseløs” tjener i denne sammenhæng ikke som andet end en stigmatisering af al seksualitet, der ligger uden for ens egen personlige vurdering af, hvad der er normalt og anstændigt.

 

  

 

Netop den stigmatiserende opdeling i, hvad der er ”rigtig” og ”forkert” seksualitet er problematisk. Der er nemlig en opdragende funktion forbundet med at kalde seksualitet for ”billig” og ”grænseløs”. Man sender et signal til de unge om, at de ikke skal skeje for meget ud, for seksualitet er farligt, skadeligt og vanærer dit rygte.

Men kunne det være, at så snart man begynder at fremhæve det som et ideal at vise seksuel afholdenhed, eller fremhæver det som vigtigt at være tilbageholdende med at sende signaler, der kan opfattes om seksuelle, så er der noget andet, man forsømmer at fortælle? Nemlig at sex, selvom det ikke altid er det, for det meste er godt, dejligt, positivt og uskadeligt, og formentlig for de fleste mennesker et helt nødvendigt element i deres tilværelse?

Og kunne det være, at når en trendforsker i en populær formiddagsavis her i det ellers så selverklæret frisindede Danmark i år 2009 kan omtale bare bryster på stranden som ”en overeksponering og et billigt trick”, så er det et tegn på, at vi er på vej væk fra den sunde, nøgterne, frisindede holdning til sex, som ellers har kendetegnet dette land i mange årtier, og som er garant for, at vi alle har mulighed for at nyde vores seksualitet på en sikker måde, og uden de skamfølelser og den fordømmelse, som kan forkrampe et menneskesind? Hvem er frisindet skadeligt for?

 

 

 

En stor del af det her handler om erkendelse. Om at vi bruger samme sprog. De fleste mennesker i Danmark opfatter sig selv som frisindede, og omvendt er det meget få, der opfatter sig selv som puritanere eller nypuritanere. Ord bliver tømt for mening og ender som bevidstløse skældsord, som gør debatten vanskelig.

Se igen på, hvad det var trendforskeren sagde i Ekstra Bladet – det, der er citeret i de første linjer af denne artikel. Hun bruger ordet ”tværtimod”. Hun skelner ikke imellem at være frigjort og at være trendy, og hun mener, det er utrendy at være topløs. Ergo er man ikke frigjort, hvis man er topløs. Sådan går det til, at hun rynker på næsen af de ”billige” kvinder, der går med bare bryster på stranden.

Trendforskeren har måske ikke tænkt så dybt over, hvad hun præcis sagde, da journalisten ringede. Men det, hun nu engang sagde, illustrerer behovet for at finde tilbage til, hvad det egentlig er, ordene betyder – og dermed hvor vi hver især idémæssigt hører hjemme, og hvad det i det hele taget er, vi diskuterer.

Det er vigtigt at understrege, at frisind ikke er forbundet med nogen bestemt seksualitet. Det er ikke mindre ”godt” eller ”frit” at leve i et monogamt forhold baseret på troskab end at have skiftende partnere og eksperimentere seksuelt. Frisind handler ikke om at hive Jette Hansen ud af dobbeltsengen og ned i swingerklubben på hjørnet. Det handler om retten til at komme i selvsamme swingerklub uden hendes moraliserende fordømmelse. Det handler om at kunne smide toppen på stranden uden offentlig misbilligelse. Frisindet ligger ikke i, hvad man selv gør eller ikke gør, men i, at man accepterer, hvad andre mennesker gør eller ikke gør.

Kommentarer

  1. Bent
    28. Nov 2009 12:26
    1

    "Hun skelner ikke imellem at være frigjort og at være trendy, og hun mener, det er utrendy at være topløs. Ergo er man ikke frigjort, hvis man er topløs."

    Godt set! :-)

  2. Jens Rasmussen
    28. Nov 2009 14:35
    2

    Tak! Glimrende artikel. I lighed med flere andre medlemmer af Danske Naturister sukkede jeg, da jeg læste den omtalte 'trendforskers' udtalelser. Hvis man [kvinde] skal stigmatiseres for at undlade en påklædning, man ikke selv ser nogen mening med, er der langt igen.

    Med venlig hilsen
    Jens Rasmussen

  3. Kim Øverup
    28. Nov 2009 14:47
    3

    Virkelig godt skrevet. Som Jens Rasmussen siger, var vi faktisk flere som protestrerede over den såkaldte trandforskers latterlige projektioner.

    Den gensidige rummelighed har trange kår, men jeres kronik og mere af den slags skubber heldigvis i en bedre retning! Bliv endelig ved!

    Med venlig hilsen
    Kim Øverup

  4. kys
    30. Nov 2009 11:00
    4

    Jeres indlæg er skrevet med et godt overblik, og I får sat vores "frisind" ind i en meningsfuld sammenhæng. Tak for Jeres årvågenhed, vid og initiativ. Håber at I har energi til fortsat at være med i så vigtige debatter. Tak
    Kærligst

  5. tsn
    30. Nov 2009 18:03
    5

    @ Eini
    Det er virkeligt godt set og skrevet.

  6. Camilla
    9. Dec 2009 15:02
    6

    Fedt, du lige poster den her :). Og tak for jeres positive kommentarer.

  7. Rane
    27. Dec 2009 02:20
    7

    Jeg kan kun give min fulde støtte til dét, I siger i artiklen. Hvad Jette Hansen bl.a. heller ikke synes at fatte - eller ikke vil fatte - med sin ret skødesløse brug af ordet 'grænseløs', er at man indenfor ekstreme seksualiteter som fx SM faktisk er nødt til at tage mere hensyn til personlige grænser end indenfor såkaldt normal seksualitet. Netop fordi folk indenfor disse miljøer godt ved, at de leger med ilden, men at det ikke skal forhindre dem i at udleve deres seksualitet.

    Desuden synes jeg at der er noget elementært studentikost over Jette Hansens argumentation. Ved at påstå at hendes modstandere - i dette tilfælde seksuelt eksperimenterende mennesker - er blevet de normale og hun selv en minoritet, konstruerer hun et verdensbillede hvori hun selv og hendes meningsfæller er undertrykte ofre - og et undertrykt folk har som bekendt altid ret.

    Måske burde nogen foreslå Jette Hansen at iklæde sig et stramt latexkostume og tage sig en spadseretur op og ned ad hovedgaden i Næstved? Så ville hun ved selvsyn kunne konstatere præcis hvor alment accepteret et ekstremt seksuelt udtryk er i den åbenbart alt for frisindede danske befolkning - nemlig slet ikke.

  8. Eini
    28. Dec 2009 22:39
    8

    @ Rane

    Jeg er meget enig i alt, du skriver. Gode og præcise betragtninger :)

  9. Mary Jane
    24. Jan 2010 22:34
    9

    Jeg er nu lidt ked af, at I uden videre identificerer det at afklæde kroppen med en seksuel handling i jeres indlæg. Hvis jeg er topløs på stranden, er det ikke for mig en seksuel handling, og ingen indbydelse til sex til de tilstedeværende mænd. Jeg ville gerne have, at det var muligt at "være sig selv" både som mand og kvinde - også nøgen - uden at andre folk skal tolke så meget ind i det, som trendforskeren gør - og som I også gør i jeres debat med hende, som egentlig handler om noget helt andet end bare bryster eller ej. Nemlig holdningen til sex. Og bevares, det er fint nok, at I gerne vil diskutere dette vigtige emne, men jeg synes, det er en fejltagelse at ville seksualisere al nøgenhed. Det levner jo (ført til sit ekstrem) netop kun de kvinder, der ikke har lyst til at invitere alle mænd til sex, den mulighed at dække sig til - eller hvad? Sådan som man prædiker det som det rette i muslimske lande.

    Hvis man aldrig bare kan være et (halv)nøgent menneske uden at blive kaldt enten 'et billigt trick' eller en 'seksuelt frisindet', så er atmosfæren omkring nøgenheden ikke tilstrækkelig neutral og afslappet. Til den fysiske nøgenhed ville det være rart, om der også kunne svare en begrebslig afklædthed... Ligesom begrebet 'naturist' synes at signalere. Vi mennesker ER jo nøgne og hårløse væsener fra naturens side. Det gør ikke vores krop til et automatisk seksuelt statement i hverken den ene eller anden retning.

    (Selvfølgelig kan nøgenhed også være MEGET seksuel i nogle situationer, men jeg mener, man kan have begge kontekster til at blomstre side om side, ikke kun et stort enten-eller.)

    I DK har vi i en årrække haft en dejlig mulighed for at være (nærmest) nøgne "i fred og ro" på stranden, og det er rigtigt, at der er blevet lidt mindre af den stemning i de senere år --- selv har jeg også mistet lysten til at være så afklædt som tidligere - hvorfor? Fordi andre folk på en eller anden måde reagerer mindre neutralt på det end før. Man mærker, at de "dømmer" mere. Det kan både være en konservativ muslim, der kommer med bemærkninger om dårlig moral - og det kan være et indlæg som jeres... Det er egentlig lige meget, om de, der dømmer, er "for eller imod seksualitet"... Jeg ville bare gerne være fri for, at de gav sig til at bedømme min seksualitet eller holdning til samme ud fra min strandbeklædning.

    Jeg håber, at vi på et eller andet tidspunkt når til globalt at acceptere kvindekroppen som noget, der hviler i sig selv og ikke kun er et objekt for andres begreber om verden. Som noget, der har lov til at være i verden uden ustandselig at blive gjort til andres redskab i deres forskellige korstog.

    - - - - - - - - - - -

    (...Jeg er ikke sikker på, om I egentlig er uenige i den pointe? Men somme tider oplever jeg nu, at frisindsfortalere selv kommer til at virke moraliserende og snærende i deres måde at italesætte problematikkerne på. Og den oplevelse fik jeg lidt her... Som om I netop kommer til at 'afneutralisere' det at være topløs på stranden yderligere, selvom det måske ikke var det, I ville...?)

  10. Eini
    24. Jan 2010 22:52
    10

    @ Mary Jane

    Det var bestemt ikke intentionen at ville seksualisere det at være topløs eller nøgen i det hele taget. Men når trendforskeren kalder det et "billigt trick" antyder hun jo netop, at det er ubetinget seksuelt at være topløs på stranden, samt at det at være seksuel er noget af ringe værdi.
    Jeg kan godt forstå, vores budskab kan være forvirrende, da det netop også er et forsøg på at afkode og debattere sammenblandingen af frisind og seksualitet og grænser, der er målet med indlægget, og det skal nok læses i den debatmæssige sammenhæng, det er skrevet i - deraf referencerne til Jette Hansen.

    Så nej, vi er nok ikke uenige i den pointe, men ligesom jeg ikke ønsker at seksualisere al nøgenhed, ønsker jeg personligt heller ikke af afseksualisere nøgenhed, ligesom jeg ikke ønsker at afseksualisere påklædthed eller mennesker i det hele taget. Det er bevægelsesfrihed, der er målet, og det tror jeg ikke, man opnår ved at forsøge at omdefinere frisind til noget, der kun er indeholdt i sin egen version af, hvad der er rigtigt. Frisind er ikke en på forhånd æstetisk defineret størrelse :-)

  11. Camilla
    28. Jan 2010 00:16
    11

    @Mary Jane: Tak for god og intelligent kritik.

    Men det er jo kedeligt, at der stadig er så meget tvivl om, hvad begrebet frisind betyder, selv efter mit og Einis glimrende debatindlæg har været offentliggjort ;).

    Du vil ikke kaldes seksuelt frisindet, fordi du går topløs, skriver du. Men hvorfor vil du egentlig ikke kaldes det? At være seksuelt frisindet betyder bare, at man accepterer andres seksuelle udtryksformer og seksuelle liv (eller at man anerkender, at man bør bestræbe sig på at acceptere det, frem for at bestræbe sig på at fordømme det). At være frisindet betyder ikke, at man selv går nøgen rundt på byens markedsplads og svinger med røvballerne. I princippet kan man sagtens være seksuelt frisindet og selv gå med burka (selvom jeg nok må tilstå, at jeg tror kombinationen er ret sjælden, lige hvad burka angår;).

    Men essensen er: Du er ikke seksuelt frisindet, fordi du har bare bryster, du er seksuelt frisindet, hvis du accepterer andres seksualitet (sålænge den ikke skader andre). Det med, at frisind er sådan noget med at man SKAL fremvise sine kønsdele for den chokerede almue i tide og utide, er desværre en verserende misforståelse, som er en ud af rigtigt mange uheldige left overs fra 1970'ernes mærkværdigheder. (Og jeg støtter forresten KLART 70'ernes og 60'ernes seksuelle revolution, og kan godt forestille mig, hvorfor man havde behov for at skeje ud ovenpå de klaustrofobiske 50'ere - men samtidig blev der i de år skabt mange misforståelser og udbredt mange usandheder om mennesker, som vi nu kæmper med at få hold på).

    Mht. din pointe omkring at (over)seksualisere nøgenhed, så forstår jeg den helt fint, og som Eini skriver var det heller ikke vores intention, at NU skal nøgenheden fandeme seksualiseres en gang for alle ;). Jeg har meget let ved at følge dig i, at det er rarest at være nøgen eller topløs hvis man ikke bliver stirret alt alt alt for meget på. Men igen - det er jo faktisk bare os selv, der føler, at det er "farligt" at blive gloet på. Det er ikke objektivt farligt. Ligesom seksualiteten i sig selv heller ikke er objektivt farlig, men kan føles sådan for rigtigt mange mennesker (sikkert os alle engang imellem).

    SKAL man så overvinde sine egne restriktioner og smide toppen - og smide den desto mere, hvis man ved, man vil blive overbegloet? Det vil jeg slet ikke sige noget om. Det må være helt op til den enkelte. Jeg vil bare gerne have lov til at gøre det, uden at blive hængt ud i diverse landsdækkende aviser som en billig trickster ;). Hvad Hr. og fru Jensen tænker, er jeg sådan set ligeglad med. Jeg vil bare ikke hånes af den meningsdannende elite for at gøre noget uskadeligt. Dét er pointen - for mig, i hvert fald.

    Forresten har du da helt ret i, at alle slags bevægelser kan blive hellige og selvfede, også frisindsbevægelser, og det skal man til enhver tid være opmærksom på.

  12. Kim Øverup
    28. Jan 2010 08:10
    12

    Det er en stor glæde at følge denne væsentlige debat - gode velskrevne indlæg og gode pointer!!

    f.eks. "Jeg ville bare gerne være fri for, at de gav sig til at bedømme min seksualitet eller holdning til samme ud fra min strandbeklædning." HØRT

    Bliv endelig ved - vi må have trivslen, gensidig respekt og retten til frirum tilbage!

    /Kim Øverup

Skriv et brev til mig

Eini Carina Grønvold
Eini Carina Grønvold


Tags