Da jeg var omkring 14 år gammel, fortalte min mor mig, at ”hver gang, du har sex med en mand, giver du et lille stykke af dig selv væk”. Hun sagde det for at advare mig, for at beskytte mig.
Min mor var og er en frigjort kvinde ud fra vor tids standarder, sågar mere frigjort end de fleste. Hun har altid insisteret på at opdrage mig med frisind og forståelse frem for løftede pegefingre. Hun har ladet mig selvstændigt udforske ting som alkohol og rusmidler, hvor hun har vejledet mig kyndigt men ligeværdigt i stedet for at opstille forbud. Og med positivt resultat; jeg har i dag, og har i løbet af min pubertet haft, et sundere forhold til begge dele end de fleste mennesker omkring mig. Derfor undrede det mig allerede dengang, hvorfor hun så eftertrykkeligt advarede mig mod min egen seksualitet. Og derfor blev min seksualitet det eneste, jeg aldrig fortalte min mor om.
Jeg udviklede meget tidligt en stor seksuel nysgerrighed, så da min mor bidrog med ovenstående dogme, vidste jeg allerede, at det ikke passede. Jeg havde haft sex, flere gange og med flere partnere, og jeg følte mig hverken mere eller mindre hel end før – om noget var jeg blevet erfaringsmæssigt og følelsesmæssigt beriget. Men hvem jeg var, i min kerne, var og er stadig det samme menneske.
For nogle læsere er det måske i sig selv så kontroversielt, at en pige som 14-årig allerede skulle have flere seksuelle erfaringer bag sig, at det overskygger alle andre pointer, jeg måtte have med dette indlæg. Ethvert selvstændigt (om end ungt og naivt) valg, jeg måtte have truffet dengang, enhver lyst til at opleve livet på egen hånd umyndiggøres for at beskytte mig og andre unge piger mod den farlige patriarkalske seksualitet, som jo har magten til at fratage os al vor kvindelige dyd og værdighed.
Den opfattelse delte min mor, for da hun et års tid senere fandt ud af, hvad jeg havde gået rundt og lavet de sidste par år, blev hun vred og såret – og straffede mig. En aften kaldte hun mig ned til sig i stuen for at snakke. Der fortalte hun mig, hvad hun havde hørt. Hun var så følelsesmæssigt oprevet, at hun kaldte mig ”billig” og ”luder” og med vilde øjne og gråd i stemmen oplyste mig om, hvordan hun aldrig havde forestillet sig, at hendes egen datter ville gøre sådan noget. Hun sagde det for at advare mig, for at beskytte mig.
Mod mig selv.
Resultatet blev, at jeg, som sagt, aldrig fortalte min mor om min seksualitet. At jeg ikke turde. Selvom jeg rent faktisk var stolt af at være en seksuelt stærk ung kvinde, skammede jeg mig over dette overfor min mor.
Derfor kom jeg aldrig til hende for at få vejledning om min seksuelle dannelse. Jeg turde simpelthen ikke fortælle hende, hvad jeg følte. For alt det, jeg havde lyst til og følte var rigtigt for mig, ville jeg aldrig kunne dele med hende, for i hendes øjne var det, jeg gjorde, forkert.
Derfor gik jeg aldrig til hende eller alle de andre voksne, der tilsyneladende delte hendes opfattelse, da jeg rent faktisk havde brug for det. Derfor fik hun aldrig mulighed for at hjælpe mig, da det blev nødvendigt. Derfor var jeg overladt til mig selv på et område, hvor jeg med hjælp i form af kyndig men ligeværdig vejledning kunne have undgået at stå alene med de ubehagelige oplevelser, som seksualitet og udforskningen af denne også fører med sig.
Mit formål med dette indlæg (og med denne blog i det hele taget) er ikke at udgyde mit hjertes formørkelser med henblik på evt. medlidenhed. Mit formål er, med udgangspunkt i mig selv og mine erfaringer, at bidrage til den feministiske debat såvel som seksualdebatten i almindelighed.
Billederne er af fotokunstneren Man Ray.
