I anledning af dagen har et par sexarbejdere (Courtney Trouble og Scarlot Harlot) skruet denne skønne video sammen, som jeg synes alle bør se*:

 Og bloggeren vhs har skrevet et glimrende indlæg om, hvorfor sexarbejderrettigheder er noget, der vedkommer os alle:

http://vhs1.blogspot.com/2010/03/sexarbejderes-og-alle-andres.html

* hvis nogen ved, hvordan man poster en video i sit blogindlæg, vil jeg gerne bede om assistance :)

I går holdt Susanne Møller fra SIO og Sexarbejderen Feministen oplæg om sexarbejde i folkets hus under parolen "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" og med ønsket om at besvare spørgsmål som:

"Hvorfor er kampen for sexarbejderes rettigheder en antiracistisk, feministisk og faglig kamp?

Hvad er forbindelsen mellem trafficking og migrationslove? Ligestilling og sexarbejde? Faglig kamp, rettigheder, udnyttelse, køn, kapital, sex og solidaritet?"

Arrangementet var usædvanligt velbesøgt. Jeg talte omkring 90 mennesker stuvet sammen i lokalet. Deriblandt var BR- medlem for SF Neil Stenbæk Bloem.

 Det imponerede mig, at en SF'er mødte op til et debatarrangement af den type, og eftersom mange af de tilstedeværende ved arrangementet tilkendegav, at de havde fået ny viden og forståelse vedrørende SIO's arbejde, var jeg spændt på, om dette også gjaldt politikeren, der har kørt valgkamp på et sexkøbsforbud.  Så jeg skrev et brev til ham. Jeg synes dog, brevet er relevant at læse for alle, så jeg bringer det også her.

Kære Neil

Jeg vil rose dig for, at du mødte op til debatarrangementet "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" i Folkets Hus i går. Det var virkelig forfriskende at se, der også er SF'ere, der er villige til at lytte og indgå i dialog med dem, de er uenige med.

Jeg er naturligvis nysgerrig på, om du så i virkeligheden også lyttede til de ting, der blev sagt, og hvad du tænker om det nu. Du har tidligere påstået, at SIO kun er en organisation for ressourcestærke sexarbejdere, der fører politik på bekostning af de svage sexarbejdere. Mener du stadig det?

Jeg bebrejder ikke, hvad jeg vil tillade mig at kalde din tidligere uvidenhed om SIO og sexarbejderorganisationer i det hele taget, for der florerer mange ondsindede rygter, især skabt af dine kolleger, og viden på området ER meget begrænset – især for offentligheden, der er afhængig af en sensationalistisk presse.

Men i går blev det i hvert fald fastlagt, hvad SIO i virkeligheden ønsker:

1. De ønsker faglige rettigheder.

   De ønsker IKKE at blive kriminaliserede. Kriminalisering forværrer sexarbejdernes situation, især de udsatte på gaden. Kundekriminalisering er i praksis en kriminalisering af sexarbejderen, som det erfares af kolleger i Norge og Sverige.

   De ønsker bedre sociale tilbud til de udsatte sexarbejdere. Eksempelvis væresteder for gadesexarbejdere, som ikke har en moralsk dagsorden om, at sexarbejde er forkert.

   De påstår ikke, at sexarbejdere er en homogen gruppe, men ønsker, at man lytter til den enkelte sexarbejders behov, når man ønsker at hjælpe. De ønsker flere saglige undersøgelser.

SIOs medlemstal er et udtryk for mange ting. Det er svært at mobilisere folk i det hele taget, men ekstra svært at mobilisere en gruppe, der ønsker total anonymitet, dels pga. privatliv og dels pga. den måske forestående kriminalisering. Selvom SIO tilbyder anonymitet, er der stadig følelsen af at blive registreret et sted, og det har man absolut ikke lyst til med en måske forestående kriminalisering. Det er i hvert fald den forklaring, jeg har hørt fra mange af de sexarbejdere, jeg har snakket med, som ikke er medlem af SIO.

Desuden er SIO jo ikke alene om at sige de ting, de siger. Der er millioner af sexarbejdere verden over, der siger det samme: ”sex worker rights now!”

Du kan se den illustrerede version her: http://sexarbejde.ning.com/photo/photo/list (jeg håber, linket virker)

Jeg observerer i hovedparten to slags kriminaliseringsfortalere:

1. Dem, der er oprigtigt bekymrede for sexarbejderne og tror, kriminalisering er en løsning, men enten ikke  har adgang til viden på området eller er blevet misinformeret

2. De følelsesladede aktører. Dem, der FØLER at prostitution er forkert, og ikke er modtagelige for debat. De HAR draget den moralske konklusion, og den er fuldstændig urokkelig, så al information sorteres og tilpasses konklusionen. Når jeg har diskuteret med denne gruppe, er det altid endt med, at de har forladt diskussionen med et ”sådan føler jeg altså” eller ”sådan er det bare” og aldrig talt til mig igen.

 Jeg tror og håber, du er en fornuftig mand, og du virkelig mener det, når du siger, du ønsker at hjælpe sexarbejdere. Det kræver, at man lytter. Det så ud som om, du lyttede i går.

Anne-Grethe Bjarup Riis har skrevet en klumme i ekstrabladet . Jeg læste den og trak lidt på smilebåndet over indholdets genkendelighed. Der er heldigvis taget meterskridt i kriminaliseringsdebatten i Danmark, siden den for alvor blæste op for cirka tre år siden, men al den nye offentlige information er tilsyneladende gået hen over hovedet på Riis.

På den ene side kan man blive træt af, at det er nødvendigt at gentage sig selv igen og igen. På den anden side kan man værdsætte det praktiske aspekt af denne monotone fremfærd.

Man kan nemlig udforme 1-3 standard-modeller over kriminaliseringsklummerne.

Dette er type 1 - Den forargede kendis:

- Man digter en masse historier om, hvad de stakkels gadeludere oplever. Historierne er saftige og detaljerige, men bygger ikke på andet end ens egen forargede (seksuelle?) fantasi.

- Man opremser "modargumenterne" og inkluderer kun dem, der er nemme at skyde ned. Selvom der meget sjældent (for ikke at sige aldrig) fremføres argumenter som "verdens ældste erhverv" og "flere voldtægter" imod et sexkøbsforbud fra modfløjen, er det sikker inventar i en kriminaliseringsklumme af type 1. Man undgår at kaste sig ud i at argumentere imod, at sexkøbsforbud forværrer forholdene for sexarbejdere, eller at rettigheder frem for fratagelse af rettigheder plejer at være en god strategi, hvis man vil hjælpe folk.

- Man husker at plante stikpiller rundt omkring i klummen om, hvor ulækre mænd, der køber sex er, og hvordan de burde styre pikken og bare onanere i stedet for.

* Riis udvider denne foragt for afviger-mennesker til at omfatte folk med handicap ved den catchy konstatering: ”ingen arme, ingen kage”.

- Man skriver hvilket årstal, vi er i, og undrer sig med følelse over, at verden i netop lige dette årstal ikke er fuldstændig sådan, som man selv mener, den skal være.

Bare bryster og erkendelse af frisind

Der er kommet færre bryster på strandene. Rygtet har gået længe, og 8/7 sendte Politiken en journalist ud, der kunne konstatere det ved selvsyn.

Tidligere på sommeren var der en trendforsker, der i Ekstra Bladet havde følgende kommentar til fænomenet: ”Det at smide toppen på stranden er ikke længere et udtryk for frigørelse. Tværtimod. Det er en overeksponering og et billigt trick.”

Ingen protesterede. I Danmark i år 2009 kalder man det altså for ”et billigt trick”, når en kvinde, på lige fod med de fleste mænd på stranden, ønsker at bade hele sin overkrop i solens stråler. Dækkende klæder må der til, fortæller artiklen i Ekstra Bladet os – hvis man er kvinde, i hvert fald. Men selv hvis det var et billigt trick – hvorfor er det så et problem? Hvorfor stejler man over udtryk, der er eller kan opfattes som seksuelle?

Denne tendens er et udtryk ud af mange for, at hvordan vi definerer og diskuterer frisind i Danmark er under omvæltning i disse dage. Forfatteren Jette Hansen blev for nogle uger siden tildelt imponerende mængder af spalteplads i både Ekstra Bladet, Weekendavisen og nærværende avis til at udbrede sig om, at ”grænseløs sex er blevet normalt.” Hun talte om, at ”frisindsideologien” er gået amok, så det perverterede og ekstreme har overtaget og gjort de seksuelle udskejelser grænseløse. Som eksempler på dette nævnte hun udbredelsen af sadomasochistisk sex og swinger-klubber.

Men hvad er grænseløs sex? Hvilke grænser er det, der ikke er til stede? Jette Hansens grænser overskrides aabenbart ved tanken om det, der foregaar i SM-miljoeet og i swingerklubber, og hun definerer derfor disse udskejelser som ”grænseløse”.

Det er noget af en misforståelse. Fordi man er til pisk, er man ikke nødvendigvis til gruppesex – eller omvendt. Fordi grænserne sættes et andet sted, end hvor man selv sætter sine, betyder det ikke, at de ikke er der. ”Grænseløs” tjener i denne sammenhæng ikke som andet end en stigmatisering af al seksualitet, der ligger uden for ens egen personlige vurdering af, hvad der er normalt og anstændigt.

Netop den stigmatiserende opdeling i, hvad der er ”rigtig” og ”forkert” seksualitet er problematisk. Der er nemlig en opdragende funktion forbundet med at kalde seksualitet for ”billig” og ”grænseløs”. Man sender et signal til de unge om, at de ikke skal skeje for meget ud, for seksualitet er farligt, skadeligt og vanærer dit rygte.

Men kunne det være, at så snart man begynder at fremhæve det som et ideal at vise seksuel afholdenhed, eller fremhæver det som vigtigt at være tilbageholdende med at sende signaler, der kan opfattes om seksuelle, så er der noget andet, man forsømmer at fortælle? Nemlig at sex, selvom det ikke altid er det, for det meste er godt, dejligt, positivt og uskadeligt, og formentlig for de fleste mennesker et helt nødvendigt element i deres tilværelse?

Og kunne det være, at når en trendforsker i en populær formiddagsavis her i det ellers så selverklæret frisindede Danmark i år 2009 kan omtale bare bryster på stranden som ”en overeksponering og et billigt trick”, så er det et tegn på, at vi er på vej væk fra den sunde, nøgterne, frisindede holdning til sex, som ellers har kendetegnet dette land i mange årtier, og som er garant for, at vi alle har mulighed for at nyde vores seksualitet på en sikker måde, og uden de skamfølelser og den fordømmelse, som kan forkrampe et menneskesind? Hvem er frisindet skadeligt for?

En stor del af det her handler om erkendelse. Om at vi bruger samme sprog. De fleste mennesker i Danmark opfatter sig selv som frisindede, og omvendt er det meget få, der opfatter sig selv som puritanere eller nypuritanere. Ord bliver tømt for mening og ender som bevidstløse skældsord, som gør debatten vanskelig.

Se igen på, hvad det var trendforskeren sagde i Ekstra Bladet – det, der er citeret i de første linjer af denne artikel. Hun bruger ordet ”tværtimod”. Hun skelner ikke imellem at være frigjort og at være trendy, og hun mener, det er utrendy at være topløs. Ergo er man ikke frigjort, hvis man er topløs. Sådan går det til, at hun rynker på næsen af de ”billige” kvinder, der går med bare bryster på stranden.

Trendforskeren har måske ikke tænkt så dybt over, hvad hun præcis sagde, da journalisten ringede. Men det, hun nu engang sagde, illustrerer behovet for at finde tilbage til, hvad det egentlig er, ordene betyder – og dermed hvor vi hver især idémæssigt hører hjemme, og hvad det i det hele taget er, vi diskuterer.

Det er vigtigt at understrege, at frisind ikke er forbundet med nogen bestemt seksualitet. Det er ikke mindre ”godt” eller ”frit” at leve i et monogamt forhold baseret på troskab end at have skiftende partnere og eksperimentere seksuelt. Frisind handler ikke om at hive Jette Hansen ud af dobbeltsengen og ned i swingerklubben på hjørnet. Det handler om retten til at komme i selvsamme swingerklub uden hendes moraliserende fordømmelse. Det handler om at kunne smide toppen på stranden uden offentlig misbilligelse. Frisindet ligger ikke i, hvad man selv gør eller ikke gør, men i, at man accepterer, hvad andre mennesker gør eller ikke gør.

Først og fremmest vil det gavne det kriminelle miljø, der profiterer på, at de prostituerede som konsekvens af en kriminalisering ikke har mulighed for at arbejde, leje lokaler og hyre hjælp inden for lovens rammer.

 Det vil gavne politikerne, der kan score billige værdipolitiske point ved at profilere sig i en moralsk sag på bekostning af en marginaliseret gruppe med ringe mulighed for at protestere.

Det vil gavne den kultur-moralske elite, der ikke følelsesmæssigt kan bære, at der findes mennesker, der lever på andre måder end hvordan de dikterer 'det gode liv'.

Det vil gavne de mange forfattere og filmskabere, der fortsat kan tjene kassen i penge og moralsk valuta ved at masseproducere historien om det ultimative kvindelige offer – den ufrivillige luder – baseret på intet andet end andre forfatteres og filmskaberes skildring af samme.

Det er muligvis også til gavn for befolkningens demokratiske dovenskab, når man ikke behøver bruge energi på at sætte sig ind i forskning og politiske dilemmaer, men kan nøjes med at tage stilling ud fra fordomme.

Men det vil ikke gavne de prostituerede. Det er der intet – hverken undersøgelser eller saglige vurderinger – der tyder på. Tværtimod er det netop de prostituerede, der betaler prisen for de ovenståendes økonomiske, politiske eller moralske profit ved et forbud.

Det er på tide, vi holder op med at dømme ud fra vores egen egoistiske vinding.

Det er på tide, vi lytter til de prostituerede og respekterer dem på deres præmisser frem for at tage den bekvemme vej og presse vores værdier ned over hovedet på dem.

At ville hjælpe andre mennesker på betingelse af, at de kun træffer de valg, man selv ønsker, de skal træffe, er ikke at hjælpe. Det er i bedste fald en måde at støde en befolkningsgruppe fra sig på og i værste fald social blackmailing.

Gør sexarbejde til et fuldt legalt erhverv, giv rettigheder til sexarbejderne, stop den politiske hetz og hjælp dem, som beder om hjælp på den måde, de ønsker at blive hjulpet.

Hvis I altså virkelig er interesserede i at hjælpe?

Debatten om kriminaliseringen af købesex har kørt intenst i nogle år efterhånden. Stærke kræfter på dele af venstrefløjen arbejder med en indædt dedikation efter at få gennemført et svensk forbud i Danmark.

Senest har Mette Frederiksen fra S og Marianne Jelved fra R meldt ud, at de ønsker at gennemføre et forbud , hvis der kommer et regeringsskifte. Det på trods af, at der ikke er så stor enighed om dette i deres bagland, som de ønsker at signalere. Læs mere her og her.

Hvad der slår mig, er, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvorfor de ønsker dette forbud. Der er ingen undersøgelser, der viser, at et forbud gavner hverken de prostituerede eller modvirker de urimelige vilkår for kvinder i trafficking. De alt for få saglige vurderinger og undersøgelser, der er foretaget om emnet, viser faktisk det modsatte. Politiet i Sverige har bl.a. udtalt, at prostitutionen er gået mere under jorden, hvilket har besværliggjort deres arbejde, efter lovens indførelse i Sverige.

De prostituerede selv udtrykker heller ikke noget ønske om at få forbudt deres erhverv. Tværtimod gør Sexarbejdernes Interesseorganisation det gang på gang meget klart, at der skal rettigheder og legalisering til, hvis man ønsker at hjælpe dem.

Der er ikke engang et ønske om forbud hos befolkningen. Meningsmåling på meningsmåling viser varierende grader af et flertal imod sexkøbsforbud.

Så hvad er det, de vil?

www.prosexfeminisme.wordpress.com/

Læs artikler om porno, prostitution, kønsidentitet og meget andet fra en ny og tiltrængt feministisk vinkel.