Kavalergangen

I går holdt Susanne Møller fra SIO og Sexarbejderen Feministen oplæg om sexarbejde i folkets hus under parolen "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" og med ønsket om at besvare spørgsmål som:

"Hvorfor er kampen for sexarbejderes rettigheder en antiracistisk, feministisk og faglig kamp?

Hvad er forbindelsen mellem trafficking og migrationslove? Ligestilling og sexarbejde? Faglig kamp, rettigheder, udnyttelse, køn, kapital, sex og solidaritet?"

Arrangementet var usædvanligt velbesøgt. Jeg talte omkring 90 mennesker stuvet sammen i lokalet. Deriblandt var BR- medlem for SF Neil Stenbæk Bloem.

 Det imponerede mig, at en SF'er mødte op til et debatarrangement af den type, og eftersom mange af de tilstedeværende ved arrangementet tilkendegav, at de havde fået ny viden og forståelse vedrørende SIO's arbejde, var jeg spændt på, om dette også gjaldt politikeren, der har kørt valgkamp på et sexkøbsforbud.  Så jeg skrev et brev til ham. Jeg synes dog, brevet er relevant at læse for alle, så jeg bringer det også her.

Kære Neil

Jeg vil rose dig for, at du mødte op til debatarrangementet "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" i Folkets Hus i går. Det var virkelig forfriskende at se, der også er SF'ere, der er villige til at lytte og indgå i dialog med dem, de er uenige med.

Jeg er naturligvis nysgerrig på, om du så i virkeligheden også lyttede til de ting, der blev sagt, og hvad du tænker om det nu. Du har tidligere påstået, at SIO kun er en organisation for ressourcestærke sexarbejdere, der fører politik på bekostning af de svage sexarbejdere. Mener du stadig det?

Jeg bebrejder ikke, hvad jeg vil tillade mig at kalde din tidligere uvidenhed om SIO og sexarbejderorganisationer i det hele taget, for der florerer mange ondsindede rygter, især skabt af dine kolleger, og viden på området ER meget begrænset – især for offentligheden, der er afhængig af en sensationalistisk presse.

Men i går blev det i hvert fald fastlagt, hvad SIO i virkeligheden ønsker:

1. De ønsker faglige rettigheder.

   De ønsker IKKE at blive kriminaliserede. Kriminalisering forværrer sexarbejdernes situation, især de udsatte på gaden. Kundekriminalisering er i praksis en kriminalisering af sexarbejderen, som det erfares af kolleger i Norge og Sverige.

   De ønsker bedre sociale tilbud til de udsatte sexarbejdere. Eksempelvis væresteder for gadesexarbejdere, som ikke har en moralsk dagsorden om, at sexarbejde er forkert.

   De påstår ikke, at sexarbejdere er en homogen gruppe, men ønsker, at man lytter til den enkelte sexarbejders behov, når man ønsker at hjælpe. De ønsker flere saglige undersøgelser.

SIOs medlemstal er et udtryk for mange ting. Det er svært at mobilisere folk i det hele taget, men ekstra svært at mobilisere en gruppe, der ønsker total anonymitet, dels pga. privatliv og dels pga. den måske forestående kriminalisering. Selvom SIO tilbyder anonymitet, er der stadig følelsen af at blive registreret et sted, og det har man absolut ikke lyst til med en måske forestående kriminalisering. Det er i hvert fald den forklaring, jeg har hørt fra mange af de sexarbejdere, jeg har snakket med, som ikke er medlem af SIO.

Desuden er SIO jo ikke alene om at sige de ting, de siger. Der er millioner af sexarbejdere verden over, der siger det samme: ”sex worker rights now!”

Du kan se den illustrerede version her: http://sexarbejde.ning.com/photo/photo/list (jeg håber, linket virker)

Jeg observerer i hovedparten to slags kriminaliseringsfortalere:

1. Dem, der er oprigtigt bekymrede for sexarbejderne og tror, kriminalisering er en løsning, men enten ikke  har adgang til viden på området eller er blevet misinformeret

2. De følelsesladede aktører. Dem, der FØLER at prostitution er forkert, og ikke er modtagelige for debat. De HAR draget den moralske konklusion, og den er fuldstændig urokkelig, så al information sorteres og tilpasses konklusionen. Når jeg har diskuteret med denne gruppe, er det altid endt med, at de har forladt diskussionen med et ”sådan føler jeg altså” eller ”sådan er det bare” og aldrig talt til mig igen.

 Jeg tror og håber, du er en fornuftig mand, og du virkelig mener det, når du siger, du ønsker at hjælpe sexarbejdere. Det kræver, at man lytter. Det så ud som om, du lyttede i går.

Anne-Grethe Bjarup Riis har skrevet en klumme i ekstrabladet . Jeg læste den og trak lidt på smilebåndet over indholdets genkendelighed. Der er heldigvis taget meterskridt i kriminaliseringsdebatten i Danmark, siden den for alvor blæste op for cirka tre år siden, men al den nye offentlige information er tilsyneladende gået hen over hovedet på Riis.

På den ene side kan man blive træt af, at det er nødvendigt at gentage sig selv igen og igen. På den anden side kan man værdsætte det praktiske aspekt af denne monotone fremfærd.

Man kan nemlig udforme 1-3 standard-modeller over kriminaliseringsklummerne.

Dette er type 1 - Den forargede kendis:

- Man digter en masse historier om, hvad de stakkels gadeludere oplever. Historierne er saftige og detaljerige, men bygger ikke på andet end ens egen forargede (seksuelle?) fantasi.

- Man opremser "modargumenterne" og inkluderer kun dem, der er nemme at skyde ned. Selvom der meget sjældent (for ikke at sige aldrig) fremføres argumenter som "verdens ældste erhverv" og "flere voldtægter" imod et sexkøbsforbud fra modfløjen, er det sikker inventar i en kriminaliseringsklumme af type 1. Man undgår at kaste sig ud i at argumentere imod, at sexkøbsforbud forværrer forholdene for sexarbejdere, eller at rettigheder frem for fratagelse af rettigheder plejer at være en god strategi, hvis man vil hjælpe folk.

- Man husker at plante stikpiller rundt omkring i klummen om, hvor ulækre mænd, der køber sex er, og hvordan de burde styre pikken og bare onanere i stedet for.

* Riis udvider denne foragt for afviger-mennesker til at omfatte folk med handicap ved den catchy konstatering: ”ingen arme, ingen kage”.

- Man skriver hvilket årstal, vi er i, og undrer sig med følelse over, at verden i netop lige dette årstal ikke er fuldstændig sådan, som man selv mener, den skal være.

Peter Thielst var første taler, og han tog salen med storm. Dvs. jeg sad med åben mund og brændende hovedpine, da han var færdig, og alle salens kvinder, som ellers ville bruge mange timer på at føle afsky ved Peter Thielsts nedladende og opsvulmede facon, som man kender det fra sin bedrevidende bedstefar, gav ham svulmende applaus.

Jeg kan langt fra huske alt, hvad han sagde, da jeg har en klar følelse af at være blackoutet af chok. Det gjorde stort indtryk på mig. Især fordi han sågar havde tillusket sig retten til titlen "filosof".

Aldrig har jeg følt mig så nedvurderet som kvinde. Han forudsatte, at sex historisk var noget mænd havde tillusket sig og at prositution var en patriarkalsk opfindelse. Kvinder havde tilsyneladende ikke et seksuelt subjekt, så derfor måtte alle deres seksuelle valg være mandens ansvar. Det valgte mine feministiske medsøstre så at overhøre. Eller rettere: at tilslutte sig.

Da en tidligere prostitueret og nu psykolog rejste sig op og med bævende stemme spurgte, hvorfor han talte så grimt og nedladende om hende, da hun godt selv mente, hun var i stand til at vurdere sin situation via sit psykologvirke gennem 10 år og ikke kunne genkende hans beskrivelser, svarede han fnysende, at alle mennesker jo forsøger at lyve for sig selv for at kunne holde ud at leve, og at hendes udtalelser derfor var ugyldige.

Alle mennesker. Inklusive Peter Thielst selv altså. Ikke engang hans filosof-titel kunne redde ham fra det bizart absurde i den påstand, der forhindrer ham selv og alle andre i at udtale sig gyldigt om noget som helst. Spørgsmålet er så, hvorfor han overhovedet bruger tid på at deltage i en høring.

Igen et blackout, men han sluttede af med et citat, der, som han sagde "handler ikke om prostitution, men om selvmord, men det er så måske alligevel også det samme".

Næste taler var Carina Ohlsson fra Sverige. Jeg er heldigvis rigtig dårlig til svensk, så jeg forstod ikke det meste af, hvad hun sagde. Men hun havde også et fint powerpointshow med. Der viste hun bl.a. statistikker med svenskernes tilfredshed med sexkøbsloven, hvor 70% af svenskerne i 2001 og 80% i 2002 var tilfredse med loven. Hun fremlagde ingen nyere statistikker, men jeg mener at have set en fra 2006/07, som viser at opbakningen til loven er faldet betydeligt. Det er selvfølgelig lidt ligegyldigt at påstå, før jeg har den kilde (help me out ;))

Der var også eksempler på poilitiske kampagner. Blandt andet en plakat med otte mænd, der står og smiler op i kameraet. På plakaten står der så, at "1 ud af 8 mænd har købt sex". Så kunne vi chokeres over, at der blandt disse tilsyneladende tilforladelige mennesker var et monster, eller en "torsk" som svenskerne jo konsekvent og med smirket smil kalder sexkøbere. Tænk, hvis man kunne tale om kvinder på samme måde.

Carina Ohlsson blev dog derefter opfordret til at svare på, hvor mange bordeller, de havde haft kendskab til, og efter lang tids nølen svarede hun "5". Så kan jeg godt forstå, det er svært at lave et gennemsnit.

Hanne Helth var den næste og en dygtig taler. Hun manipulerede groft med fakta og tilsluttede sig Peter Thielsts opfattelse af, at kvinden ikke har et seksuelt subjekt. Hun fik understreget, at en sexkunde køber sig til 30 minutters total magt over en kvinde og tog i samme ombæring afstand fra perversioner som sadomasochistisk sex. Jeg blackoutede igen. Jeg lukkede af for mine følelser og lod tankerne flyde et andet sted hen. Jeg forsøgte at fokusere på Hanne Helths anseelige bryststørrelse, og hvordan disse så ud nøgne. Jeg blev et offer for coping-strategies.

Claus Lautrup var den sidste taler før pausen, og han var faktisk begavet at høre på. Han var tydeligvis træt af den arrogance og det stigma, som "veluddannede middelklassekvinder" påførste prostituerede og deres kunder. Og det var rart at høre nogen sige.

Efter pausen var der nogle forholdsvis fornuftige talere på. Nell Rasmussen fortalte, hvordan risikofaktorerne ved prostitution først og fremmest var forbundet med stigmatiseringen. Faktisk nævnte hun, så vidt jeg husker, ikke andre. Hun insisterede også på at fastholde prostitution som socialt problem. Hvor meget hun havde tænkt over sammenhængen mellem de to, ved jeg ikke.

Hun understregede også, at mange af de problemer og "skadevirkninger", der nævnes i forbindelse med prostitution kan have været til stede, før vedkommende begyndte at prostituere sig.

Derefter holdt Steen Schapiro et glimrende oplæg for døve ører, som kan læses her . Han appellerede til at stoppe fløj-mentaliteten og samles om det, vi er fælles om: et ønske om at hjælpe. Ingen respons.

Min kvalme fortog sig lidt. Men da en kvinde fra Dannerhuset havde vrøvlet lidt, og jeg så at Balder Mørk og en eller anden ekstrem svensk feminist var på efter pausen, besluttede jeg at tage hjem før tid.

Jeg har forsøgt at bløde ubehaget lidt op med nogle søde piger fra halvfjerdserne. Der var en helt anden glød over pornografien dengang, synes jeg. Som om pigerne turde nyde det.

Jeg fulgte porno- og prostitutionsdebatten indgående, men på afstand, omkring et år forinden jeg debuterede med min egen blog.

Jeg opdagede hurtigt, at det var et aldeles ømtåleligt emne for mange mennesker, og at folk på begge sider tog deres friheder med at lade følelserne overtage fornuften ind imellem, og nogle gange sige ting, der måske ville være blevet censureret væk af høflighedskontrollen ude i kødverdenen. ”jeg føler…” har i nogles mund status som et almengyldigt argument, der overskygger og pacificerer alle andre argumenter. Fordi det naturligvis har det for den enkelte.

Jeg går ikke ind for et ideal i form af, at en debat kun skal omfatte rationelt funderede argumenter, upåvirket af følelser. Først og fremmest fordi, jeg ikke tror, det kan lade sig gøre – og at foregive vil i bedste fald gøre den følelsesmæssige dagsorden mere skjult. Men også fordi, jeg mener, det er vigtigt at bevare menneskeligheden og ikke forsøge at pakke den ind i intellektuel formåen.

”jeg føler…” har sin berettigelse om end, det ikke er et faktuelt gyldigt argument, fordi det i sidste ende er disse følelser, der for manges vedkommende har bragt os ind i debatten.

Der er forskellige årsager til, at debatten påvirker os personligt. Det kan være i den mest direkte form, at det truer vores virke, som i Luder og hendes kollegers tilfælde. Men det kan lige så vel være i den indirekte form, at det går ind og piller ved vores etablerede verdensbillede på den ene eller anden måde og truer subjektets suverænitet. Sidstnævnte er særligt interessant, fordi der ofte er genkendelige elementer i, hvad de enkelte mennesker føler, på den ene og anden side af seksualdebatten. Noget af det er udtryk for, hvordan det samfund, vi lever i lige nu, former vores bevidsthed om os selv og andre. Måske er det endda udtryk for nogle generelle tendenser omkring os, som ikke kun binder sig til seksualdebatten, og som jeg synes, det er værd at tage stilling til.

”jeg føler ikke, at det kan lade sig gøre at have det godt med at tage penge for sex”

Dette udsagn hører man tit i forskellige indpakninger, når prostitution debatteres. Det er måske i virkeligheden dette udsagn, der er den grundlæggende spiller i kriminaliseringsdebatten. Og dog ligger det problematiske ikke i selve udsagnet, men i at den følelse, der gives udtryk for, forudsættes at være almengældende eller i hvert fald ”den sande følelse”. Lige så vel som at min følelse af, at det er rart og godt for en kvinde at prostituere sig, og at det kun er samfundets stigmatisering, der gør, at nogle ikke føler det sådan, er min naive forestilling om en almengyldig virkelighed, hvis modargumenter, jeg kan negligere ved at tørre dem af på omstændighederne.

Disse følelser er berettigede, for de er udtryk for identitet. Men det må være respekten for andre mennesker og det ansvar, der bør følge med menneskelig interaktion, der gør, at vi hiver fat i os selv og forsøger at sætte os ind i, hvordan andre menneskers virkelighed ser ud. Prøver at se de andre indefra. Men det kræver altså også, at vi ser os selv udefra.

Billederne er litografier, der forestiller Napoleon og hans generaler fra 1840erne. Fra Vintage Porn Gallery.