Smartlog v3 » Kavalergangen » i virkeligheden
Opret egen blog | Næste blog »

Kavalergangen

om identitet, køn og seksualitet

i virkeligheden

5. Jan 2011 12:19, Eini

Jeg har været lidt på afstand af debatten i noget tid og fokuseret på de mere handlingsorienterede aspekter af den politiske bevægelse, men bundet til sengen af influenza har jeg i dag siddet og læst nogle sexkøbsdebatter for første gang i lang tid. Især en ting falder mig i øjnene: Når politik debatteres på et principielt plan, glemmer man meget hurtigt det enkelte menneske i sammenhængen. Man glemmer det, det hele i sidste ende kommer ned til: hvad er konsekvensen for den borger, som loven laves for.

For en sexarbejder vil det betyde, at hun kommer til at leve i et samfund, der ikke anerkender hendes vilje, men tværtimod underkender og undertrykker den.

For en sexkunde vil det betyde, at han sættes i fængsel for en forbrydelse, han ikke selv har oplevet at have begået.

Forestil dig det lige et øjeblik: Hvordan føles det egentlig, når folk benægter, at man har det på en måde, man selv oplever, at man har?

Jeg snakkede engang med en psykolog, der var specialiseret i folk med krigstraumer. Han fortalte mig om en meget simpel og effektiv torturmetode, en af hans patienter havde været udsat for:

 

Patienten, A, blev hevet ind i et rum, hvor soldaterne tegnede en cykel i kridt på væggen. Derpå bad soldaterne A om at cykle sig en tur. A protesterede og sagde, det jo ikke kunne lade sig gøre. Soldaterne sagde, at selvfølgelig kunne det det. Når det ikke lykkedes A at cykle, piskede de ham som straf for hans ulydighed.

 

Dette er naturligvis den ekstreme version, men jeg synes, det illustrerer, hvor vigtig vores virkelighedsopfattelse er for os som mennesker. Hvis man fratager det enkelte menneske retten til sin egen virkelighed, begår man i mine øjne en meget alvorlig forbrydelse. Det er blevet gjort mange gange i historien, bl.a. ved undertrykkelsen af homoseksuelle, som på mange måder er en vigtig parallel til sexkøbsdebatten i dag.

 

  

 

Men det interessante er, at det nok er det samme, der gør sig gældende den anden vej. For hvorfor er det egentlig, at de mennesker, der stædigt vedbliver at påstå, at sexarbejderen lyver, når hun siger, hun ønsker sit arbejde, handler som de gør?

 

Vi så for nylig Britta Thomsen holde krampagtigt fast i en påstand, som var blevet så grundigt modsagt, som muligt er: http://www.information.dk/255344

 

Vi vil alle sammen gerne forsvare vores egen ret til vores egen virkelighed. Og for nogle mennesker er det nok helt og aldeles umuligt at forestille sig at have det godt med at sælge sex. Hvis de samtidig har en forestilling om, at et fællesskab nødvendigvis skal være homogent, opstår der et ”os eller dem”-ultimatum hos dem: ”Enten er jeg forkert, eller også er de.”

De fleste ville nok vælge det sidste. Men det ultimatum er falsk. Det findes ikke. Vi kan sagtens eksistere alle sammen, med ret til hver vores virkelighed. Fordi homoseksuelle får ret til at udleve deres seksualitet, som de ønsker det, forhindrer det ikke heteroseksuelle i at gøre det samme.

Fordi en sexarbejder har det godt med at sælge sex, betyder det ikke, at Britta Thomsen også skal have det.

 

  

 

Afarten af dette er kampen om majoriteten: Jamen der er nogle enkelte sexarbejdere, der har det godt, men de fleste har det ad helvede til. Eller omvendt. Hvis majoriteten er med mig, har jeg ret. Men hvorfor egentlig? Hvorfor har flertallet ret til at tromle minoriteten? Hvis man siger, at ”alle sexarbejdere har det på den måde”, er det lige usandt, om der er en eller tusind, der ikke har.  For det ene menneske, betyder det jo ikke mindre af, at andre ikke har det sådan. På den måde er anerkendelsen af den personlige virkelighed også en anerkendelse af individets ret. Mennesket kan og bør ikke bare generaliseres.

 

 

 

Skriv et brev til mig

Eini Carina Grønvold
Eini Carina Grønvold


Tags