Smartlog v3 » Kavalergangen » Min tale 3. marts
Opret egen blog | Næste blog »

Kavalergangen

om identitet, køn og seksualitet

Min tale 3. marts

7. Mar 2011 13:47, Eini


Mit navn er Eini Carina Grønvold, og jeg er talsperson for De røde paraplyer, som sammn med SIO har arrangeret denne demonstration.

 

 I dag er Sexarbejdernes Internationale Rettighedsdag.

 

Dagen opstod for præcis ti år siden, da 25000 indiske sexarbejdere samledes på gaderne i Kalkota for at kræve det samme, vi kræver her i dag:

 

RETTIGHEDER TIL SEXARBEJDERE!

 

  

 

For ikke kun i Danmark, men i hele verden, er sexarbejderne en gruppe mennesker, der forfølges og undertrykkes - ofte af de myndigheder, som påstår at ville hjælpe dem.

 

For selvom mange taler om sexarbejderne, er der alt for få, der lytter til dem.


Hvis man virkelig ønsker at hjælpe, må man lytte til dem, det handler om. Man må spørg sexarbejderne selv, hvordan de vil hjælpes.


 


 

 

I De Røde Paraplyer  er vi både socialister og liberalister og alt muligt andet, og jeg kan se, at der også er mødt flere politiske farver op i dag. Det glæder mig!

 

For først og fremmest er vi alle sammen mennesker, og mennesker bør bekymre sig for hinanden. Mennesker bør lytte til hinanden.

 

Kravet om ordentlige forhold for sexarbejderne er noget, der rækker ud over røde og blå kasketter. Det handler om, hvordan vi – menneske til menneske - behandler hinanden. Det handler om helt basale menneskerettigheder.

 

Det handler om, hvorvidt vi vil acceptere, at en i forvejen stigmatiseret gruppe mennesker skal udstødes yderligere fra samfundet

 

Eller om vi skal tage dem alvorligt – som mennesker – og hjælpe dem som de gerne selv vil hjælpes

 

  

Det handler om, hvorvidt sexarbejderen skal leve med beskyttelse fra myndighederne – eller i frygt for dem

 

Det handler om alle sexarbejdernes frihed og tryghed. Men det handler især om dem, der er mest udsatte. Dem, der falder mest uden for fællesskabet. Det er dem, der rammes hårdest af forbud og manglende rettigheder. Det er dem, der betaler prisen, når andre pudser glorien med moralske floskler. Det er dem, vi skal huske, hvis vi ønsker et rummeligt samfund.

 

  

Demokrati handler for mig ikke om, at flertallet bestemmer. Det handler om et  samfund, hvor der er plads til alle – også dem der ikke passer ind, hvor flertallet gør.

 Rummeligheden og omsorgen for dem, der falder udenfor,  er under pres for tiden. Det ser vi fra alle sider – og alle politiske farver.

 

  

 

Vi vil alle sammen gerne forsvare vores egen ret til vores egen virkelighed.

Og for mange mennesker er det helt og aldeles umuligt at forestille sig at have det godt med at sælge sex.

Hvis de samtidig har en forestilling om, at et fællesskab nødvendigvis skal være homogent, opstår der et ”os eller dem”-ultimatum: ”Enten er jeg forkert, eller også er de.”

De fleste ville nok vælge det sidste. Men det ultimatum er falsk. Det findes ikke. Vi kan sagtens eksistere alle sammen, med ret til hver vores virkelighed.

 

Fordi en sexarbejder har det godt med at sælge sex, betyder det ikke, at alle andre også skal have det. Eller omvendt.

 

  

 

Neil Stenbæk Bloem fra SF gav i søndags til sexarbejderfestivallen sin forklaring på, hvorfor han ikke mente, det var nødvendigt at lytte til sexarbejdernes krav om rettigheder.

Han sagde, at hvis man var i stand til at arrangere noget som det her, må man jo være citat ”toppen af poppen” og kan derfor ikke repræsentere sexarbejderne.

På den måde fik han givet sexarbejderne mundkurv på. For hvis de er stærke nok til at sige ham imod, tæller deres mening ikke.

 

 

 

Et forbud beskytter ikke nogen. Tværtimod er det de sexarbejdere, der har allermest brug for hjælp, som betaler den højeste pris.

 

I Sverige er det blevet sværere og hårdere at være sexarbejder efter forbuddet. Svenske sexarbejdere lever med stigmatisering, udstødelse og manglende beskyttelse. En svensk gadesexarbejder fortalte, at før forbuddet i 99 var hun aldrig blevet voldtaget på jobbet. Efter forbudet var hun blevet voldtaget flere gange end hun overhovedet kunne tælle.

 

 

 

S og SF siger samtidig, de vil indføre en masse sociale tiltag i forbindelse med et forbud. Men hvorfor så overhovedet et forbud?  Hvis de sociale tiltag er det, der skal hjælpe sexarbejderne, hvad skal forbuddet så til for? Hvem er forbuddet for?

 

Hvis S og SF virkelig ønskede at hjælpe sexarbejderne, ville de afsætte de ressourcer, der skal bruges på at løfte dyner og jage udsatte samfundsborgere på at gøre netop det: Hjælpe.

 

 

Det siges tit, at det her er en svær debat. Men jeg synes i hvert fald, der er en ting, der er simpel:

 

Forbyder man noget, mister man muligheden for at forbedre det. Afkriminaliserer og kontrollerer man det, har man en reel mulighed for at hjælpe.

 

I dag over hele verden kæmper sexarbejdere for det samme. De kæmper for rettigheder. De kæmper for at blive hørt. De kæmper for at blive respekteret. For at blive anerkendt. For at blive beskyttet. Det gør de under et simpelt budskab:

 

”ONLY RIGHTS CAN STOP THE WRONGS”

Skriv et brev til mig

Eini Carina Grønvold
Eini Carina Grønvold


Tags