Kavalergangen

Jeg kan godt lide at shoppe. Jeg har et passioneret forhold til tøj og æstetiske udtryk. Jeg elsker at gå ind i en butik og nyde synet af de mange muligheder for æstetisk selviscenesættelse, der findes der. Jeg kan også godt lide de dyrere butikker, der giver mit visuelle udtryk mulighed for at indtage en smags- og klassemæssig position.

Der er kun et problem:  Tøjekspedienter. 

De mennesker, der arbejder med at sælge tøj for de dyre mærkevarer, er af en ganske særlig race. I virkeligheden har de et ikke særlig udfordrende og ikke særlig velbetalt job, men alligevel er de som en slags super-mennesker, der på et øjeblik kan vurdere, om du er en kunde, det er værd for dem at bruge deres dyrebare tid og opmærksomhed på. For en ung pige med hørebøffer og viltert hår som jeg selv, bliver det højst til et lidet bifaldende blik, hvis jeg vover mig ind hos Burberry eller Birger Christensen. Hvis jeg tillader mig at stille et spørgsmål, afleveres svaret  med irritation og sjældent fyldestgørende information, og jeg ender som regel med at forlade forretningen med lidt mindre selvagtelse end før, jeg begav mig derind.

Men til jul fik jeg en gave, der ændrede mit liv. En skuldertaske fra Mulberry.  Denne konstruktion af knapper og læder har gjort mig til et nyt menneske. Et menneske, som er en tøjekspedient værdig. Irritation og misbilligelse er blevet afløst af førsteklasses spytslikkeri. Det er vidunderligt, hvad en accessorie kan gøre for det outfit, der er dig.

Men jeg har måtte erfare, at der trods alt er en begrænsning på tøjekspedienternes magt. Mulberry-tasker og andre luksusvarer er slet ikke nok til at placere mig blandt samfundets elite længere. Efter lang tids overflodssamfund kræver det nemlig accessories, der symboliserer andet og mere end købekraft. Det nye topmoderne tilbehør, der kan sætte prikken over i’et i dit image er derfor:

Etik.

Etik forstået som, at du tager stilling til verden omkring dig og demonstrerer din stillingtagen. Ligesom med mærkevare-tasker behøver du ikke forholde dig til, hvor og hvordan og hvorfor, du ønsker at eje dem; det at du bærer symbolet er rigeligt. Det er nemt. Det er sjovt.

Som den festglade og generøse læge Erik Hohwü udtrykker det  på sin hjemmeside http://www.erikhohwu.dk/ :

”Det behøver hverken være kedeligt eller helligt at være go'. Faktisk, så vil vi bare have det sjovt.”

Det behøver ikke være kedeligt at være go’, siger han. Det lyder jo rigtig godt, men der et ét problem: Han tager fejl.

Det er temmelig kedeligt at gøre noget godt. Det er faktisk surt arbejde. Det kræver nemlig, at man bruger en masse tid på at sætte sig ind i, hvad det, man ønsker at gøre, drejer sig om. Det kræver, at man  prøver at forstå, hvordan man bedst hjælper dem, man ønsker at hjælpe, og det med andet end sin egen umiddelbare forargelse. Det kræver, at man indser en masse kedelige ting og bruger en masse kedelig tid.

Men det er der ikke ret mange, der tænker over. Der er nemlig ikke ret mange, der bekymrer sig om, hvordan det rent faktisk går med de stakkels piger på Vesterbro, som Erik Hohwü beretter så indlevende om. Man har nemlig aldrig spurgt dem.  Til gengæld får Hohwü selv masser af tid til at berette om sit projekt i landsdækkende medier. Og alle klapper i hænderne. Det ville være upassende at stille spørgsmålstegn ved, om Reden nu er stedet at give de penge til. Spørgsmålet er ellers temmelig relevant, eftersom Reden offentligt har udtrykt, at de kun ønsker at hjælpe en begrænset gruppe af de prostituerede 1), eftersom de lyver om deres tal 2) og frihedsberøver udenlandske kvinder mod deres vilje 3).

Men vi overvejer det ikke engang. For han vil jo bare hjælpe de stakkels kvinder, (indsæt følelsesladet beskrivelse af deres sølle vilkår her), så hvordan kan nogen være så kynisk at stille kedelige spørgsmål, som forsinker denne proces? Han vil det jo godt, og det er det, der betyder noget.

Det er nemlig uetisk, og dermed umoderne, at stoppe op og reflektere. Vil man gøre en god gerning, er det intentionen mere end resultatet af handlingen, der har betydning.

For det er slet ikke pigerne på Vesterbro, det handler om. Det er Erik og alle hans festende venner selv. Derfor er det deres intentioner, der betyder noget og ikke de andres virkelighed. Det handler om de mennesker, der gør de gode gerninger og ikke om dem, de påstår at ville hjælpe.

Den priviligerede samfundsgruppe ønsker at redefinere sig selv. De ønsker sig et nyt outfit. Og Erik har designet det:

 ”Vi gider ikke være den ligeglade, den overfladiske, den selvoptagne Generation X og Y længere. Vi vil ikke kaldes ”græshoppe”-generationen, ”nå?”-generationen eller ”mig”-generationen, når historien skal skrives.

 Vi vil være Generation G.

 G for Generøsitet. G for Godt Selskab. G for Godt Grin. G for Generation Gi’.”

 og som han siger til dr.dk:

 ” Jeg er træt af at høre om Generation X og Y, Generation Nå og alle de andre kedelige betegnelser. Vi skal hellere være Generation Gi', hvor vi ikke spiller hellige, men hvor vi har det sjovt med at hjælpe andre” 4)

Bemærk, hvordan Hohwü gentagne gange understreger, at det ikke må være ’helligt’. Det er der en meget klar årsag til. ’Helligt’ er jo slet ikke blevet moderne endnu.

Kilder:

1)      Læs Dorit Otzens egne ord:

”-Hvad nu, hvis de giver udtryk for, at det er det, de vil?(fortsætte i prostitution)

"Så må de gå andre steder hen. Så må du tale med en revisor eller en advokat, der kan hjælpe dig i den retning. Jeg arbejder i en organisation, der ser kriminalisering som en mulighed for at begrænse prostitution, så sådan er det.”
http://www.information.dk/172816

2)      http://thehumanstain.smartlog.dk/redens-falske-tal-post158780

3)      http://www.information.dk/172816

4)      http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/02/05/Fra+triste+ludere+til+sjov+st%C3%B8ttefest.htm