Kavalergangen

Følgende blev bragt i Politiken (med små justeringer) d. 16. november 2008. 

Faktisk er det overflødigt, at jeg kommenterer artiklen "Politiet har kun fundet tre sexslaver" af Ritt Bjerregaard, Mette Frederiksen, Hanne Vibeke Holst og Sara Blædel (Pol., 5. november). Læsere, der nærstuderede Anne-Marie Steen Petersens spidse illustration, har allerede fået mit budskab.

På tegningen ser man tre sexarbejdere. De ser hverken lykkelige eller ulykkelige ud. De er bare ranke, sexede og optaget af deres forretning. En af dem taler i mobiltelefon. Men i forgrunden, helt ud mod læseren, står der en fjerde kvinde. Hun er elegant klædt. Hun udstråler en autoritet, som vi ikke tillægger pigerne i baggrunden. Hun er en kvinde af det gode borgerskab, og hendes sjæl er tydeligvis forpint af uvilje mod netop de tre sexarbejdere og alt, hvad de, for hende, repræsenterer.

Anne-Marie Petersen fanger i en simpel tegning alt det forkvaklede ved den modstand mod prostitution, som de to forfattere og de to politikere gør sig til talsmænd for. De fire er privilegerede og feterede. Det ligger i deres kapacitet at blive offentlige personer med stor indflydelse på samfundet, og den mulighed har de hver især valgt at udnytte. De kunne også have valgt så meget andet – endda at blive sexarbejdere, hvis det var det, de ville. De fleste mennesker i verden må misunde dem deres mange muligheder.

Men på en eller anden mystisk måde har de fået ind i hovedet, at tilstedeværelsen af sexarbejde ødelægger noget vigtigt i deres liv. Så de bekæmper det. Og for at bekæmpe det, sidestiller de sexarbejde med kvindehandel. De nævner konsekvent de to ting som uundgåelige konsekvenser af hinanden. Det er samme retorik, der bruges, som når sexafholdenhedsforkæmperne i USA sidestiller sex uden for ægteskabet med kønssygdomme og graviditet.

For de fires påståede bekymring for sexslaverne er tydeligvis uden forbindelse til virkeligheden. De beklager sig over, at politiet på et år kun har fundet tre handlede kvinder trods en stor politi-indsats, og de kræver mere præcise tal for antallet af ofre for menneskehandel. Men hvem siger, at der er så mange flere?

Forskningen viser et ganske andet billede af menneskehandel i forbindelse med sexarbejde end den skingre og virkelighedsfjerne stereotyp med tvungne kvinder, der må betjene 25 kunder om dagen. Vi taler om kvinder, der har et projekt, en vilje. Sine Plambech og Anders Lisberg skrev om det i en meget interessant kronik her i Politiken den 29. september. En gruppe nordiske forskere har også netop præsenteret en rapport om det på en konference i Stockholm. Men i de fire feministers fremlægning har de prostituerede, migranter eller ej, ikke anden vilje end den de fire, som selvudnævnte repræsentanter for kvindekønnet, tillægger dem.

At kvinderne selv har valgt sexarbejde står ikke i modsætning til, at de er eksponerede for udnyttelse. Og denne udnyttelse skal vi bekæmpe. Men det bliver bestemt ikke bedre af, at det officielle Danmark ikke vil acceptere den virkelighed, de udenlandske sexarbejdere lever i. Eller de valg, de træffer. Man trækker en seksualmoral ned over hovedet på dem. Man nægter dem rettigheder, man stigmatiserer dem, man lader politiet gennemføre razziaer mod dem, tilsyneladende uden andet formål end chikane. Og så undrer man sig over, at der er nogle, der prøver at udnytte deres behov for beskyttelse.

Det er blandt andet Ritt Bjerregaard og Mette Frederiksen, der som politikere har ansvaret for denne virkelighed. Så man kan ikke læse det som andet end hykleri, når de bagefter gør sig til af en omsorg over for de udenlandske sexarbejdere. Ligesom kvinden på tegningen, kigger de fire feminister forargede væk, i stedet for at kigge på de kvinder, det handler om.

Og hykleriet bliver suppleret med mytedannelse. De fire kalder det for eksempel et faktum, at de sociale organisationer har mødt 250 kvinder, der potentielt er ofre for menneskehandel. Men det er et falsum. Faktum er, at de sociale organisationer har haft kontakt til i alt 250 udenlandske kvinder. Mange af dem, ved de med sikkerhed, ikke er ofre for menneskehandel. Mange andre har de blot talt i telefon med, eller de har mødt dem flygtigt på gaden og udvekslet nogle få ord, men uden at ane, om de er ofre for noget som helst andet end en vulgær udlægning feminisme.

For det er netop ligestillingskortet, de fire trækker som deres sidste trumf. Men deres budskab har intet med ligestilling eller virkelig feminisme at gøre. At kvinder med mange muligheder bekæmper kvinder med få muligheder er blot et eksempel på, at kvindesagen er blevet kidnappet af selvudnævnte profeter, der kun arbejder for deres egne egoistiske interesser.

En ægte feminisme giver hver enkelt kvinde muligheder – på hendes egne præmisser og efter hendes egne ønsker. Også hvis hendes præmis er, at hun mangler penge, og hendes ønske er at bruge sin seksualitet til at tjene dem. På den måde er det sexarbejderne, der er forrest i kampen for andre kvinders rettigheder. Deres valg er ekstremt, men det er accepten af de ekstreme valg, der giver plads til alle andre valg.