Smartlog v3 » Kavalergangen » Grænser For Rummelighed
Opret egen blog | Næste blog »

Kavalergangen

om identitet, køn og seksualitet

Grænser For Rummelighed

14. Jan 2011 16:44, Eini

Nina Søndergaard, som jeg bl.a. i sin tid stiftede bloggen prosexfeminisme med (hvilken i dag primært køres af hendes pen), har givet et meget modigt interview i dagens Information , hvor hun springer ud som polyamorøs.

 

Artiklen har heldigvis vakt en del røre, og en del af reaktionerne har været præget af et forsvar for den monogame livsstil.

 Dels pga. min egen kærlighed til mennesket Nina og dels pga. mit personlige engagement i emnet, ønsker jeg mig, at folk var lidt bedre til at forstå budskabet i artiklen. Det er trist, hvis energien bruges på et forsvar for eget livsvalg i stedet for et ønske om at forstå, hvad der bliver sagt. Man kan godt sætte sig ind i, hvordan man også kan leve, uden at leve sådan selv.

 

 

 

Det er delvist Informations skyld. Ved at vælge den catchy overskift ”Monogami er nærig kærlighed” og på deres facebookside skrive ”Monogami er yt!” insinuerer de stærkt, at det er en konflikthistorie.

 

Men når man læser artiklen, er det i mine øjne tydeligt, at det ikke er en kritik af andre mennesker, men et poetisk ærligt portræt af et menneske, der udtrykker nogle følelser og livsvalg, som er meget tabubelagte, og som i at blive sagt højt kan nå andre, der har det på samme måde. Det er altså ikke et angreb eller et forsøg på at omvende folk, der ikke har det som Nina, til at leve anderledes, og at opfatte det sådan er nok udtryk for en usikkerhed, som er i os alle, men som også kan være roden til intolerance og derfor bør håndteres med en vis selvbevidsthed.

I sidste ende er det Nina Søndergaard, der er nøgen. Det er os, der står påklædte omkring hende, uanset at hun kan gøre os bange for at tabe tøjet selv.

 

  

Der er en god grund til, at hun beskriver det som ”at springe ud”. At afvige seksuelt fra normen og indrømme det er at stille sig uden for fællesskabet på det mest følsomme område, uanset hvilken form det har. Det at springe ud som ikke-jaloux berører en velkendt følsomhed og angst i mange mennesker, og derfor føler de fleste måske, at det handler mere om dem, end det ville gøre, hvis Nina var sprunget ud som lesbisk.

 


 

Jeg har selv oplevet, at folk har udtrykt sympati for mine tanker om seksualitet, men har tilføjet disclaimeren ”men du behøver jo ikke være så in your face-agtig med din frigjorthed”. De føler altså på en eller anden måde, at jeg invaderer deres private rum, når jeg forsøger at indtage mit eget. Det minder mig om, når folk udtrykker sympati for homoseksuelle ”så længe de ikke er sådan nogle flamboyant fimsede nogle”. Men hvad, hvis det er dét, de er? Er det fair at stille begrænsninger for rummelighed?

 

Læs også Ninas egne ord om artiklen her

 

Billederne er herfra

 

Kommentarer

  1. Erik
    15. Jan 2011 07:59
    1

    Hej Eini.

    Enig i, at det er rigtigt at tale om at springe ud. Men hvis parallelen til homoseksualitet er så åbenlys, burde vi så ikke kræve samme rettigheder for polyfile, som vi kræver for homofile? ('Polyamorøs' er et rædsomt bastardord og 'homoseksuel' er upræcist.) Dermed mener jeg selvfølgelig først og fremmest ret til en form for ægteskab.

    Det har altid undret mig, at fortalere for homofile ægteskaber fokuserer på, hvor minimale forskellene mellem homofile og heterofile ægteskaber er, i stedet for at fokusere på retten til selvbestemmelse. Hvis to personer ønsker at indgå i en kontrakt, hvorfor skal staten så blande sig i andet, end om de er i stand til at overskue konsekvenserne af den beslutning? Modstandere benytter tit et skråplansargument: Hvis jeg kan gifte mig med en mand, hvorfor kan jeg så ikke gifte mig med en hest eller et barn? Dertil er det åbenlyse svar selvfølgelig, at et ægteskab er en kontrakt, som kræver to myndige parter. Men er der en god, rationel grund til at f.eks. to søskende ikke kan indgå i et ægteskab?

    På samme måde forekommer det mig, at vi for ikke at undertrykke polyfile må åbne op for, at man kan indgå flere ægteskaber samtidig. Hvordan en sådan løsning præcist kan udformes for at undgå tvang og undertrykkelse er et godt spørgsmål, men det virker urimeligt at begrænse polyfiles ret til at indgå ægteskabskontrakter, der svarer til den måde, de indretter deres liv, blot fordi et sådant arrangement kan misbruges (det kan et almindeligt, monogamt ægteskab jo i øvrigt også). Det er selvfølgelig klart, at man må kræve tilladelse fra parternes andre ægtefæller, og det må så være op til retten at godtgøre, at disse tilladelser faktisk er givet i god tro.

    Jeg ved ikke meget om polyfili, men det er interessant, at der ikke forekommer at være noget krav om ligestilling, når polyfile står åbent frem - selv ikke for en så politisk bevidst aktør som Nina Søndergaard. Men man må huske på, at kampen for homofile ægteskaber er meget ny. Bloggeren Andrew Sullivan (som er gift med en anden mand) har berettet, hvordan han blev udsat for dødstrusler fra bøssemiljøerne, da han i 1995 udgav sin bog Virtually Normal, der som den første argumenterede for ægteskabslighed. (Jeg har desværre ikke selv læst den.) Ifølge ham var der dengang i aktivistiske homomiljøer en forestilling om homofili som en radikal andethed, et subversivt alternativ til en passivt undertrykkende heterofil normalitet.

    Muligvis er de polyfiles offentlige tilstedeværelse endnu for ny til at nogen tør stille de krav, men det forekommer mig, at polyfili ville have nemmere ved at slå igennem som anerkendt livsidentitet på linje med hetero- og homofili, hvis de polyfile i højere grad kæmpede for deres rettigheder. Jeg har tilsvarende på fornemmelsen, at den forøgede opbakning til homofile ægteskaber ikke bare skyldes, at samfundet er blevet mere bevidst om homofili og at flere kender homofile, men i lige så høj grad skyldes måden, homofile fremtræder i det offentlige rum, som for mig at se netop er ændret af kampen for lighed og den dertilhørende insisteren på homofili som en form for normalitet. Det viser sig måske netop, at skønt det sagligt set er ligegyldigt for tildelingen af rettigheder, hvor normal eller unormal, en livsstil er, så er normalitet i praksis afgørende for om det bredere samfund kan acceptere minoriteterne.

    Det er klart at både interviewet og blogindlægget mere er tænkt som en personlig afdækning, snarere end som et seksualpolitisk indspark, og det skal selvfølgelig både beundres og respekteres, men jeg vil alligevel bemærke, at Søndergaards position nemt kan virke signalforstyrrende i forhold til en evt. rettighedskamp. Ud fra hendes forsagelse af ægte- og moderskab og italesættelsen af polyfilien som et valg, kan man godt få tanken, at det måske mere er en fase end en egentlig livsidentitet, en skæbne. Eller i det mindste, at der måske i det at være polyfil er flere faser, end hun umiddelbart kan se. Det radikale ved polyfili er som jeg ser det ideen om kærlighed uden jalousi, men det kan nogle gange i hendes fremstilling være svært at se kærligheden for bare lyst og frigørelse; svært at se elskerne (bollevennerne?) som rigtige kærester.

    Det kan se sort ud for de polyfiles politiske rettigheder, hvis det billede, der tegner sig af dem, peger mod en relativisering af kærlighed og mod en forkastelse af forpligtelse og normalitet til fordel for lyst og frigørelse - det var jo netop sådan, de tidlige, homofile aktivister præsenterede sig selv.

    Men alt dette er fra min side bare en thought-in-progress (jeg beklager hvis dette betyder, at sproget eller argumentationen er uklar) og skal ikke trække noget som helst fra det flotte og ærlige i Søndergaards udspringen. Tillykke med den.

  2. Knud Riishojgaard
    15. Jan 2011 10:44
    2

    Jeg synes hun står smukt, modigt og transparent frem, både i artiklen og i sin blog. Jo, Information har strammet overskriften en anelse, især på Twitter/FB, men deres artikler har altid en længde som gør at man glemmer overskriften - i modsætning til visse andre dagblade med catchy rubrikker :)
    Jeg synes det er det mest spændende og vægtige input til parforholdenes værdidebat i lang tid.

  3. Christian Madsen
    15. Jan 2011 13:59
    3

    Når jeg læser kommentarene på Information og de steder på Facebook hvor interviewet er blevet delt, sidder jeg tilbage i dyb forundring?

    Folk argumenter imod Nina´s valg af livsstil utrolig aggressivt! Fordi man fravælger parforholdet (som mange kender det), fravælger børn ... Så flyver beskyldninger og stempler som "umoden, egoistisk, barnlig, narcissistisk, unormal, ensom" - etc rundt. Det virker fuldkommen rablende vanvittigt på mig, at man kan hidse sig sådan op over én persons livsstil valg, et valg som godt nok skiller sig ud fra majoriteten af danskere, men også et valg der ikke vedkommer andre, og som ikke skader nogen (selvfølgelig bliver der også postuleret, af nogen, at Nina´s livsstil er både fysisk & psykisk skadeligt for hende *sic*).

    I den perfekte verden ville interviewet i Information, og de steder det er delt på Facebook, overhovedet ikke afsted komme nogen kommentarer - andre end måske et par "held & lykke" -"godt for dig :)" osv. Istedet kommer der flere passiv/aggressiv (nogen bare aggressive!) reaktioner fra folk - reaktioner latente med fordømmelse og en knivspids dæmonisering af det at være polyamorøs.

    De mennesker som har behov for at angribe Nina, angribe hendes livsstil - må virkelig være usikre på deres egne valg, deres egen monogame livsstil, deres partner og parforhold - eller så har de kun læst overskriften og suset hen over resten?

    Der er i flere år blevet snakket om monogami-tyrani, dette har ikke været noget jeg har taget mig synderligt meget af, men jeg synes at kunne se det nu. Åbenbart forholder det sig sådan, at hvis man ikke er i et monogamt parforhold, ytre et brændende ønske om at avle nogen børn - ja, så er man et dårligt menneske, og har evt. psykiske problemer, man er måske en ligefrem nedbrydende faktor for den vestlige civilisation?! Dertil vil jeg så sige - at hvis den vestlige civilisation ikke kan rumme anderledes livsstile som ikke skader nogen, heller ikke dem som erkender sig til disse livsstile - så skal den vestlige civilisation måske nedbrydes.

    Mennesker burde tage et langt kig på sig selv, og så spørge sig selv - "hvorfor bliver jeg så stødt, såret og krænket af dette interview?".

  4. Nina Søndergaard
    15. Jan 2011 17:16
    4

    Tak for de smukke ord og støtten, EIni, Christian og Knud!

    @ Erik

    Spændende tanker! Jeg har lige lånt Ethan J. Leib: Friend v. friend, hvor han argumenterer for at vi bør medtænke venskab ind i loven i langt højere grad end vi gør nu, hvor det kun er ægteskabet der anerkendes som juridisk bindende relation mellem mennesker.

    Når jeg har tygget mig i gennem den har jeg forhåbentlig lidt stærkere indspark.

    Nu er min springe-ud historie én ud af mange og skal sandelig ikke ses som mådEN at være polyamourøs (jeg giver dig ret i ordskvaldret) på, men mange polyamourøse er ikke offentlige, altså er det ikke til at se at de fleste faktisk er gift og en del har børn.

    Eftersom jeg aldrig har haft trangen til at stifte egen familie, synes jeg ikke godt det er mig der skal kæmpe dén kamp.

    Hvad faserne angår bliver jeg lidt træt. Selvfølgelig er det en fase, ligesom alt muligt andet er det, men jeg ønsker ikke at mit valg bliver affejet som et ubetænksomt forstadie til den RIGTIGE kærlighed, nemlig kærnefamilien. Det bliver jeg noget fornærmet over, dels fordi jeg har tænkt meget over mit valg, dels fordi folk der kommer med den påstand ikke kender til mine dybere bevæggrunde eller liv i det hele taget, og at sige at mit liv er letbenet er både groft og forkert. (Der fik jeg vist lagt dig ord i munden).

  5. Kim Jaobsen
    24. Jan 2011 12:39
    5

    Hej Eini,

    Super godt indlæg, right to the point. Jeg læste artiklen om Nina og polyamorøsitet, og er i øvrigt imponeret over hende - sejt nok at hun står frem, og det overskriften generede mig også.

    Hvorfor kunne journalisten ikke nærre sig fra at indlæse en fordom i overskriften, istedet for at fokusere på at fokusere på det Nina taler om - om ærligheden, nysgerrugheden og friheden - og præsentere livsstilen som en måde blandt mange.

    Men bortset fra det, enig i at det ellers var en god artikel. Hørte også Ninas interview i P1, og syntes det var rigtigt godt.

    Masser af roser herfra, for jeres Kvindehjerte til at stå frem og fortælle og ærligt fortælle om livstilen.

    Håber folk vil være nysgerrige og fokusere på muligheden, om ikke andet som et udtryk for mangfoldighed, i stedet for at indlæse den i gamle normer forlods.

  6. Christian Aaen
    16. Feb 2011 16:16
    6

    Unormale forhold vil altid blive betragtet med mistro.

    Vi mennesker er bedst til at håndtere normalitet og det forventelige, alt der falder udenfor normen bliver set på med mistro eller det der er værre.

Skriv et brev til mig

Eini Carina Grønvold
Eini Carina Grønvold

Arkiv


Tags