Kavalergangen

På filmfestivallen i Cannes præsenterede Lars von Trier sin nye film ”Antichrist” for et publikum af kritikere og andre meningsdannere. Det var en film, det var nødvendigt at tage stilling til, dels pga. dens længe ventede ankomst og dels pga. dens grænseoverskridende indhold med lemlæstelse af kønsdele i fuld front og andet øjenguf. Og stilling blev der taget. Alle udtrykte en kontant for- eller imod-position med en mulig modvægt til det sidste. Herhjemme lå pressen vanligt på lur for at udstille Triers excentrisme og rebelske storhedsvanvid med ivrig klappen af den internationale latterliggørelse, der (pyha, heldigvis) fulgte deraf. Danmark har det jo bedst med, at dem, vi hylder, falder ned og kysser støvet hos os andre, når elfenbenstårnet bliver for højt.

Dette cirkus er velkendt og givetvis ikke noget, Trier ikke med en vis fryd også opbygger sin professionelle identitet omkring, og jeg fandt mig selv temmelig uberørt af postyret. Jeg var mere overrasket over den forargelse, filmen vakte i feministiske kredse, hvor Trier i flæng blev beskyldt for at at være kvindehader. The Ecumenical Jury,* som i mange år har været den kristent funderede moralske pegepind i Cannes, uddelte ligefrem sin første anti-pris nogensinde, fordi de med egne ord ikke kunne forholde sig tavse, da filmen var ”den mest kvindehadske film fra den selvudnævnte største instruktør i verden” . Det er ikke så lidt af en udnævnelse.

I øvrigt er det interessant, hvordan den kristne og feministiske dagsorden og verdenstolkning ofte smelter sammen. Der burde ellers være lagt op til et umage ægteskab, men der er åbenbart opstået en kærlig alliance i et fælles moralsk korstog.

Trier har lavet en film, der i mine øjne ikke er overstadigt imponerende kunst, men dog en rammende beskrivelse af de mørke afkroge af psyken. Det er en film med et symbolsk lag, der spænder mellem ironi og gravalvor, uden at nogen af delene bliver uvedkommende, og en, måske noget pessimistisk, men først og fremmest klog og dramatisk velfungerende tegning af en relation imellem to mennesker. Det ene af de to mennesker er af hunkøn, men selvom Trier bruger bl.a. heksemytologien til at udforske den del af mennesket, der er kvinden, ser jeg ikke filmen som et kønspolitisk indspark, men som et portræt. Det bør være muligt at portrættere og udforske kvinden, uden at det skrives ind i en kønspolitisk sammenhæng.

Mest af alt er det mig uforståeligt, hvordan dette portræt kan forveksles med kvindehad. Hvis man endelig skal tage de kønsteoretiske briller på, er det nye, at vi får lov at se Trier udforske de negativt ladede kvindelige personificeringer. Hvor han tidligere har dyrket kvinden som martyr, udforsker han nu de diabolske kvindelige udtryk, hvilket jeg læser som en oprigtig kærlighed til hele kvindens væsen frem for en fortsættelse af de idealiserede offerroller, man oftest bliver spist af med. Vi får for en gangs skyld lov at se kvinden i rollen som den beregnende og manipulerende voldspsykopat, og det er tilsyneladende denne rolle, der pisser en masse mennesker af. Som Trier spøgefuldt selv bemærker , er det på tide, at kvinden får lov at være skurken. Den udmelding underbygges, hvis ikke af andet, så netop af den ekstreme modstand mod, at hun er netop det.

Den feministiske kritik fører igen tilbage til, at kvinder opfattes som en samlet identitet, hvor en ringeagtelse eller fornærmelse af én kvinde automatisk smitter af på alle andre kvinder (læs også: Leonora Christina skov og den kvindelige synsvinkel og Undskyld Pernille ). Det er en automatreaktion, som givetvis er opstået af en følelse af pres, Denne følelse bør nu erstattes af reflektion, hvis ikke den skal fastholde kvinden i en offerrolle. Det er på tide, at kvinden frigør sig selv fra ”det fælles kvindelige lod” og ophøjer sig til individ. At fastholde enhver kunstnerisk portrættering af kvinden i en kønspolitisk dagsorden er at italesætte hende som problem i stedet for at lade hende indgå i kunstens undersøgende portrættering af mennesket, og det er for mig at se dybt hæmmende for kvindens position i samfundet i øvrigt.

Man kan altid tage kønsbrillerne på, ligesom man kan kigge igennem grøn cellofan og se omgivelserne i den farve, men nogle gange er det vigtigt at huske bare at se verden som det, den er. Det siger jeg lige så meget til mig selv.

* Definitionen af ecumenical fra dictionary.com: “promoting or fostering Christian unity throughout the world.”

Indlægget er redigeret d. 30.5.09